Børns vilkår.
Jeg er ved at læse en bog, der hedder ”Skygge”. Den er svensk, og egentlig ikke specielt god. Lige præcis hæderlig nok til, at jeg læser videre, men ikke en af dem, man ofrer en time af sin nattesøvn på. Den er stort set blottet for kommaer, og det hader jeg. Tekster uden kommaer er for min hjerne den skriftlige pendant til langemonotonesætningerderbareblivervedogvedogved. Jeg er hele tiden nødt til at gå tilbage og genlæse passager for at tillægge dem så megen intonation, at de giver mening. Bruger de ikke kommaer i Sverige? Eller er det den danske oversætter, der har været påholdende?
(Her kommer jeg lige til at tænke op, om translatører arbejder efter nogle af de samme etiske garbage in/garbage out principper som sprogtolke? At vi fratager brugerne muligheden for at stifte bekendtskab med nuancer, registre og personlige præg, hvis vi forskønner og perfektionerer i stedet for bare at oversætte?)
(Undskyld. I ringer bare i nat, når I ligger og stirrer op i loftet, fordi ovenstående overvejelse gør jer ude af stand til at sove.)
Nå, men den her bog handler meget om en gammel mand, der hele tiden tænker tilbage på sin barndom. Og som altid, når jeg hører (og læser) om voksne, der lovpriser deres livs hensvundne forår, spekulerer jeg på, om jeg er den eneste tilbage i verden, der kan huske, hvordan det var at være barn?
For jeg synes, at det var fuldstændig ligesom at være voksen. Det kan godt ske, at børn ser uskyldige ud, og at de siger sjove ting, men de befolker en verden, der er styret af de samme mekanismer, som den vi andre begår os i. Misundelse og kærlighed, jalousi og venskaber, krav og forventninger, leg vs. pligter og ønsket om at gøre noget godt, for at imponere dem, der betyder noget for én.
Politi, moral og konsekvensanalyse er i det tidlige stadie repræsenteret af skolelærere, legepladsens uskrevne regler og mors og fars gode humør, men det er faktisk lidt som at forkorte en brøk med muligheder og krav i tælleren og alder i nævneren: Du kan fjerne og tilføje nuller, du kan gange op og dividere ned. Tallene ser forskelligt ud, men resultat forbliver det samme, og summen af problemer er konstant.
Jeg bliver forfærdelig irriteret, når mennesker på 50+ taler til mig, som om jeg ikke har begreb om, hvordan verden er skruet sammen, men da jeg sad med bogen i dag, kom jeg til at spekulere på, om det i virkeligheden ikke er det, de fleste af os gør, når vi taler med børn?
13. januar 2010 @ 05:06
For pokker da, hvor er det kloge ord klokken seks om morgenen!;o)
P.s. Måske kommer jeg til at tale lidt ned til børn af og til? Jeg vil tænke over det fremover.
13. januar 2010 @ 07:30
Jeg erklærer mig enig – jeg husker ikke mig selv som et uskyldigt barn, der rendte barfodet rundt på engen og klappede de små lam.
Jeg husker mig selv som et samvittighedsfuldt barn, der var frustreret over, at jeg ikke altid forstod at spille min rolle rigtigt. Jeg var forelsket præcis på samme måde måde som jeg har været det som voksen, og jeg blev knust på samme måde, hvor livet føltes som om det burde ophøre, da kærligheden ikke viste sig gengældt…
Og når jeg ser børn idag, kan jeg ikke lade være med, at have lidt ondt af dem, fordi jeg ved, hvad de går igennem – uden at have erfaring nok til at tænke "This too shall pass".
13. januar 2010 @ 08:05
(oversættere arbejder efter garbage in/garbage out-princippet. De skal fange og viderebringe forfatterens stil og tone.
At oversættelser svinger afsindigt i kvalitet er en anden sag, se bare twilight-serien, der virkede som om den var oversat af Sidney Lee.
Så.
Nu kan jeg ihvertfald sove i nat)
Enig! Jeg ved ikke om der er forskel på børn, men jeg var vist meget hurtigt voksen.
13. januar 2010 @ 10:57
Tjah..hvis man er "paptante" til bette knægt, der spørger sin mor, hvordan det første menneske nu er opstået – for det kan jo ikke være født af et andet menneske….!, så kan man i hvertfald godt begynde at frekventere bibliotek og google flittigt for at finde en anden forklaringsstrategi på evt. eksistentielle spørgsmål, der måtte komme næste gang, man er på besøg ;o) Måske er det fordi, at vi voksne nødigt vil fremstå inkompetente og uvidende, at vi sørger for at "holde" børnene på et sprogligt leje, hvor vi stadig kan være med…? (psst..er der nok kommaer?)
17. juni 2011 @ 07:46
Som både tolk og translatør kan jeg kun sige ja. Ja ja ja – er oplægget noget crap, så bliver oversættelsen det også. Trist men sandt 😉
(Men for pokker hvor er det trælst, når de der kommaer forsvinder. Eller tager overhånd – husker med gru en paperback-udgave af ringenes herre, som jeg kæmpede mig igennem, hvor hver sætning indeholdt ca 15 kommaer. Det ødelagde hele dét univers for mig…!)