Post Traumatisk Ferie Syndrom in the making.

Dag 16/16:

ETA: 22 timer:
Sidder i lufthavnen og kigger apatisk rundt på mine medpassagerer, mens jeg sløvt spekulerer på, om det er dem, jeg skal dø med, hvis flyet falder ned.

ETA: 18 timer:
Are you fucking kidding me?! Gammel mand med TROPEHJELM OG VANDREKÆP er lige trådt ind i flyet?!? På den helt, helt u-ironiske måde. Skal man forvente, at hans boy om lidt kommer slæbende med noget krybskyttetilvejebragt elefenben, han har købt billigt?

ETA: 16 timer:
– men det er selvfølgelig ikke ham, jeg er endt med at sidde ved siden af. Næh, jeg har vundet ham, der fløjter uden selv at opdage det. Også når han ser film med høretelefoner på.

ETA: 10 timer:
Nå. Det var så ikke Stig. Var til gengæld nok første skridt på vejen til min nye karriere som stalker. Stakkels mand. Så fandme helt angst ud, da det gik op for ham, at det skingre: ”STIG!!! STIIIIIG!!”, der som insisterende sirene skar luften i skiver, var møntet på ham.

Lignede ham. Kunne godt have været ham. Havde da samme flyveører og alt muligt. Og Stig boede da – for 6 år siden – i …. Leeds. Som jo er næsten det samme som Heathrow. Nå ja, det er sgu da England begge dele, så luk!

ETA: 8 timer:
Seriøst. Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til lavstammet, thai-branket braldrerøv af en charterdansker, der skal blokere hele midtergange i flyet, fordi han skal hænge på armlænet og te sig, som om det her er en fucking bar! Flet dit skaldede næb, og sæt dig ned, eller jeg påpeger, hvor lille du egentlig er!

At last:
Hjemme. ENDELIG hjemme. Nu vil jeg kravle i kassen og snave min dyne i bund.

Godnat verden. Hvor end du er.