En fremmed er blot en ven, du endnu ikke har mødt
I morgen starter jeg i min anden mødregruppe. Jeg har bedt om at få 2 mødregrupper tildelt, så jeg kan vælge den, jeg synes bedst om.
Nej. Jeg har sgu da ej. Hvor streng tror I, jeg er?
Nej, men som trofaste læsere med langtidshukommelsen i orden måske kan huske, så har jeg siden vi flyttede herned for snart 4 år siden (wtf!?) forsøgt at bygge noget mere netværk op. Overraskende nok står netværk ikke stand by i 16 år og venter på, at man flytter tilbage, så det er von vorne, som de siger sydpå. Jeg har drukket urimelig meget kaffe, fordi jeg har stalket alle, jeg kender, der har bare perifær tilknytning til Esbjerg, og udbedt mig navne på fjerne kusiner og gamle skolekammerater, og så har jeg ellers vennedatet i vildskab. Men. Der er det ved det, at når man uden nogen form for anledning, forsøger at møve sig ind i en vennekreds, så glemmer folk sgu lidt, at man skal inviteres med. 90 % af dem, jeg har mødt, har været SUPER søde, og meget “ej, men I skal da holde Sankt Hans med os!”-agtige – men de glemmer os. (Råbte hun fra sin plads på korset.) Jeg er ikke bange for at være opsøgende, men det bliver ikke ved med at være fedt at være den, der ringer og inviterer sig selv. Ikke mindst fordi man risikerer at snuble i noget socialt kodeks, hvor dét, at folk ikke ringer tilbage, betyder lidt det samme, som hvis arbejdsgiveren ikke ringer tilbage til dig efter den i dit hoved ellers vellykkede jobsamtale.
Da jeg arbejder alene det meste af tiden, og hver dag kommer nye steder, er det ikke på arbejdspladsen, de nye venskaber skal findes. I fitnessverdenen er min begrænsning, at de mennesker, der bruger meget tid sådanne steder ofte ikke har små børn – hvilket unægteligt giver lidt udfordringer ift. det praktiske, fordi jeg ikke har mulighed for at sidde og hælde fadøl i ansigtet til poetry slam onsdag aften på Torvet.
Jeg har fået masser af hej-venner, hvilket faktisk gør meget godt for fornemmelsen af at være reelt bosiddende i en by og ikke bare på besøg. Kontrasten til Aarhus, når jeg i starten var ude og handle, var ENORM. Deroppe tog det altid 34 år at komme igennem Føtex, fordi jeg mødte så mange søde mennesker, jeg lige skulle sludre med, mens jeg hernede kunne købe ind 5 uger før jeg stødte på bare én, jeg kunne hilse på uden at virke sær. Derfor er det rigtig rart at møde nogen, jeg genkender – og som også genkender mig.
Så. Jeg tænkte: Nye mødregrupper = alle er nye, ingen kender hinanden i forvejen. Det kunne give præcis noget af det, jeg savner: Nogen at drikke en kop kaffe med en onsdag eftermiddag, eller nogen at mødes med på legepladsen.
Den første mødregruppe har været igang i et par uger nu, og det tegner godt. Det er søde piger, og jeg tror, der ligger god humor derinde et sted, når vi lige når lidt mere under huden på hinanden. (Her bliver jeg nødt til at ignorere, at de 3 af dem har børn, der efter eget udsagn “sover så meget, at jeg faktisk bliver lidt bekymret over det”.) Vi er allesammen andengangsfødende og ligner vist demografisk set sådan nogenlunde hinanden. (Minder lige om, at jeg bor i ghettoen, så man kunne godt være kommet i gruppe med Malou Stella og hendes jævnaldrende veninder.)
Den næste gruppe indeholder en del 3. gangsfødende. Det er jeg lidt spændt på, for det tænker jeg umiddelbart kunne være rigtig godt. Dels er der større sandsynlighed for, at vi er jævnaldrende (jeg er alderspræsident i den første gruppe) og dels tror jeg, at de måske sidder med en følelse, der er lidt tættere på den, jeg har, end 2. gangsmødrene gør: At der hele tiden er et barn mere, end man har hænder til. For det gør fandme nogen gange så ondt i hjertet, at det truer med at knække, og selvom man messer “det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod, det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod” for sig selv, så er det alligevel en proces, der tager noget tid at lande i. Og hvor dem i den nuværende mødregruppe har stor glæde af at sende den ældste med far, så man “kun” selv står med babyen, så må 3. gangsmødrene nødvendigvis opleve lidt af det samme, som jeg står i. Håber jeg. (Ej, det lyder forkert, men I ved, hvad jeg mener.)
I morgen kl. 10 går det ned, og det må gerne blive godt.
18. august 2015 @ 11:23
Hvor ER det godt og rigtigt skrevet! Sidder i udlandet (oven i købet på *landet* i udlandet) og har seriøst knoklet med at få skabt mig en omgangskreds. Det er op ad bakke når man stemples som sær fordi man glemmer at slå græs… mødregruppen er løbet ud i sandet, og alle vokset op herude hvor vi bor, så de har veletablerede vennekredse, hvor man ikke bare kommer ind fra sidelinjen. Og da slet ikke som udlænding! Løsningen fandt jeg i vuggestuen i form af en tilflytter-mor fra England, som nu er blevet min bedste veninde.
Ønsker dig alt muligt held og lykke med mødregruppen – må den bringe nye og skønne bekendtskaber ind i dit liv 🙂
/Kristina.
18. august 2015 @ 12:46
Jeg håber *sådan* på dine vegne, at det bliver en super gruppe. Det synes jeg (helt uden at virkelighedskende dig), du fortjener.
18. august 2015 @ 14:09
Ville næsten ønske jeg boede i Esbjerg. Så ville jeg stalke dig i håb om at blive venner.
19. august 2015 @ 11:30
Det er totalt sådan 3. gangsmødre har det. De voksne taber. Hjem i ludo.
Kæmper for at børnene ikke opdager det. Man når man skingert hvisker "goooooooodnat. Jeg elsker dig" for 16.tusindegang fordi man prøver at holde humøret godt på den store som også er træt og vil sove og samtidigt ikke vække den lille som endelig sover – ja så ser man, at børnenes hold vinder.
19. august 2015 @ 19:05
Åh!
Det er faktisk et indlæg, jeg selv har overvejet at skrive flere gange, men har ikke kunnet forløse det uden at føle at jeg lyder patetisk.
Jeg synes det er SÅ svært med venskaber som voksen. Ikke at have dem, men at få nye. Folk er etablerede i en grad, så man tror det er løgn og de lukker IKKE bare sådan lige nye ind.
Troede først det var en Fyn-ting, hvor folk er meget sig selv i deres faste grupper, så det var en af grundene til, at jeg flygtede til København. Det er bare ikke anderledes her.
Folk har på en måde venner nok, så uanset hvor mange initiativer man tager i forskellige retninger, så er de fyldt op, med alle de ting, de skal hos alle de andre venner.
I det mindste har du børn. Det giver et vist fællesskab. 39, single OG barnløs, der falder man uden for de fleste grupper. (Sagde hun fra korset 😉 )
Så – gider du flytte til København? Eller skal jeg flygte til Esbjerg?
😉
20. august 2015 @ 11:46
@Kristina: Men hvor er det bare heldigt, at der så er en i vuggeren, man kan teame op med. Jeg ligger stadig på lur i Antons garderobe efter nogen, der sidder i samme situation, som mig. De må sgu da findes!?
@Stine: Du er sød – tak for tanken:-*
@Laura: Alternativt må vi arbejde på noget langdistancevenskab:-D
@Husmoder: Den skingre hvisken lyder ALT for bekendt…
@C: Jeg tror, at udfordringerne er nogenlunde det samme. Børn giver ganske rigtigt et fællesskab, men jeg lander lidt imellem to stole, fordi jeg har livsvilkår ift. fx. netværk til fælles med singlerne, men har døgnrytme og indhold til fælles med børnefamilierne. Det er fandme ikke nemt. Måske vi skulle mødes på halvvejen og lave et kollektiv i Odense?:)
20. august 2015 @ 13:19
JA!
Den er købt.
Gider sgu fakisk ikke bo i København alligevel. (Det vidste jeg jo godt, det var ren flugt, den flytning)
Nu er jeg i gang med at overveje at tage tilbage. Og vi kommer til at styre den by! Single m/u børn eller ej.
20. august 2015 @ 15:30
Skal vi ikke slæbe Johanne og Dexter med??
21. august 2015 @ 09:14
Jeg er har 3 børn, den yngste er snart 3, og det er helt rigtigt, det du beskriver. 2 børn i et parforhold er virkelig uproblematisk, der er en til hvert barn.
3 børn: Der er altid en i overskud, der drukner og du står med lorten og vælger, hvem det skal være, der ikke får opmærksomhed nok. Alenetid med den/de ældste foregår når den yngste sover i barnevognen eller ligger på gulvet uden at pive i max 5 minutter.
MEGET stressende, men når man hører de ældste sige, de var lige ved at græde i skolen fordi de savnede lillebror, så ved man, det nok skal gå alligevel. Og så pyt med, der ligger 100 børn i sengen 5 gange om ugen. 🙂
21. august 2015 @ 20:03
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man lokker hende uden for Nørrebro. På 1 år og 3 måneder, er det kun lykkedes at få hende til Amager en gang og der er endda kun en lille vandpyt imellem…
Men hvis du kan, så er det fint med mig! Jeg er klar. når du er 🙂
21. august 2015 @ 20:28
@C and the city: Jeg kommer tit udenfor Nørrebro, men jeg indrømmer, at Amager aldrig er et sted, hvor jeg lige kommer forbi. Det tager en krig at komme derud herfra – vel også derfor, at du ikke er kommet til Nørrebro? Jeg synes at erindre, at du har været inviteret her også. It's a two-way street 😉
Men jeg kommer ikke til at flytte til Odense – ikke fordi jeg har noget imod Odense, men fordi jeg er ganske glad for hvor jeg bor.
Om Dexter vil flytte med jer til Odense, ved jeg ikke. Men for min skyld må hun gerne! Hun er vant til at gå til agility en gang om ugen, blive luftet sammenlagt 2-3 timer om dagen, trænet dagligt-ish og få klippet klør en gang om måneden. Hun spiser både banan og ærter og hendes yndlings sodavandsis er Filur. Nåja, og så har hun planer om at starte en ostefabrik. Enjoy!
24. august 2015 @ 13:10
@Johanne: Så falder hun nok på den med osten. Kan ikke fordrage ost 🙂
Og jo. Jeg kommer skam på Nørrebro. Faktisk flittigt alle andre steder, end der hvor jeg selv bor. Det kan være jeg skal genindviteres. De gang, jeg har meldt mig til at komme forbi har ikke lige passet i osteproducentens – og ejerens skema 😉
24. august 2015 @ 18:12
I øvrigt har du ret. Ingen kommer forbi på Amager. Det er derfor man skal lade være med at bo her.
Alternativt sælge det til Sverige, så de kan få gjort det hyggeligt på no time