Og ham har jeg lavet.

Kunne I egentlig tænke jer en update på livet med Anton? Nej? Nåmen, så må I lige komme tilbage senere, for det er det, jeg har lyst til at skrive om i dag.Han er nu blevet 4 måneder, og som med alle andre store ting i livet, har jeg både svært ved at forstå, at det allerede er 16 uger siden, jeg lå på en metalbriks med sammenbidte tænder og nåle alle vegne, og samtidig føles det, som om jeg har haft ham altid.På det helt lavpraktiske plan vokser han. Hurtigt. Sundhedsplejersken kommer på mandag, men min egen fornemmelse er, at han vejer omkring 6,5 kilo og er 64 cm lang. Det er 4 kilo på 4 måneder. Det er ret imponerende, synes jeg.Og så er jeg ellers glad for at kunne sige, at det er blevet meget, meget nemmere. (That’s right. I said it. Så nu ved vi godt, at vi fra i morgen går en forkølelse, 2 (hug)tænder og syv søvnløse uger i møde *jinx-it-smiley*) Men han har fået en rytme, går artigt i seng omkring kl. 22, vågner 2 gange pr. nat, og kan nå forbi både buffet og puslebord på 25 min. Han vil gerne sidde hos mig, når vi har gæster (= man kan igen drikke kaffe med mennesker, der svinger forbi med spændende beretninger om livet udenfor), og fremmede bliver nu tilsyneladende blot opfattet som venner, som han endnu ikke har mødt – og som skal vindes over med store, skæve smil.Jeg er blevet bedre til at være Antons mor. Jeg ved f.eks., at man skal ease ham ind til nye ting, og den viden har øget raten af succesfulde oplevelser betragteligt. Har jeg f.eks. husket at prale med, at han til babysvømning nu forsøger at svømme? På den ret begejstrede måde. I fredags dykkede han, (åh, mor er så stolt!) og hvis der skal udgives noget Nirvana Greatest Hits, så bare send en paparazzi til Gjellerup efter billeder til coveret.Jeg har også accepteret, at der er nogle lege, der får hjernen til at løbe langsomt ud af øret på mig af kedsomhed. Dem er jeg holdt op med at lege. Til gengæld synger jeg for ham, læser højt, tager ham med ud i selen og blæser sæbebobler, og smider ham op på skulderen, mens jeg løber rundt i lejligheden og siger som et fly. Ret præcist, faktisk, hvis jeg må sige det selv. Jeg vil ikke udelukke, at jeg morer mig mere end han gør, men sålænge han ikke kan gå sin vej, er det mig, der bestemmer MUHAHAHA!For 4 måneder siden troede jeg aldrig, at jeg skulle komme ud igen. Eller i tøjet. I dag træner og underviser jeg et par gange eller 3 om ugen, jeg kan gøre rent uden at være så udmattet af stress bagefter, at jeg føler, at jeg har løbet en maraton, jeg har nyklippet pandehår, og på lørdag til Kagens Dag, har jeg tænkt mig at bage selv.Det er stadig hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, og vi har stadig to store udfordringer: Dels er aftensmad noget, som jeg må snige i mig, når han kigger væk, hvilket betyder, at jeg kan vælge mellem at spise den kold eller at få brændvabler i munden, og dels har vi lige en time eller to om aftenen, hvor han giver den hele armen som forsømt, vanrøgtet barn. Men det er sgu da til at overskue, synes jeg.Specielt når han samtidig tålmodigt finder sig i, at jeg kysser ham så meget, at jeg er bange for, at det er mig, der er kommet til at kysse alt håret af ham. Og i går, da han lå og sov med sit lille skildpaddefjæs mast helt ind i siden af liften, døde jeg lidt af lykke over, at han er min.