Nej, nu må jeg bede om mine himmelblå!
Kender I det med at tage sig selv i pludselig at tale utrolig jysk? Og – beklageligvis – ikke for sjov? Sker ofte for mig, når jeg taler med lidt ældre folk eller lærere på teknisk skole. I don’t know why. Finnens bud (- for han gør det nemlig også) er, at man gør det, når man taler med folk, som man er bange for kunne synes, at man er højrøvet eller spiller Kong Klog.
Men der er sket yderligere udvikling og desværre til det værre. Jeg bliver nu med jævne mellemrum besat af 52-årig klæbeånd fra 1948. Ud af min mund kommer ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg havde i mit ordforråd. Eksempel? Here you go: Talte med min mor idag, og da jeg skulle fortælle om vennepar, som ikke har opdaget, at vejen til Århus ikke er ensrettet, og at togene faktisk kører begge veje, kommer følgende ud:
“Ja, de er desværre ikke så flinke til at komme på besøg.”
‘Så flinke’?!! Hvad er det?!?! *Smiley-der-stiller-sig-helt-uforstående-overfor-nyerhvervet-efterkrigssprog*
9. oktober 2008 @ 19:55
Ja hvad sørensen er den af? *smiley-der-er-på-vej-ned-for-at-sætte-en-keddel-tøj-over*
10. oktober 2008 @ 04:08
Ja, det er ligegodt grov!
10. oktober 2008 @ 13:28
Næ hør hov – hva er dén af???
Gitte
10. oktober 2008 @ 15:46
Kender godt typen – det er dem der kun kommer forbi om ooooonsdagen…
13. oktober 2008 @ 12:45
Jeg har lige overhørt 7-årig sige til sin far: “Farmand, du er godt nok utrolig talentfuld”. Hvordan skal det ikke gå for hende?????
Det du beskriver sker også tit for mig, men endnu værre er det dog, når jeg åbner munden og dét der kommer ud, lyder som en bånd(!)optagelse af min mor… (Og gerne dét jeg svor jeg ALDRIG ville sige).
Øv øv øv 😉
Knus B