Morning has broken.

Jeg kan godt lide morgener. De sidste par dage har jeg været ude af min dør senest kl. 05.45, og jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg jubler, når uret ringer, men når jeg først er oppe, kan jeg utrolig godt lide at køre gennem byen på den tid af dagen.

Verden er så stille. Luften føles frisk, man kan høre fuglene synge og der er stadig stjerner på himlen. Strakt ud foran én ligger ubesudlet håb og en dugfrisk chance for at gøre det rigtige.

Man er på “go’ mor’n” med alle man møder. Jeg er ikke helt klar over, om det stopper på et bestemt tidspunkt, eller om man bare hilser, indtil det er så lyst, at man rent faktisk kan se, hvem man hilser på, men i timerne der skiller nat fra dag; lige når mørket er ved at give slip, er vi alle medlemmer af den samme lille klub.

Det mærkelige er, at de gange i mit liv, hvor jeg har haft det sværest, har morgenerne uden sammeligning været den hårdeste tid på dagen. I det øjeblik man slår øjnene op, og freden er forbi, lammes man af udsigten til endnu en uendelig vandring gennem endnu en uendelig dag. Dømt til forvaring på ubestemt tid i det fængsel, der er mig.

Det er længe siden nu, men jeg husker stadig meget tydeligt, hvordan der så ud på bunden. Det får mig til at sætte utrolig stor pris på udsigten heroppe. Hver gang jeg møder tidligt, tænker jeg, at jeg vil sætte mit vækkeur til kl. 5 næste gang, jeg har fri. Stå tidligt op. Nyde fornemmelsen af plads, ro og muligheder og bare gå rundt til byen vågner. Jeg kommer nok ikke til at gøre foreløbigt, men når jeg bliver ældre, og kroppen vågner tidligere og tidligere, fordi den gerne vil være sikker på, at vi får det hele med, inden vi skal herfra – så gør jeg det. Måske.