Kan vi stadig være gode venner? Eller… vent…
Ind imellem sker det, at venskaber ender brat. Heldigvis sjældent, for det er nogenlunde ligeså behageligt og problemfrit, som når man går fra sin kæreste (er i øvrigt kommet til at tænke på, hvornår man blev for gammel til at ’slå op’ og i stedet begyndte at ’gå fra’?). Specielt, hvis det er en ven, man har haft i mange år.
Der er så mange ting, man ved om hinanden. Så mange små hemmeligheder, man deler, og så mange ting, der kun er sjove sammen med lige præcis dette menneske, fordi vi var der sammen. Der går lang tid, før man holder op med at tænke: ”Aj, det skal jeg sgu lige huske at fortælle [indsæt navn]!” og før det bliver naturligt, at man ikke længere hører fortsættelsen på de sagaer, man har fulgt i årevis.
Når venskaber ender på den måde, er faserne efter meget lig post-forholds-faserne. Først er der vrede og fornemmelsen af at være blevet virkelig uretfærdigt behandlet. Så kommer savnet og ulykkeligheden over, at det hele er blevet sådan noget rod, og endelig begynder man at kigge på det sidste års tid eller to med nye, lidt mere objektive øjne. Man begynder at få øje på tegnene på, at tingene ikke længere var helt som de skulle være, at venskabet var kørt fast i vaner og rutiner, der var uhensigtsmæssige for begge parter, og at man et eller andet sted undervejs fikserede hinanden i roller, som ingen af parterne egentlig ønskede at have, men som ikke desto mindre var uundgåelige; arv, sind og omgangstone taget i betragtning.
Man erkender sin egen andel af skylden og kommer i tanke om ting, man ved om den anden, som ved nærmere eftertanke forklarer, hvorfor man fik – eller ikke fik – nogle bestemte reaktioner fra vedkommende.
Og når man først er der, begynder det at blive klart, at det nok i virkeligheden ikke kunne være gået meget anderledes, end det gik.
Tilbage står ønsket om, at man ud af respekt for det, der var engang, kan bevare den civiliserede omgangstone, når man støder på hinanden, og at begge parter, når vreden er fordampet, husker, hvorfor man i sin tid satte så stor pris på hinanden.
15. september 2010 @ 20:56
Compliments for your blog,I invite you to see the photo blog,
CLICK PHOTOSPHERA
Each week released a new album
Greetings from Italy
Marlow
15. september 2010 @ 21:00
læser dit indlæg og tænker på min tidligere gode veninde (fra mit 17.-30. år)…. delte en meget stor oplevelse med hende (min nu 15 årige søns fødsel).
Trist at vi ikke igen kan finde et venskab frem. Men "noget" skilte os ad, og det kan tilsyneladende ikke genskabes 🙁
Nu 8 år efter, så tænker jeg ikke meget over det, men når jeg læser dit indlæg, så kommer det da lige frem igen.
15. september 2010 @ 22:56
Det er simpelthen fantastisk at man kan vaere saa oprigtigt gode venner og saa glide helt fra hinanden. Jeg kan pludselig komme i tanker om et par stykker, nu jeg har laest din post.
16. september 2010 @ 07:21
Lissom med gamle flammer, kan man jo også nogle gange finde sammen som venner igen. Jeg har kun prøvet break-up en gang og haft det præcis som du skriver her, men vi fandt sammen igen og krisen gjorde forholdet stærkere.
Men klart; happy endings kan også være at omgås med distance og respekt.
16. september 2010 @ 12:35
Hmm jeg får lyst til at vende det lidt om. Hvorfor er det vi har behov for happy endings? Er det fordi at forholdet ellers føles som spild af tid? Er det fordi vi er konfliktsky? Er det for at overleve med den sorg man kan stå helt alene med?
16. september 2010 @ 13:17
Det er enten eller for de fleste, mange hunner kan heller ikke tåle at man (jeg) er venner med ekserne. 🙂
16. september 2010 @ 14:48
Jeg tænker, at man har brug for hinanden og kan give hinanden noget i en periode. En lang periode, nogle gange et helt liv, andre gange bare en kort periode. Og når den tid er gået, så slutter venskabet. Somme tider opdager man det knap, fordi det var et luftigt og ikke særligt tæt venskab, omend det dog var et venskab. Andre gange er det med tårer og tænders gnidsel, og sådan en ven vil vel altid være med en i tankerne på en eller anden måde. Fordi man var så stor en del af hinandens liv. Sådan har jeg det i hvert fald selv.
….kæft, jeg er klog i dag, hva?
– Signe
17. september 2010 @ 05:07
Åh. Jeg er midt i det der. Og jeg har kun lyst til at ringe til hende og tale om, hvor svær denne proces er.
Onkel Anne – jeg havde ikke behov for en happy ending, men ingen ending. Jeg havde ønsket, at det, som vi gik og sagde ("vores forhold er for life; må mændene komme og gå") havde været sandt.
17. september 2010 @ 05:13
Undskyld jeg skrev jo ud fra, hvor jeg er i mit liv… Så jeg tænkte i fht. kæresteforhold. Men naturligvis er det smadder hårdt at miste en veninde. Det gør ondt helt ind i hjertekulen, hvor der egentligt er få vi lader få lov at komme ind.
17. september 2010 @ 05:14
Undskyld jeg skrev jo ud fra, hvor jeg er i mit liv… Så jeg tænkte i fht. kæresteforhold. Men naturligvis er det smadder hårdt at miste en veninde. Det gør ondt helt ind i hjertekulen, hvor der egentligt er få vi lader få lov at komme ind.
17. september 2010 @ 20:48
Word og alt det der!
1. oktober 2010 @ 09:48
Ja, kunne man i det mindste behandle hinanden med respekt… Vi blev veninder i børnehaven og holdt sammen i 27 år.
Her, 2½ år efter at hun slog op med mig, sidder jeg nu (igen) og tuder over, at hun mangler i mit liv…og at hun ikke engang sagde tillykke, da jeg mødte hende fornylig, og hun fik øje på min 4 måneder gamle søn…
Jeg savner hende mere end jeg nogensinde har savnet en x-kæreste!