Klæder skaber folk?
Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg ikke kan skrive noget sjovt og overskudsagtigt om, hvor langt, jeg er nået ned af min to-do liste efter at have gået hjemme hele sidste uge. (Thank god for en arbejdsplads, der ikke lyder sur over, at man er nødt til at følge barnets 1. og 2. sygedag op med 3 feriedage, fordi der beklageligvis ikke er noget, der hedder barnets første sygeuge.) Der gemmer sig i hvert fald noget materiale derinde et sted til et indlæg om farveangst efter min etniske udrensning af tøjskabet; fuck, hvor har jeg meget sort tøj!
Jeg burde også kunne fremtvinge et eller andet moderat underholdende om det stepkursus, jeg fulgte til dørs i weekenden, for det var sådan set en rigtig god oplevelse.
Men jeg er bare ked af det. Kan faktisk ikke helt styre det. Det er, som om mit filter er lidt tyndt, og jeg synes, at jeg tuder hele tiden. Om det er vejret, årstiden eller sidste uge, der endelig synker ind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af ikke at slå til.
Anton var frisk igen, da jeg tog af sted i weekenden, og han var ved mormor og morfar, som er meget tæt på at være hans yndlingssted i hele verden. Alligevel følte jeg mig som verdens rådneste mor, da jeg kørte. Oveni hatten har jeg arbejdsdage på 9 timer hver eneste dag i denne uge, og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig – men jeg elsker Anton temmelig meget højere. At være væk fra ham så mange timer, lige efter at have set ham så lille og syg, gør ondt i hjertet og giver mig frygtelig dårlig samvittighed.
Og hver eneste gang jeg åbner avisen, vælter det frem med forfærdelige, hæslige, rædselsfulde historier om misbrugte børn fra diverse mørke afkroge af Danmark, og jeg kan slet ikke holde det ud.
Så jeg tuder. Til Borgen. Til Danmarks Næste Topmodel. Til P3 og avisen og da jeg afleverede Anton i morges.
Måske er det i virkeligheden meget passende med alt det sorte tøj.
31. oktober 2011 @ 15:26
Han er sikkert lige så stærk som du virker i dine indlæg, men må indrømme jeg glæder mig til at læse dine indlæg når Den lille Anton bliver den store teenager Anton xD
31. oktober 2011 @ 18:51
Måske det er fordi man bare bliver sårbar i anden, når man bliver mor. Jeg kender i hvertfald følelsen temmelig godt.
31. oktober 2011 @ 19:13
Skønt indlæg 🙂 Måske fordi jeg pænt meget kan identificere mig med: BUNKEvis af sort tøj, syge børn, dårlig samvittighed over at læsse børn af hos bessere og pt. grådlabil over det meste.
Stepkursus og langt på to-do listen er så ikke noget, jeg kan prale af 😉
31. oktober 2011 @ 20:31
Jeg kan tydeligt huske, da vores sundhedsplejerske til et mødregruppemøde lallegladt kvidrede "iiiih, man får jo et HELT andet følelsesregister, når man er blevet mor!!"
… Og jeg tænkte "WHAT?!?! Det har jeg ikke sagt ja til!! Det burde de SATME gøre opmærksom på FØR man bliver gravid!! Eller f.eks. skrive på kondompakkerne!! Eller noget!!" :-/
1. november 2011 @ 06:41
Prøv lige at hør her : Antons mor får energi af step og blir en gladere mor – OG Anton råhygger med mormor og morfar, så INGEN dårlig samvittighed !! Mht. arbejde: tror alle mødre kender den følelse – men altså: ungerne plejer jo at være glade for deres institutioner.. Og btw: den der ekstra dosis følsomhed stopper IKKE, når børnene blir voksne!! Den er der for ever!
1. november 2011 @ 09:01
Lige som jeg meldte mig under din kyniske fane i sin bryllupsbilledertid, melder jeg mig også under denne. Jeg er bange for, at dårlig samvittighed og tyndhudethed er forældreskabets følgesvende. Puh.
1. november 2011 @ 11:07
Og jeg tuder til din blog, når din lille gut er syg, og min også er det… Eller lige har været det, eller måske bliver det igen…
Hjerte rimer på smerte, ikke?
Kh Anne F.
1. november 2011 @ 15:46
Kynisk, måske.. Røvhuls-agtigt, måske også. Og for det undskylder jeg. Men: Der er ingen der takker dig for at have ondt af dig selv. Hank op.
Morten
1. november 2011 @ 19:35
@Morten: Nej, der er ingen der takker en mor for at slide sig selv til tårer, og stadig være nødt til at være den voksne fordi et lille liv afhænger af hende. Men vi har alle brug for at fortælle nogen om, hvad vi går og tumler med – småt og stort… Linda bruger (også) bloggen, og vi er mange, der gerne lægger øre til – uden at behøve at bede hende tage sig sammen, for jeg tror faktisk ikke det er det hun har brug for 🙂
1. november 2011 @ 20:07
Av Morten – den kommentar ville jeg blive ked af.
2. november 2011 @ 20:08
Morten nu siger jeg ikke mere end: jeg tilslutter mig lille t – hun kom bare først med at kommentere på dig!!! Og giver Gitte helt ret: jeg ville dælme også blive ked!!