Mis(s)-Forståelse 2009

Jeg tænker meget på mændene i min fortid i disse dage. Om månen står skævt på himlen, om det er udløst af Finnes juleexit, eller om Det Nye Liv Med Netdating betyder, at jeg for tiden bevæger mig under de store spots, hvor alle defekter og ujævnheder træder ubarmhjertigt og tydeligt frem, ved jeg ikke. Uanset hvad, så fylder de, og jeg drømmer om dem. Rang, betydning og placering på tidslinien er tilsyneladende uvæsentlig. I nat drømte jeg f.eks. om Jacob, som jeg kyssede i ca. 10 minutter, da jeg var 16.

De fleste af mændene er som gamle fotoalbums: De har deres faste plads i min reol, og jeg bliver både glad og nostalgisk, når jeg tager dem frem og bladrer dem igennem. På forskellig vis udgør de alle pejlemærker i min egen historie, og hver eneste af dem satte deres præg, og var med til at gøre mig til den person, jeg er i dag.

Et album gør sig dog ud til bens og nægter at lade sig lukke. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke klemme det sammen og få det til at antage det sepiafarvede fortidsskær.

I det er billeder af den mand, jeg hverken kunne leve med eller uden.

Indtil jeg mødte ham, følte jeg mig ofte som et barn i en skov, der var blevet væk fra flokken – uden at det egentlig gjorde mig noget. Jeg havde en fornemmelse af ikke at høre til, og af at være udstyret med et sind, der ikke lignede andres. Da jeg mødte ham, opdagede jeg, at jeg ikke var alene. Da jeg mødte ham, forstod jeg, hvad jeg også var. Da jeg mødte ham, mødte jeg mig selv.

Jeg har alle dage søgt logik og orden i alt, hvad jeg er og gør. Jeg leder efter forklaringer på alting, og forståelse giver mig fred. Det er formentlig her, svarene på denne mands dybe impact og fortsatte rumsteren skal findes. Jeg forstår det ganske enkelt stadig ikke. Jeg forstår ikke, at en, som berørte mig så dybt; som nåede forbi alle hegn og vagter og helt derind, hvor sjælen er monteret, gengældte mine følelser, men undlod at følge dem. Jeg forstår stadig ikke, hvordan han slap igennem, og at jeg lod det ske. Jeg hørte ham sige, at han ødelagde alt, og at jeg var det eneste, der ikke måtte gå i stykker. Jeg ved, at han havde ret. Jeg tror, at jeg tror ham. Men jeg forstår det stadig ikke. Jeg kan godt se, at et forhold der minder om en frådende naturkraft, og både er fascinerende, fantastisk og helt umulig at styre, ikke er holdbart. Jeg kan virkelig godt se det.

Men jeg forstår det stadig ikke.