Hvis nogen vil mig noget, er jeg ude og stikke mit hoved i flymotoren.
Dag 1/16:
Nå. Men man sover da rimelig meget ad helvede til på et DSB-sæde, når man er 1.80, men hvad laver man ellers i et tog mellem kl. 23 og 3.30? Ankom til hermetisk lukket Kastrup, hvor jeg fik tiden til at gå med at stirre tomt ud i luften, indtil klokken var 5.30, og jeg kunne tjekke ind hos den meget sympatiske dame med det spanskklingende navn og den sjove accent.
For lige at være sikker på ikke at stå i Vancouver uden bagage stillede jeg følgende spørgsmål:
”Det er første gang jeg skal flyve til Canada, så jeg skal bare lige være sikker på, at bagagen ryger direkte derover, og at jeg ikke skal tjekke den ind igen i London?”
Først svarede hun bare, at jo, det gjorde den, men så skete der … et eller andet. Jeg vil ikke udelukke, at hun blev besat af en tjenende ånd, men i hvert fald kastede hun sig ud en meget lang og gestikledsaget forklaring om, hvad en gate var, og hvor jeg fandt den rigtige, som kulminerede i, at hun greb mit boardingpas og ivrigt tegnede den ind på det.
I Kastrup. Som vel er verdens mindste lufthavn? Men hun var så entusiastisk, at jeg ikke rigtigt nænnede at afbryde hende, men i stedet bare nikkede iført mit bedste ”nå OK!”-ansigt.
Det skulle jeg nok have gjort. Afbrudt, altså.
7.50 afgangen til Heathrow er åbenbart corporateafgangen, så kl. 7.00 sad jeg i gaten sammen med en hel masse Armani og Hugo Boss med børsudståling, og forsøgte ikke at ligne en søvnunderskudsspeedet posedame.
”Passager Linda XXX bedes henvende sig til personalet ved skranken. Det var passager Linda XXX, der bedes henvende sig til personalet i skranken.”
???
Opfyldt af bange anelser (seriøst: Kan I nævne én – bare én – eneste positiv ting, det kunne handle om?) forcerede jeg muren af (nu moderat nysgerrige) jakkesæt, og gik hen til skranken. Og ud af mellemgangenen til flyet, kom stewardesse med udbredte arme susende, mens hun med meget (MEGET) høj, børnehavelærerindestemme RÅBTE:
”Er det virkelig rigtigt, hvad jeg hører?? At du ALDRIG har været ude at flyve før??”
Ikke noget stort øjeblik.
Og mens jeg forsøgte at regne ud, hvad fanden der var gået galt, blev jeg fulgt – fulgt! – ud til flyet, hvor kaptajnen himself stod klar i døren for at give mig en rundvisning, og med venlig det-er-slet-ikke-spor-farligt-at-flyve-stemme spurgte, om jeg ville se cockpittet?
Ordet flov virker så fattigt.
Næste gang må min bagage klare sig selv.
4. april 2010 @ 17:33
Det var dog imponerende! Gang på gang har jeg stået bævrende af flyskræk, og jeg er da aldrig blevet tilbudt en sådan omgang. – Og så får du det, helt uden at bede om det! På den måde kan du jo vælge at føle dig lidt særlig i stedet for flov.
4. april 2010 @ 17:51
🙂 Det var et skønt grin jeg lige fik mig der.. Tak for det! (Selvom det i situationen nok ikke føltes så super…)
Men velkommen hjem igen 🙂
Camilla
4. april 2010 @ 18:22
Ja tænk lige rundvisning i cockpittet af lækker(?) pilot!! Du er da for heldig 😉
– Mette
4. april 2010 @ 18:23
Hahaha! Sikke en fin start på rejsen.
Og velkommen hjem! Hemmelighederne var gode, men jeg foretrækker nu dine egne pinligheder…
4. april 2010 @ 18:42
Ja, det KUNNE godt have været positivt – det kunne ha' væreyt for at give dig dit visakort, som du havde tabt ude i check-in området. Selvom du normalt ikke er skødesløs med værdigenstande, og derfor nærmest ikke tror på damen, når hun står og blafrer med kortet… Men never mind, dette her var da way sjovere – i hvert fald for dine læsere 🙂
4. april 2010 @ 21:33
Fantastisk indlæg. Jeg grinede – meget! Godt at have dig tilbage 🙂
5. april 2010 @ 06:54
Priceless!
5. april 2010 @ 07:32
Hold nu K, hvor ER det morsomt! Og uanset hvad, så sikke dog en service at udvise! (Er NØDT til det: 😉 ) Håber, du havde fantastisk flyvetur til Canada.
5. april 2010 @ 08:47
Hvor fedt! Totalt særbehandling du lige fik dig der 🙂
Jeg ville nok selv være ved, at skide i bukserne over hendes udråb!
Men et godt grin – Tak for det 🙂
Håber resten af Canada var mere efter planen:)
5. april 2010 @ 08:48
Ha ha ha ha ha hvor top grineren.
5. april 2010 @ 10:38
Lol fuck hvor ville jeg være rød i hovedet, men sejt nok at få cockpittet af se!!!
5. april 2010 @ 11:13
Kæmpe kæmpe krampe grineanfald. Linda det er bare for sjovt!! ;-)))
5. april 2010 @ 13:50
Ej, men det var da helt vildt fantastsik! Kan godt se, at det var småpinligt og dåhmt, men altså – sikke søde mennesker!
5. april 2010 @ 19:32
Priceless – det er virkelig god værkstedshumor. Love it!