Rettidig omhu, bitches!

I tilfælde af at I derude skulle have besluttet jer for, at jeg er et relativt sympatisk menneske, kommer her et af de indlæg, der kan give anledning til at drage den modsatte konklusion.

Her til aften, hvor jeg ved en forfærdelig fejl *ahem* kom til at se Talent 09, sagde Hella Joof noget om de to formidable dansere Nelly & Eva:

”De er så dygtige, at de får det til at se let ud – og derfor kan jeg være bange for, om folk måske ikke opdager, hvor talentfulde de er.”

Nu synes jeg så også, at de er så seje, at jeg næsten begynder at tude, når jeg ser dem, og så god er jeg sgu ikke til noget, men jeg kan bare sagtens sætte mig ind i, at folk tror, at man er kommet sovende til de gode resultater, fordi man har øvet sig så meget, at man får det svære til at virke nemt.

Flere gange på det sidste har jeg oplevet at have knoklet røven i laser, og når resultatet så bliver fremvist, er folk sådan lidt: ”Nå ja ja, fint nok, men du er jo også sådan en, der har nemt ved alting.” Øh nå!? Så prøv du! Jeg bliver sgu så sur, når de får det til at lyde som om, jeg bare har brugt min computer som hovedpude, og næste morgen er indholdet så på magisk vis sevet ind i min hjerne.

Min arbejdsmoral og samvittighed er venligst udlånt af A.P. Møller-Maersk Gruppen, og når det færdige produkt sidder lige i skabet, så er det fordi, jeg har brugt 278.000 timer på at forberede mig.

Og jeg er lidt træt i de her dage, så jeg orker ikke så godt, hvis nogen lægger en kommentar om, at jeg selv vælger, hvor højt jeg sætter overliggeren. For jeg ved det godt, og I har ret.

Men indeni er jeg ind imellem 4 år gammel: Jeg vil jo for fanden bare gerne klappes på hovedet og ha at vide, at jeg er dygtig.