M2026, uge 41
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har vi købt en ny seng til Frida.
Værelset er ikke blevet større, men det er Frida. Derfor var vi enige om, at det bare skulle være en boksmadras med ben, (selvom Frida også luftede tanken om en seng i 3 etager med rutchebane), men jeg overvejede, om det ville give mening at finde en model, som havde skuffer under stellet.
Efter en halv time på nettet havde jeg opgivet dén ide, for alt, hvad jeg kunne finde, som var inde for budgettet, var så stort og skrumlet, at det ikke var opbevaringspladsen værd.
Vi slipper nok ikke for at skulle rykke lidt rundt derinde, for med en seng i voksenmål, bliver det nødvendigt, men det vidste jeg allerede, da jeg i sin tid indrettede værelset.
Derfor undlod jeg dengang at skrue skabet fast i væggen, og den ide vil jeg bare lige give videre her til de af jer, der er så pligtopfyldende, at I følger samleanvisningerne helt til ende.
Det forudsætter selvfølgelig, at barnet er gammelt nok til at forstå det, og at skabet ikke er så stort, at det udgør en reel fare, hvis det vælter, men hvis begge de betingelser er opfyldt, kan det varmt anbefales at lade skruetrækkeren ligge, for jeg er glad for, at jeg ikke om en uge, når sengen kommer, står med en gul væg med to store huller i.
Så bare lige et søndagsslag for, at man, når man indretter børneværelser, har i baghovedet, at de rum meget ofte vil skulle re-indrettets inden for (u)overskuelig fremtid igen.
2.
Har jeg, herfra hvor jeg sidder, udsigt til 4 kasser, der skal afleveres hos Hjemløses Venner, 3 store poser til genbrugspladsen, 2 kasser med ting, der skal sælges, og 3 poser, der skal foræres væk.
Jeg stopper aldrig med at undre mig over, hvor alle de ting kommer fra, for efter min bedste overbevisning, køber vi sjældent nyt.
Det hører med til historien, at jeg ikke har været forbi genbrugsstationen løbende, som jeg altid var for år tilbage, når jeg tog Den Store Oprydning.
De sidste par gange har jeg bare, som jeg også skrev om i sidste uge, haft en kasse til at stå i mit bryggers, som jeg har lagt tingene ud i, efterhånden som jeg har taget dem fra.
Men børnene har sovet ude i nat, fordi jeg skal arbejde i dag, og derfor brugte jeg en meget rock n’ roll lørdag aften på at komme igennem de sidste skabe, skuffer og kasser.
Der går længere og længere imellem, at jeg sætter ting til salg på nettet, hvilket dels er et resultat af, at børnene er blevet større, og derfor ikke ræser gennem størrelser og interesser i et tempo, der skaber overskudsting, mens der stadig er brugsværdi i dem, men også et udtryk for, at jeg er blevet god til at sørge for, at nyanskaffelser kan bruges til flere formål.
Et godt eksempel er Fridas sengebord, der om lidt kommer til at være i overskud, fordi der ikke er plads til det på værelset.
Da vi købte det, valgte vi sammen en model, der egentlig bare ligner en mini-kommode; der er gode, store skuffer i den, og den skriger ikke SENGEBORD!!
Den har udsigt til at komme ind i stuen, hvor den kommer til at tjene som opbevaring af alle vores spil. Jeg har købt to ruller møbelfilm, som jeg påtænker at dresse den op med, men ellers er det bare at flytte den 10 meter.
Salgskasserne indeholder en skønsom blanding af bøger, nye sko, spil og køkkengrej, og Fridas seng ryger også på Marketplace. For hvor jeg ikke orker alt det arbejde, der trods alt er forbundet med at sælge brugt, hvis vi taler om én bog eller 4 krus, så synes jeg stadig, at det er indsatsen værd, når man har akkumuleret ting nok til, at man faktisk kan få lidt ud af det.
Det ryger op i løbet af ferien efter samme 14-dages koncept som altid. Hvis det ikke er solgt, når de to uger et gået, ryger det også afsted til Hjemløses Venner.
Når jeg med mig selv ved, hvornår det får ende, kan jeg godt holde ud at kigge på det imens.
3.
Har børnene efterårsferie, mens jeg skal arbejde.
Jeg har ikke fuldt skema, så der er også tid til at tage i skoven, lave halloweenpynt og bage græskarboller, men jeg har efterhånden lært, at jeg skal tænke mig lidt om, når de har fri, og jeg skal afsted.
For hvis jeg kører fuldt hverdagsprogram, så bliver ferieperioderne næsten endnu hårdere for mig, fordi jeg både skal holde gang i hjulene OG skal facilitere lidt feriehygge, for selvom jeg elsker at sidde og male græskar med dem (og det gør jeg virkelig), så skal maling og græskar stadig tilvejebringes, og hvis jeg har været på job, så er der også noget aftensmad og vasketøj, der endnu ikke er styr på.
Derfor har jeg meddelt, at aftensmaden, de dage, jeg er på arbejde, består af Fryser. Til gengæld får de lov at vælge en plastbøtte hver, så vi kører lidt reste-tapas, og det er 2 fluer med ét smæk.
For dels får jeg dér foræret mere tid, end man lige skulle tro, fordi jeg hverken skal finde på, købe ind eller lave mad, og dels får jeg gjort plads i fryseren til det kød, min lokale landmand har varslet er på vej.
Dagene er blevet kortere, og jeg er med årene blevet langt mere bevidst om, hvad jeg gerne vil fylde i dem. I sidste uge skrev jeg en liste over, hvad jeg gerne vil skabe plads til i løbet af efteråret, og selvom det bare er ting som mere bål, mere skov og aften-te i haven, så forudsætter det stadig, at jeg finder en måde at undgå, at hverdagspligterne æder alle de lyse timer.

11. oktober 2026 @ 12:24
Vil du skrive lidt om, hvordan du pakker rester til fryser (altså er det ris og boller i karry i en bøtte sammen eller hver for sig). Og så lidt om, hvordan du varmer det? Vi havde sådan en “buffet” dag én gang om ugen, da børnene boede hjemme. Men vi varmede mest i mikroovnen, fordi de ofte valgte forskellige retter. Og så endte vi med at spise sådan lidt forskudt af hinanden de dage. Måske du vil dele lidt om jeres metoder.
11. oktober 2026 @ 23:00
Meget gerne.
Jeg fryser altid ris, pasta, bulgur osv. for sig selv, fordi det dels suger væske og dels er den billigste del af de fleste måltider. Derfor vil jeg hellere vente, til jeg varmer retten op med at tilsætte kulhydraterne, for på den måde kan jeg bedre vurdere, om jeg vil have alle ris i, eller om det måske er nok med 2/3, fordi vi så til gengæld spiser op af selve kødsaucen.
Når jeg opvarmer mad, der har været i fryseren, bruger jeg som oftest mine dybe pander (hedder de måske stegegryder?) til det. Det går hurtigere, og er billigere end at tænde ovnen, og samtidig har det den ekstra fordel, at de retter, der smider vand, når de har været i fryseren, ikke bliver sjaskede, fordi vandet på en pande fordamper. Ydermere har pander den fordel, at du kan tilpasse varmekilden den konkrete ret, så når vi, som det var tilfældet i dag, har en rest one pot pasta, en rest afrikansk kylling og en smule huevos rancheros, så kan jeg skrue op for den kogeplade, som den største rest står på, og bare lade den mindste rest stå og simre på 2. Den mulighed har man ikke, hvis man bruger ovnen.
En sidste lavprakisk ting: Jeg har efterhånden opdaget, at det kan give mening at arbejde hen imod, at man har mange af den samme type boxe at fryse maden i. Det gør det nemmere at stable dem i fryseren, og det udnytter pladsen LANGT bedre, end når man har 2 runde, en rektangulær og 5 kvadrater at spille Tetris med.