Som jeg er.
For 2½ år siden, da jeg startede med at blogge, havde jeg i lang tid læst med på Annes blog. Senere var jeg så heldig at lære hende at kende i virkeligheden, og noget af det, vi altid runder over kaffen, når vi mødes, er vores respektive blogge. Jeg ser ingen grund til at insistere på at begå alle fejl i denne verden selv, og har derfor hele tiden været meget interesseret i Annes erfaringer med livet i blogsfæren.
Noget af det første, jeg kan huske, at hun fortalte mig var, at hun syntes, at det var svært, når nogle af hendes læsere mente, at de kendte den hele, fulde version af hende, fordi de læste med på bloggen.
Jeg kan godt se, hvordan det sker. Som blogger bliver man låst fast i en rolle, som man ikke er opmærksom på, at man skaber, fordi man ikke kan læse sine egne indlæg med objektive og neutrale øjne.
Ligesom man kan se amerikanske tendenser slå igennem i Danmark med 5-10 års forsinkelse, kan jeg også se, hvordan de overvejelser Anne har haft om sin blog og sine læsere, begynder at blive relevante her på Blogsbjerg.
Da det for mig ikke ville give mening at blogge, hvis jeg ikke kunne være ærlig om både tanker, følelser og hvordan mit liv ser ud, betyder det, at de læsere, der har hængt på fra starten, nok efterhånden føler, at de kender mig ret godt.
Det meste af tiden er det positivt, for det betyder, at jeg føler mig tryg nok til at blotte mig og skrive om de ting, der går tæt på; selvom vi ikke altid er enige, har jeg grundlæggende fornemmelse af, at I er på min side, og at I vil mig det godt.
Bagsiden af medaljen er, at nogle af jer har en tendens til at udstyre mig med vinger og glorie, og typecaste mig i rollen som godheden selv. Jeg har de sidste par måneder flere gange fået kommentarer fra læsere, der ’ikke kan kende mig’ i et givent indlæg, eller som synes, at noget jeg skriver ’slet ikke ligner mig’. Andre gange har jeg fået småfornærmede kommentarer fra folk, der pludselig ikke synes, at jeg er sjov mere, fordi de føler sig truffet.
Jeg er ked af at måtte sige det, men fra tid til anden er jeg præcis lige så fordomsfuld og grim på indersiden, som alle mulige andre. Og når jeg får kommentarer af ovennævnte kaliber, bliver jeg for at være helt ærlig en lille smule træt, for jeg forstår ikke, hvad formålet med at lægge dem er. Er det for at fortælle mig, at jeg har skuffet jer? At I bedre kan lide mig, når jeg er sød og rar og rund i kanten?
Og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule dobbeltmoralsk, at man gerne vil underholdes af mine overvejelser og humoristiske betragtninger om både mig selv og andre, men at man selv vil fredes i klasse A.
Jeg er beæret over, at I læser med, og jeg er oprigtigt glad for, at I tager jer tid til at lægge kommentarer – også når vi ikke er enige – men jeg synes, at bloggen ville blive hårrejsende uinteressant både at skrive og at læse, hvis den kun var til pæn brug.
28. februar 2010 @ 17:46
Jeg ville kede mig ihjel hvis vi kun fik den pæne side af dig på bloggen… Eller – ville nok i hvert fald bare stoppe med at læse med.
Din blog er sjov og givende – ligesom den osse kan være sur og hade på hele verden. Jeg elsker den, og ville blive træt hvis du valgte at servere den i små mundrette, smagsfattige bidder, blot for at undgå at støde dem, der synes at de kender dig.
Bliv ved med at give os lidt af dig – hele dig :o)
28. februar 2010 @ 17:50
Nu har jeg godtnok ikke været med så længe, men jeg glæder mig altså lidt over, at du har det hele. I virkeligheden så har du lidt af det hele med selvironi og selverkendelse, og det er nok derfor, at jeg kigger forbi et par gange om ugen.
Jeg prøver selv på at praktisere helhedssyn og være et overskudsmenneske, men jeg dummer mig også og sårer mennesker og siger noget sludder. Og så er det altså rart, at der findes nogle i blogsfæren, der også "bare" er mennesker… Jeg aner ikke, hvem du er irl, men jeg kan vældigt godt lide det, du skriver her 🙂
-Anne
28. februar 2010 @ 18:03
Jeg er helt enig i de to allerede lagte kommentarer, og jeg kan også godt læse at dette indlæg er en kommentar til min kommentar til dit forrige indlæg. Det er fair nok.
Min kommentar om, at jeg ikke kunne kende dig i indlægget kom af, at jeg netop ikke synes du normalt er så hurtig til at dømme en sådan situation i dine indlæg. Når jeg skriver at jeg ikke kan kende dig, er det jo ikke fordi jeg tror jeg "kender"-kender dig, som i overhovedet ikke tror det, men blot kender den skribent der normalt skriver her på bloggen. Du spørger jo selv om vores mening i dit indlæg. På en måde er det jo det samme du gør med kvinden i din historie. Du kender jo heller ikek hende og alligevel tillægger du hende en masse motiver, som måske slet ikke er berettiget.
Jeg føler mig ikke ramt eller truffet på en negativ måde i dit indlæg, men jeg kan da kende mig selv i det. Det tror jeg for øvrigt der er mange mødre der kan. Godt nok hedder det fikserede barn Isac, men det er vel same shit different wrapping. Jeg er nok ikke så boheme, som jeg gerne ser mig selv, men nok mere provinskedelig. Jeg er klar over, at det er hendes kommentar om at HVILE i sin beslutning du studser over, men på vej dertil for du sagt nogle ting, som jeg bare ikke er enig i. Det var egentlig bare det jeg ville sige med min kommentar.
Og til hvorvidt hun burde råbe det ud på hele vejen. Det kan heller ikke få mine øjne til at rulle. Og dte var det du ville spørge om, ikke?
Jeg synes stadig du er pissegod skribent og jeg nyder at læse din blog, og vil da stadig også kommentere in i mellem. Og jeg skal da klart tage din holdning til efterretning næste gang jeg lægger en kommentar.
AB
28. februar 2010 @ 18:15
Jeg er også relativt ny læser,og jeg hænger på, fordi du har meninger. Det ville simpelthen være for kedeligt uden.
Måske taber du ind imellem en fornærmet læser hist og her, men det er fedt, at du nu tager emnet op.
Jeg glæder mig til fortsat at læse med – ligegyldigt om jeg er enig med dig eller ej.
/Maria
28. februar 2010 @ 18:16
enig med lille t : – ) (ta´den!! haha)..
nej vi kan rigtig godt lide, at du er "som alle os andre" med både pæne og mindre pæne sider – og du er fænomenal til at spidde dig selv, andre og verden og tak for det!
-Mette
28. februar 2010 @ 18:20
Jeps, det er noget, jeg har brugt utallige frustrationsminutter på i min tid som blogger.
For mig resulterede det i en ny blog, hvor jeg ikke giver helt så meget af mig selv. Og en holdningsændring – for jeg måtte finde mig i at miste over halvdelen af mine daglige læsere, da jeg ikke længere kun ville give, hvad der blev forventet.
Nu kan jeg se folk forsvinde fra ”faste læsere” når jeg har glemt at være søde, milde Anne. Og min holdning er: Fint, og I behøver faktisk ikke komme tilbage.
Jeg synes, det er sjovt at blogge. Men jeg skylder ikke nogen noget – ligesom de ikke skylder mig noget.
Jeg er dælme glad for, at du siger fra her, for sådan skal det ikke ende for dig. Ej, sådan ville det nok egentlig aldrig ende for dig. Jeg gad godt se den person, der forsøgte at proppe dig (iført englevinger) ned i en personlighedskasse på størrelse med en skotøjsæske.
Ok, det her er en af de der helvedeskommentarer, der handler mere om mig end om dig. Og den burde vist i virkeligheden være et indlæg på min egen blog. Vi hader mig. Den so!
28. februar 2010 @ 18:36
Hey, jeg er osse ny her, og aner ikke hvordan man opfører sig i Blogland. Nu siger jeg bare lige noget jeg har tænkt på idag:
Jeg har opdaget din blog for måske ca 14 dage siden, og føler mig så velkommen og tiltrukket, at jeg idag har brugt 3 timer på at kigge rundt i tidligere indlæg.
Jeg er taknemmelig for at få lov at kigge ind i din verden, der både er meget, meget morsom og meget rørende og tankevækkende.
Jeg kan godt lide kombinationen af skrap, fordomsfuld kælling og åbent og ærligt menneske. Jeg kan kende mig selv i det skrappe og fordomsfulde, og jeg synes jeg lærer noget af din åbenhed.
Det er rigtig dejligt at læse hvad du skriver, fordi du ser så klart og bruger sproget knaldgodt. Tak for det.
Jeg er spændt på at se om der kommer et indlæg som støder mig på manchetterne. Det kan sagtens være.
Jeg kigger ind imorgen igen. Tak.
/Lene K
28. februar 2010 @ 18:44
Du skal bare fortsætte i samme stil – vi elsker at læse om din måde at se verden på. Måske fordi vi ser den på samme måde, men ikke kan finde ud af at formulere det så godt som dig.
28. februar 2010 @ 19:48
Nu ville jeg ønske jeg havde skrevet i morges….
For jeg sad og fnes lidt over hvor tamt det er at skrive lige netop "at man ikke kan kende dig" fordi man føler sig lidt trådt over fusserne. Den slags hører med, og man skal passe på med at tage sig selv så alvorlig at man ikke kan tåle at tingene bliver grint lidt af.
Jeg ELSKER dine ord, nogle gange klukgriner jeg af og med dig, andre gange bringer du vandet op i mine øjne og nogen gange overvejer jeg seriøst at prøve en omgang spinning med dig bag mikrofonen.
Du er skøn!
1. marts 2010 @ 10:43
Meget velformuleret og meget præcist for, hvad det er, der er så fantastisk ved at blogge og læse blogs. Her skal intet pakkes pænt ind.
Jeg synes din observation af den lille episode i dit forrige indlæg er rigtig fin, og dine formuleringer (altid) skønne og helt dine egne, men derfor kan jeg godt være uenig.
Når man læser med på en blog og fornemmer ærligheden, bliver det troværdigt og man får lyst til at læse mere, men det betyder ikke, at man får en garanti for, eller patent på, hvem den person er. Godt du lige gjorde opmærksom på det.
1. marts 2010 @ 18:02
AB: Tak for din kommentar. Det er rigtigt, at det var din kommentar til det forrige indlæg, der udløste dagens indlæg, men når det er sagt, så er det nu ikke specielt møntet på dig, hvad jeg har skrevet. Jeg har bare oplevet at modtage flere og flere af den slags kommentarer, både her på bloggen og på mail. Det har frustreret mig, fordi jeg ikke kan lade være med at blive påvirket af dem, og jeg vil så utrolig gerne bevare min blog som et fristed, hvor jeg ikke kun må skrive, når jeg opfylder andres forventninger til, hvem jeg er.
Men jeg skal naturligvis stadig huske, at man ikke skal spørge, hvis man ikke vil have svar:)
Anne: Nej, vi gør ej. Vi er ret vilde med dig, uanset hvordan du er i humør og betræk. Og all shit a side, så har jeg lært rigtig meget af dig, så du er lidt en slags kultfigur for mig.
I andre skal have mange, mange tak for jeres tilkendegivelser. Jeg sætter utrolig stor pris på, at I tager jer tid til at begrunde jeres pæne ord – det gør dem til noget konstruktivt, som jeg virkelig kan bruge til noget.
I er de bedste!
1. marts 2010 @ 20:46
Det er derfor os smarte bloggere vi er så hemmelige.
Jeg magter ikke at skulle forsvare hvert eneste komma jeg skriver over for venner eller bekendte der tror de ved alt.
Du gør det skide godt.
Krams Morfar
3. marts 2010 @ 07:07
Nogle gange kan det godt føles som om, blogland er en klub. En klub med kliker og underkliker og slyngveninder. Hvor man skal være enig med de andre, hvis ikke man vil fryses ud. Men i virkeligheden piller vi jo bare i vores egne navler – og så må dem, der gerne vil pille med, gøre det. Når man besøger nogen, påpeger man jo heller ikke, at de bor grimt, selvom man synes det. Det er simpelthen uhøfligt.
Okay, det var måske lidt off topic, men hvoromaltinger: Du er sej og velargumenteret og sjov. Det respekterer jeg, næsegrus beundrende, uanset hvad du så mener om hvad!
3. marts 2010 @ 19:51
UR: Jeg kan sagtens se din pointe – jeg er bare så urimelig dårlig til at være hemmelighedsfuld. Er nærmest en slags handicap.
Men tusind tak for opbakningen.
Flo: Off topic? Tværtimod. Det er nok den mest lige-i-øjet agtige kommentar, jeg har modtaget i meget lang tid. Tak for den. Og for dine pæne ord.