M2026, uge 42

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg jongleret arbejde og efterårsferie, tilsat en ny seng og lidt sygdom on the side.

Mormor har haft fødselsdag og samtidig har jeg haft nogle hængepartier af de lidt større, som jeg simpelthen ikke har nået inden ferien, som f.eks. kvartalsregnskab til revisoren og at få haven pakket helt ned.

Ingen af tingene løber nogen steder, men jeg gider ikke have revisoren i indbakken, og det er træls at have vasket selvvandingspotter og fuglebade ned, for så at lade de grønne alger, der følger med mere regn og mindre lys, få ram på dem.

Derfor startede jeg ferien med at lave en liste over de opgaver, som jeg hellere vil overspringshandle end kaste mig over, og herfra har jeg så forsøgt at få én ting lavet om dagen.

Det er lykkedes mig de fleste af dagene, og hvis ellers jeg kan grave en sidste rest af viljestyrke frem, så når jeg i mål, inden jeg springer i skrinet i aften.

Grunden til, at punktet er på listen, er fordi jeg tirsdag havde det, som om jeg var ved at få ebola af ren og skær stress over, hvor meget, der tikkede ind på telefonen.

Som selvstændig kan jeg ikke trække stikket helt, hvis jeg gerne vil have lidt at lave, når hverdagen starter igen, men egentlig er det heller ikke min arbejdsmail, der presser mig. Her er det mig selv, der styrer på, hvad jeg siger ja og nej til, og jeg er ikke afhængig af andre, som skal svare, forholde sig til noget eller vende tilbage, før jeg kan komme videre.

Men hele mandag blinkede og hujede min mobil med alt muligt andet – og intet af det var vigtigt-vigtigt.

Problemet med hjerne er bare, at når nogen spørger mig om noget, så er spørgsmålet en skrig-gul tennisbold, som nu er landet på MIN side af nettet. Nu ligger den dér og larmer, og ligemeget hvor meget, jeg forsøger at ignorere den, så fanger den hele tiden mit øje og dermed min opmærksomhed.

Jeg har virkelig, virkelig prøvet at arbejde med det, men uanset hvad jeg prøver, så bliver det ved at være sådan, det føles.

Tirsdag morgen kunne jeg mærke, at det faktisk ikke gik.

For når børnene holder ferie, og jeg stadig er på job, så er jeg i forvejen lidt på overarbejde, fordi jeg både skal sørge for at holde båden flydende herhjemme, samtidig med, at jeg er afsted. Når jeg kommer hjem fra mine opgaver, er der altid nogen, der er sultne, gerne vil i svømmehallen eller har brug for at fortælle om noget meget vigtigt, som de er kommet i tanke om, mens jeg har været væk. De er virkelig ikke urimelige, og jeg er inderligt stolt af, hvor gode de er til at hjælpe hinanden.

Men der er nul minutter at omstille sig fra Arbejds-Linda til Mor-Linda i, og når børnene har fået dækket de basale behov, er der *stadig* ingen, der har handlet eller sorteret vasketøj.

Derfor er grænsen for, hvor meget ekstern støj, jeg kan kapere, bare lavere, end den normalt er, og tirsdag satte jeg derfor, i ren afmagt, min telefon på Forstyr Ikke. 

Jeg er næsten flov over at indrømme, hvor stor en forskel det gjorde. Både for mit humør, mit nærvær og min sjælefred.

Det kan ikke *altid* lade sig gøre, men derfor kan det stadig godt *nogle gange* lade sig gøre. Og selv et par timers ro giver ret meget strøm på det mentale batteri.

Det vil jeg gerne være bedre til at huske.

2.

Har jeg købt en labelprinter efter at have forsøgt at tale mig selv fra det hele sommeren.

For det virker MEGET ekstra. Man kan jo bare skrive i hånden på malertape, billige labels eller direkte på sine glas, og vi *prøver* faktisk at gå den anden vej med vores forbrug, Linda.

Faktum er bare, at jeg ikke får det gjort.

Der har resulteret i, at ting bliver væk, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg har lagt dem, og at jeg i køleskabet har 4 glas med indhold, der ser helt identisk ud, og som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad er.

Jeg lagde ud med at spørge i en selvforsyningsgruppe, om andre havde investeret i én, og hvis ja: Om de var glade for den, eller om det bare var købetrang kamouflerer som nødvendighed.

Efter et par timer sad jeg nærmest tilbage med fornemmelsen af at være den eneste i verden, der *ikke* har labelprinter, og den, der blev anbefalet, var også den, jeg havde haft kig på.

Så jeg lukkede øjnene, trykkede ‘Bestil’ – og jeg har ikke set mig tilbage.

Alle mine glas i køleskabet er nu forsynet med en label på forsiden med info om indhold og produktionsdato, og en ingredienslisten bagsiden.

For det er virkelig ærgerligt at have lavet noget, som smager fantastisk, for så aldrig at kunne lave det igen, fordi jeg, to måneder senere, ikke kan huske opskriften. (Hvilket er den underbelyste ulempe ved at have blind tillid til egne evner nok til altid at optimere en opskrift allerede første gang, man prøver den). 

Eksempelvis har jeg lavet en honning med citron, ingefær og timian, som er forrygende i kogende vand: Anton drak 7 hele krus, da han var syg, hvilket svarer til at få en Michelinstjerne.

I skuret står mine køletasker, og dem bruger jeg lige nu til vores ekstra drikkeflasker og de patentglas, som ikke er i brug. Det kan jeg nu se, uden at skulle tage køletaskerne ned, og modsat de håndskrevne labels, jeg tidligere har brugt, så løber blækket ikke ud på de printede, selvom de bliver fugtige.

I haven har jeg vasket min regntønde af, og der er ingen grund til, at den bare står der, stor og grøn, og optager plads, så jeg har pakket den med alle mine selvvandingspotter og en murerbalje – og det har jeg for LÆNGST glemt, når vi rammer marts 2027.

Men ikke mere!

Printeren er en Niimbot B21, som printer uden blæk, hvilket jeg stadig ikke forstår, men jeg er simpelthen så glad for den, og jeg er glad for, at jeg købte den.

(Det er ikke for at gatekeepe, at jeg ikke plastrer punktet til i links. Jeg ved bare, at vi er mange herinde, der har en tendens til at blive snigløbet af vores egne impulser, så for ikke at gøre det ALT for nemt at få bestilt en, før man har tænkt igennem om man mangler, har jeg lagt det lille benspænd ind, at man selv skal google den frem).

3.

Er jeg gået i gang med at lære min dehydrator at kende.

Det er stort i USA, formentlig pga. de store afstande, og det dermed afledte behov for lidt større hjemmelagere, men det er mit indtryk, at det ikke helt har fået fat i os herhjemme endnu.

Det er en smart og alternativ måde at lagre sine råvarer på, fordi mad fylder mindre, når vandindholdet er fjernet, holdbarheden forlænges markant, og så kan man opbevare mad ved stuetemperatur, som ellers kræver afkøling. 

Derudover kan man også tænke madspild ind ved at tørre grønt, som synger på sidste vers. Har man f.eks. gulerødder, der er ved at være triste at se på, kan de rives og tørres.

Når man senere skal bruge dem, f.eks. i en gryderet eller i boller, rehydrerer man dem ved at lade dem trække i en smule vand, og så er de klar til at tilsætte.

Jeg er stadig i testfasen, for det er en ny måde at tænke på, og det er svært at finde gode, danske profiler, der bare bruger maskinen i den almindelige holdning. På dem, jeg har fundet, går der hurtigt Alene I Vildmarken i den, og jeg skal ikke på nogen måde bede om tørret kød.

Derfor prøver jeg mig bare lidt frem, og nogle ting bliver virkelig lækre, mens andre ikke er tids- og strømforbruget (som i øvrigt er ret fornuftigt) værd.

Eksempelvis tog blåbær hvad der føltes som 600 år om at tørre, og det bruger jeg dem ikke nok til at gide.

Appelsinskiver er til gengæld overraskende versatile, fordi de søder te og gryderetter på en virkelig delikat måde.

Næste projekt er ingefær og citronskiver – og hvis nogen af jer har tips, tricks eller andre gode ideer, så smid dem endelig i kommentarfeltet.

Så tester jeg på klubhusets vegne.