Sad and all alone.

Min msn ligner et evakueret højhus. Hvor der plejer at stå små, grønne mænd og vinke, er der nu bare mørke, tomme vinduer. Folk er på kursus, syge, til møder, udenbys og Ny I Job (= iført pæn, hårdtarbejdende personlighed).

Og det er jo ikke fordi vi har lange korrespondancer kørende (er jo trods alt på det der arbejde), men nu hvor jeg er alene hjemme, er der pludselig 100 ting, jeg skal sige til dem. Vigtige ting. Spørgsmål der kræver svar, her og nu.

Jeg har det, som da jeg var barn, og alle var på ferie. Hvor man trissede alene rundt med sin bold og sit sjippetov og forsøgte at få Antonius og gemmeleg til at fungere.

Kom tilbage!