Vi skal også snart have fundet en dag!

Ved I, hvad jeg synes, er rigtig ærgerligt? At man ikke inviterer mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af en uge, jeg sender eller modtager en sms, der indeholder ordene ”Vi skal også snart finde ud af noget”. Til gengæld kan jeg sagtens holde styr på antallet af konkrete invitationer med præcis angivelse af tid og sted; både med mig i rollen som vært og gæst.

Jeg ved godt, at det er et kompromis. En slags fjernomsorg og forsikring om ønske om fortsat venskab, selvom tiden er knap. Men dagene går, og jo længere der er i mellem de konkrete aftaler, jo sværere bliver det at overskue at lave dem: Det er nemmere at hænge ud med folk, der er updatede på, hvad der foregår i dit liv, end at skulle gå 2 måneder tilbage i tiden for at ajourføre lytterne og dermed give dem en chance for at forholde sig til det, du egentlig har brug for at snakke om.

Jeg processuerer de store ting i livet ved at fortælle om dem. For hver gang jeg får lov at fortælle en svær historie, sliber jeg kanterne, indtil jeg en dag opdager, at jeg ikke længere skærer mig på den. Den har mistet sin betydning, og i de tilfælde kan det virke næsten uoverskueligt at skulle gå tilbage til første kapitel i en bog, jeg for længst har afleveret.

Men det kan ikke hjælpe! Hvis noget er vigtigt nok, må man prioritere det, og tid er ikke noget jeg får; det er noget jeg tager mig. Mine venner er den familie, jeg selv har valgt, og direkte adspurgt vil jeg hellere brække begge arme 4 steder og svømme til England (kald mig bare Lille Henrivende Linda) end at miste dem til hverdag og dårlig planlægning. Det har jeg tænkt mig at fortælle dem næste gang, jeg ser dem. Måske engang i næste uge?