Her går tiden med:

* At lære Frida at sove på eget værelse i egen seng. Det går overraskende godt, forstået på den måde, at hun egentlig accepterer det, og ikke er ked af det – til gengæld er vi tilbage ved den type nætter, vi havde, da hun var helt lille og ny, med masser af “Er du vågen, mor? Ja? Nåmen, når vi nu alligevel er oppe, skal vi så ikke spise lidt?” så i timerne 2100 til 0500 zulutid føler jeg mig som en shuttlebus med virkelig tætpakket køreplan.

* Speaking of bus: At bande over vægten, der bare står fuld.stændig stille. Og det er godt nok for tidligt. Jeg er egentlig helt med på, at det skyldes en kombination af, at der er røget mange kilo, og at kroppen derfor lige tager en pause, og at jeg samtidig har lagt mig i fosterstilling i livets Römertopf på en behagelig bund af kulhydrater, som er mit ufrivillige drug of choice, når jeg er presset. Det er stadig pisseirriterende.

* At bande over spildte bandeord. Da jeg brækkede alle mine ben, var jeg igang med at forberede mig på at undervise i fitnesscenteret igen; jeg havde været klar længe, men jeg syntes ikke, Frida var klar til at blive passet før for et par måneder siden. Derfor var det ekstra irriterende at blive sat ufrivilligt på bænken – men jeg kunne have sparet mig. Da jeg fik Anton, var fitnessverdenen sådan indrettet, at man fandt en løsning, hvis man var klar til at genoptage undervisningen, før man startede på job igen, men tilsyneladende har Skat være ude med riven, så nu er dét slut. Hvis jeg starter med at undervise, før min betalte barsel fra jobbet er afviklet, er det min primære arbejdsgiver, der bliver trukket i refusion, og hvor rummelige de end er, tror jeg næppe, at de vil betale for, at jeg kan stå og spille fandango med en stak vægtskiver i et fitnesscenter. Efter lang tids research, (fordi ingen åbenbart nogensinde i verdenshistorien har stået med samme problemstilling) har det offentlige og jeg nu ved fælleshjælp slået fast, at jeg må starte med at undervise efter 24 uger, for så er det bare mig selv, der bliver trukket i dagpenge. D. 02. december er der gået 24 uger. Jeg starter d. 03.

* At forsøge at rumme de møder, der følger med, når man gerne vil skubbe sit barns skolestart et år. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det ville være det bedste, fordi han har været (og er) meget bagud på sprog. Der er simpelthen nogle abstraktionniveauer, man ikke behersker, når man ikke har haft sprog til at snakke om dem, og en modenhed, der derfor ikke helt står mål med, hvor de jævnaldrene er. Samtidig er han rasende godt begavet, hvilket trækker hårdt i retning af skolestart. Idag kan man nærmest ikke få lov at vente (noget med økonomien, selvfølgelig), men jeg ville simpelthen så gerne, at han får et år til at finde sine fødder, efter udviklingsmæssigt at have været i spurt de sidste 2 år. Ikke mindst fordi jeg kan se så meget af mig selv som barn i ham, og jeg vil give alt for, at han får det nemmere og bedre i skolen, end jeg havde. Men på den slags møder, er der KUN fokus på de områder, hvor han ikke følger normen, og som dermed kan besværligegøre en skolestart væsentligt, og det er simpelthen så hårdt at skulle sidde og tale om sit barn på den måde.

* At forberede piratfest. Menuen består af blæksprutter, øjenklapper, papegøjeknogler, kanonkugler, strandsten og et kæmpe piratskib i chokoladekage, og den slags laver jo ikke sig selv. “Men Linda. Det lyder sgu da helt absurd. Er det virkelig nødvendigt?” Til det må jeg bare svare: Ja. Her i huset går vi aldrig – aldrig, siger jeg til dig, Hans Christian – ned på hverken udstyr eller piratproviant.

* At beundre mine nye billeder, som Trine fra umagebureau.dk har lavet til mig. De to dåbstavler fandt jeg inspiration til på nettet, mens citatet er et, jeg har fundet på Pinterest, og som af mange grunde giver virkelig meget mening for mig. Jeg sendte en mail til Trine, og forklarede, hvad jeg kunne tænke mig, og så lavede hun det. Hvis du står og mangler en idé til julegave til dig selv, var det måske noget?