All you need is love.
Når Anton og jeg er hjemme i Århus, går der somme tider hverdag i den, selvom alle bøgerne skriver, at man skal huske at tage sig tid til bare at være, for ”den første tid kommer aldrig igen”.
Jeg går altid lidt i panik over at læse den slags. Vil jo gerne presse det maksimale ud af livet hele tiden og sådan, men altså … hjemme ved os kommer der ikke lige en fe og vasker tøj. Og slaven er NOGET lemfældig med rengøringen (det svin), og så må man jo gøre det selv, på bekostning af være-tiden.
Så noget af det bedste ved at være hjemme ved mormor og morfar er, at der er mulighed for at lade tiden gå i stå, og her til aften har jeg brugt 2 timer på bare at sidde ved brændeovnen med Anton på armen.
Jeg fatter ikke, at jeg har lavet et lille menneske, der er så fint. Opstoppernæsen, der indbyder til at blive fulgt med fingeren og de små ører, hvor det ene krøller mere, end det andet. Det skaldede hoved med de høje tindinger, kinder, der ser ud som om de er lavet af marcipan, og små, brede fødder, man MÅ nulre, fordi det ville være synd at vække ham ved at bide i dem.
Når han er rigtig veltilpas, smiler han i søvne, og trækker vejret ind med den fineste minilyd i verden.
Ind imellem linder han lige på det ene øjenlåg for at tjekke, at jeg stadig kigger beundrende på ham – og det gør jeg.
Han er det bedste, jeg nogensinde har gjort.
6. februar 2011 @ 17:44
Åh det lyder så skønt! Ja, det første tid er noget helt specielt, for der er bare noget ganske særligt over babyer – men ens børn bliver heldigvis ved med at være fantastiske, selvom de bliver større… Jeg kan stadig falde lidt i svime over min søns små tykke fødder og ditto hænder og kinder, selvom han nu er 3 år 🙂 Fordelen ved babyer er at man kan få lov at nusse dem ubegrænset. Søn på tre år har lært at sige "Hold nu op med at kysse mig, mor!"
6. februar 2011 @ 18:13
Linda det du beskriver der er moderskab! Intet andet kan måle sig med det.
6. februar 2011 @ 18:26
Og lige pudselg så bruger guldklumpen størrelse 47 og lugter ikke længere af baby 😉
6. februar 2011 @ 20:11
Fantastisk altså!
6. februar 2011 @ 20:35
SMELTE SMELTE SMELTE!!!!
6. februar 2011 @ 20:56
:o) yep!!
6. februar 2011 @ 21:06
øhh er der plads til flere i dit moderskab?
Gad ikke lige være i det med dig for et par uger siden, har selv prøvet at have en dreng, der SKRIGER)
men som dit moderskab tager sig ud nu med togtur, mormor og morfar, levende ild og væren…der vil jeg også være, når jeg føder en dreng om lidt.
7. februar 2011 @ 07:36
Ajajaj. Jeg tuder altid, når jeg læser din blog for tiden. Selvom jeg er gravid og hormonella, tror jeg godt, du kan tage det som en slags kompliment.
7. februar 2011 @ 09:06
Hvor fint – tillykke med ham igen igen igen! 🙂
7. februar 2011 @ 18:41
Og det bliver kun bedre…selvom mine er 9 og 11 har jeg stadig lyst til at bide dem blødt i marcipankinderne og svømme hen over at de små mennesker er mine.