Sticks and stones may break my bones

but words can never hurt me. Jeg ved ikke, om vi har et tilsvarende løgnagtigt ordsprog på dansk, men de sidste par dage har jeg tænkt meget over, hvor ondt ord kan gøre, når man er i knæ.

Jeg har et par veninder, som lige nu bøvler med kærligheden, og helt efter bogen forsøger de at komme frustrationerne til livs ved at tale om dem. De er stærke piger med robuste psyker og masser af omløb i hovedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal nå frem til den – for dem – bedste løsning, men det er interessant at trække sig lidt tilbage og lytte til de typiske råd, vi kvinder giver hinanden, når vi forsøger at hjælpe.

De kan deles i 3 hovedgrupper:

1) “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre!”
Her virker det som om, den der formodes at lytte, udelukkende venter på en chance for at hi-jacke samtalen, overtage den fuldstændigt og fylde den med historier om sig selv. I nogle situationer kan det være en trøst at høre, at en anden kan sætte sig ind i, hvordan man har det, men det holder op med at være en hjælp, når man begynder at få fornemmelsen af, at vi leger bytte-bytte-købmand: Jeg lytter kun til dig, fordi jeg så efterfølgende kan kræve, at du lytter til mig. Sådan en samtale bliver bare en masse fragmenter af usammenhængende sætninger og ingenting tales i dybden, udvikler sig eller udfordrer hjernen. Og lige meget hvor slemt du har haft det, kan du være sikker på, at den glade giver af denne type råd ALTID har haft det værre. Hvis du har mistet en arm, har de mistet dem begge. Hvis du har forkølelsessår, trumfer de med miltbrand. Hvis du snublede over et trin, faldt de ned af trapperne. Alle 5 etager. Til sidst giver man simpelthen op over for den massive on-coming tsunami af elendighed. You cannot win.

2) “Du er altid så [indsæt selv dom] men du skal bare [indsæt selv instant-fix råd]”
Det er ikke meget, der er så irriterende som at få klasket en post-it i panden med din personlighed kogt ned til en linie. Hvordan skal dét hjælpe noget som helst? Og det er svært ikke at blive fornærmet, når folk serverer banaliteter forklædt som guldkorn. Hvis det var så simpelt, havde man jo for fanden nok selv regnet det ud, ikke!?

3) “Folk som os ender altid med at blive forladte/blive usikre/skride/knalde udenom”
Nu ved jeg godt, at jeg bliver en so, ikke? Men ind imellem, når folk igen og igen træffer virkelig dårlige valg for sig selv, bliver jeg faktisk en lille smule fornærmet, når de sætter os i bås med hinanden.

Det værste er, at man jo ikke ret godt kan tillade sig at blive gal på mennesker, der forsøger at hjælpe. Samtidig kan det være utrolig svært, når man i forvejen er i knæ, at have overskuddet til at tage hensyn til andres følelser og formulere sig, så de ikke bliver sårede.

(Til de mænd, der læser med: Ville I ikke bare ønske, at I var kvinder?)

I morgen skal vi snakke om den anden side af mønten: Hvordan manglen på ord også somme tider kan gøre nas.

Jajaja. Jeg ved det. Cliffhanger af de virkelig slemme. Men I skal kun sove én gang….

Nat nat til jer derude. Hvor end I er.