Hvad er det, hvor har du været og hvem er hun?

Somme tider har bestemte emner det med at klumpe sig sammen og opstå i mange samtaler på kort tid. Denne weekend er det jalousi, der har været det tilbagevendende tema. Ikke den syge jalousi, der får folk til at ligge på lur i buske i nærhedens af kærestens arbejde for at tjekke, om han spiser frokost med Slutty Ho fra Intern Revision – men den almindelige jalousi, som alle føler fra tid til anden.

For mit eget vedkommende er jalousi ofte forbundet med bestemte situationer. Hvis jeg ved, at ham jeg er glad for, var sin ekskæreste utro til julefrokosten, kan jeg ikke lade være med at have lidt ondt i maven, når han d. 13. december stryger ud af døren til sild, mistelten og kopimaskiner. Jeg er helt på det rene med, at det ingen mening giver. Utroskab er noget, man enten vælger at være eller ikke at være, og vælger man det til, finder man the window of opportunity: Ingen kreativitet slår den, man udviser, når man jagter noget, man gerne vil have, så der er ingen grund til at være hverken mere eller mindre bange for julefrokosten end for en almindelig fredag aften i byen.

Jalousi er noget sjovt noget. I virkeligheden er det bare et udtryk for, at man er glad for den, man er sammen med, og derfor er bange for at miste. Det kan endda være ret bekræftende at blive udsat for; en slags bagvendt kærlighedserklæring. Men når man selv er den, der føler jalousien, er det ikke længere helt så rart. Når angst og usikkerhed vælter ud af munden forklædt som giftgrønne frøer, er det svært at se noget positivt ved det, for operationen foregår ambulant og uden narkose, så man kan med al uønskelig tydelighed se, hvor usikker og besidderisk, man fremstår.

Jeg tror, at de kærester, der – fordi de trænger til bekræftelse – vælger at gøre hinanden jaloux med vilje, risikerer at smadre noget, der ikke kan fikses igen. Hvis kæresten lidt for ofte handler, så man selv forvandler sig til noget, man ikke bryder sig om, kan man til sidst blive nødt til at gå. Trods alt skal man leve med sig selv hver dag, resten af livet.

Når jeg går i byen, har jeg alle dage forsøgt at sætte mine grænser der, hvor jeg håber, at ham jeg holder af, sætter sine. Meget mere kan man vel ikke gøre? Det betyder så også, at jeg somme tider bliver nødt til at stoppe op og huske, at jeg ikke kan tillade mig at blive sur over noget, som jeg faktisk også selv gør. Men det kan egentlig være meget befriende at slippe for en tur på korset. Får så lange arme af at hænge der.