Sadness
Jeg kan ikke blogge i de her dage; jeg er simpelthen så ked af det hele tiden, at jeg er fuldstændig låst oven i hovedet.
Normalt skriver jeg om de ting, der fylder i mit liv – af en eller anden grund er det sådan, jeg processuerer bedst – og lige nu er Lenes sygdom det eneste, der fylder. Men det føles forkert at skrive om. Hvis jeg skrev om det, ville det for det første nærmest føles som en hån; det er ikke mig, der er syg, og det er ikke Anton, der skal vokse op uden sin mor. (Håber jeg inderligt.) For det andet er jeg bange for, at det ville det få et ulækkert skær af sensation og udlevering; mange af jer ”kender” Lene, og det her er hendes historie. Det er 100 % hende, der skal have lov at bestemme, hvor meget af den hun vil dele.
Så. Jeg græder. Jeg græder, når jeg kører derop, jeg græder, når vi sidder og snakker, og jeg græder, når jeg kører hjem. Jeg græder i mine pauser på arbejde, og når jeg putter Anton om aftenen. Jeg græder hele fucking tiden, for jeg kan. Ikke. Forstå. At det her sker.
Jeg har lovet hende at holde hendes læsere opdateret, når der er nyt, og det skal jeg selvfølgelig nok gøre. Jeg har også lovet hende, at sørge for at leve livet, og gøre gode ting. Så i dag hentede jeg Anton tidligt, og tog ham med på stranden. Vi havde taget vores drage med, og med solskinnet og den blå himmel som baggrund, så den fantastisk ud, som den hang deroppe, i alle regnbuens farver.
Og heldigvis blæste det så meget, at det ikke virkede mærkeligt, at mine øjne hele tiden løb i vand.
6. marts 2014 @ 18:32
Det er så hjerteskærende. Gid alt ondt bare ville forsvinde.
Jeg føler mig så magtesløs, men hvis du får brug for mig, er jeg her (i en slap udgave. Det beklager jeg på forhånd).
6. marts 2014 @ 18:55
Ord er for fattig her. Kram
6. marts 2014 @ 19:12
C.R.A.P hvor er det bare URIMELIGT hårdt!! Jeg forstår så godt dine følelser og hvorfor det er svært at skrive eller tænke på noget som helst andet. Jeg er dog glad for (ja dumt ord, I know), at du deler også dine triste triste tanker og ked-af-det-hed med os. Og sender masser af trøstende krammere og tanker til dig og god karma til Lene
Knus
6. marts 2014 @ 19:34
Din sorg er lige så gyldig som de følelser Lene har. Det er to adskilte ting, og der er vel ingen grund til at føle skyld og skam over, at du tilkendegiver, hvad hun betyder for dig. Og jeg synes, det lyder som en god måde du håndterer det på. Det er bedre at græde ud, end at lægge sig ned og blive lammet. For pokker man tror, at man skal dø af sorgen, men det gør man jo ikke. Du har allerede kastet dig ind i kampen. Det er så meningsløst, men det er skyggesiden af at være menneske og knytte bånd til store mennesker.
Mange tanker til dig og til Lene.
6. marts 2014 @ 19:57
<3
6. marts 2014 @ 20:16
Åh fuck, føler med jer begge to. Kender jer jo kun herinde fra, men tænker på Lene hver dag og har grædt mange tåre over det urimelige der sker. Tjekker hele tiden hendes blog for updates og håber på at der står at miraklet er sket. Jeg har så svært ved at accepterer denne side af livet, og kysser ekstra meget på min lille datter for tiden. Kram og tanker til jer og jeres små mænd
6. marts 2014 @ 20:33
<3
6. marts 2014 @ 23:25
Slet ingen ord. Simpelthen så sørgeligt og forkert. Tanker til dig (og Lene selvfølgelig)
7. marts 2014 @ 10:06
Kære Linda, det som Anne siger. Dine følelser er fuldt valide og Lenes situation er nok liiige tæt nok op ad din med en lillemand i huset. Jeg græder også, og jeg græder over den kærlighed der i disse dage strømmer fra bla. din blog til Lene. For tårer er kærlighed? Tak fordi du opdaterer os. Og Lene har ret. Nyd dit og din lillemand.
Vil du klemme hendes hånd fra mig. Kh Prophecy
7. marts 2014 @ 10:09
Åh! Det er bare så ondt.
Jeg læste Lenes "farvel"-indlæg på bloggen i går, og så lagde jeg min telefon væk, duftede til min søns hår og koncentrerede mig 100% om ham og dét nu vi var i. For jeg vil huske at nyde ham hver eneste dag i mit liv – fordi jeg kan.
Kan ikke skrive andet end <3 til jer.
7. marts 2014 @ 17:48
Lenes forfærdelige situation får mig til at tænke på, at livet leves ikke igår eller imorgen – livet leves lige nu!
Håber som altid det bedste!
7. marts 2014 @ 21:38
Det er frygteligt! Kan simpelthen heller ikke fine ud af at skrive. Ikke engang en sølle FB opdatering! Det er ikke til at holde ud – og det går ikke væk jo 🙁
For fanden LInda!
9. marts 2014 @ 00:19
Puha, som ny læser kender jeg ikke Lenes historie, men din beskrivelse af din sorg går lige ind i hjertet. Stort knus