Smerte er jo bare svaghed, der forlader kroppen.

Jeg tror måske, at jeg indeni er lidt en mand. I hvert fald når jeg er syg. Jeg er så ufattelig ringe til at være syg, at jeg selv bliver helt forbløffet over det.

I fasen op til opfører jeg mig som et overtræt damp-barn, der spæner rundt på væggen mens jeg insisterer på, at jeg ikke er træt, ikke vil i seng nu, og I HVERT FALD ikke er ved at blive syg!

Når jeg ikke længere kan undslå mig, bliver næste kamp at undgå at skulle til lægen. Jeg afskyr det noget så inderligt. Venteværelset med syge mennesker, der ser ud til at befinde sig i den terminale fase af ebola. Lugten af sygdom og blade med artikler om Kronprins Frederiks forestående konfirmation. Min læge; en stramt udseende dame, som altid insisterer på at undersøge mig, hvilket jeg finder særdeles unødvendigt, eftersom jeg fra min position i døren har forklaret hende, at det ikke er noget alvorligt, og at hun bare skal udskrive et glas piller.

Så på apoteket sammen med resten af Camp Pathetic. 74 års ventetid fordi damerne i grønt insisterer på at forklare pensionisterne hemmeligheden bag succesfuldt indtag af vitaminpiller.

Endelig hjemme, hvor jeg (hvis sandheden absolut SKAL frem), nok godt lidt kan mærke, at jeg fungerer på nedsat kraft. Jeg keder mig bare så utrolig meget. Kan jo godt lave ting, hvis jeg bare er i nærheden af et toilet, og har mulighed for at lægge mig i fosterstilling en gang i timen. HADER ikke at kunne træne. Bare lidt. Ligeså forsigtigt. Men kunne godt høre på omgivelserne i går, at ingen var specielt imponerede over min plan om job og træning i dag. (Finnen tilbød hjælpsomt at knock out’e mig, inden han tog på job.)

Nu sidder jeg så her i penicillin og træningsbukser. Og har det næsten ok. Tror faktisk godt, at jeg kunne have trænet, hvis det var. Men jeg er nødt til at smutte nu. Skal lige ligge lidt ned.