Ren Morten Korch, du!

I mit job sker det mindst et par gange om ugen, at jeg skal tolke i andre byer end Århus, og når jeg skal finde fra A til B, elsker jeg at gå *globetrotter-smiley*.

(Ok. Hvis jeg skal være helt ærlig, så udsprang dette indlæg af tanken ”Kæft, hvor jeg hader at køre i bus!!”, men nu har vi de sidste par uger hadet på både Babysam, Cab Inn osv. og da I jo trods alt ikke har valgt at lægge vejen forbi broksbjerg.com, forsøger jeg hermed at se verden gennem de halvfulde glas.)

Men det er ikke engang løgn, når jeg siger, at jeg elsker at gå, og LANGT foretrækker det frem for at bruge det offentlige transportsystem. Udover den friske luft og muligheden for at se byen i et tempo, man kan nå at tage den ind i, har det også de indiskutable fordele, at man slipper for på forhånd at få angst over, om man tager bussen i den rigtige retning, og man slipper for at stresssvede, når man skal forsøge at komme af ved det rigtige busstoppested (som det i forvejen kan være RIMELIGT udfordrende at finde. Du tror, jeg lyver? Prøv selv at slå op i en tilfældig køreplan i en fremmed by, og gæt så, hvilket stoppested, der ligger tæt på en given lokation. Trods alt sjældent, at stoppestedet er placeret i foyeren på din destination, og selvom Rejseplanen lader som om, den er din ven og vil hjælpe, er den lidt for tit en lunefuld, ondskabsfuld so.)

De Gule Sider derimod har en glimrende funktion, hvor man, når man planlægger sin rute, kan vælge om man er på cykel eller til fods. Med tidsangivelse og det hele. Det er sgu da smart. Og hvis man sammenligner med, hvad man bruger af tid på at finde ud af, hvor busserne holder, afvente den næste afgang og dertil lægger turen derud, ender man faktisk ofte med at kunne gå turen ligeså hurtigt, som man ville være kommet frem med bus.

Og til forskel fra bussen, hvor alle hader hinanden for en sikkerheds skyld, er man næsten altid på ’go-morgen’ med de lokale, når man tager apostlenes heste.

Jeg håber godt nok for Anton, at han er terrængående.

Published by

4 Replies to “Ren Morten Korch, du!

  1. broksbjerg,com er ellers ret underholdende : – ) Men mht. Anton: er sådan set ikke i tvivl om, at han blir terrængående! Med al den aktivitet du lægger for dagen, burde det blive medfødt! Og hvis ikke, så får han nok vredet armen rundt og slæbt med : – )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.