Kan I huske den krystalklare, rene skræk, man som barn kunne føle, hvis man f.eks. skulle hjem fra skole, og der pludselig stod en ulv hund på stien foran én? Eller man havde været ude og lege, og det ved en frygtelig, frygtelig fejl var blevet mørkt, når man skulle af sti-systemet (hvor øksemorderne boede) hjem? Jeg havde glemt den. I dag er jeg mere voksen-bange; en version der udmærker sig ved at være realiserbar, fordi den kredser omkring sygdom, død og arbejdsløshed.
Det kan egentlig, ved nærmere eftertanke, også godt ske, at børnerædslen er rykket op i den kategori i dag, nu hvor golden retriever-æraen er afløst af Kamphundstiden?
Nå. Men i går nat vågnede jeg ved, at der stod nogen i mit soveværelse. Ikke på Åndernes Magt-måden, men på den østeuropæiske hjemmerøvermåde. Og inden jeg skriver videre, skal jeg berolige med, at det GJORDE der selvfølgelig ikke, men jeg var 10.000 % sikker på, at det var det, jeg vågnede ved.
Jeg ejer intet, der er værd at stjæle, (hell, jeg har en Iphone 3) andet end Anton. Som jeg til gengæld ville jagte både somaliske pirater og samtlige hjemmerøvere fra hele Europa til verdens ende, hvis de stak af med (hvor jeg ville rive huden af dem, strimmel for strimmel, inden jeg bed struben over på dem) men materielt set er jeg … dejlig fri, så jeg ved ikke, hvorfor de skulle vælge at komme her.
Men kl. 2 om natten holder logikken fri, og fornemmelsen af, at huden krymper 5 størrelser af skræk, at vejrtrækningen simpelthen stopper, mens hjertet accelererer til det bare lyder som en lang hyletone i ørerne, samtidig med at hver eneste muskel i hele kroppen spændes; den havde jeg glemt.
Jeg fik så til gengæld mulighed for at ligge lysvågen resten af natten og pleje nostalgien.
Dét kender jeg alt, alt for godt. Jeg får tit hallucinationer lige når jeg vågner, og jeg har engang set en mand stå midt i stuen og kigge rundt. Uhyggeligt(!), men jeg kunne ikke lade være med en lille smule at ønske, at han stjal min ramponerede laptop. Så kunne forsikringen købe mig en ny og bedre.
Det var langt værre, da jeg en nat "så" en kvindelig narkoman bøjet over sengen med en slagterkniv i hånden. Heldigvis forsvinder det, når man får blinket et par gange, men det er selvfølgelig pænt svært at falde i søvn bagefter.
(Øhm, jeg får altså ikke normalt hallucinationer, det er en søvnsygdom, meget uskadeligt)
Det står der ikke noget om i alle de der ammebøger! Jeg har det fandme næsten hver nat.
Vågner op og har helt sikkert set en, der står i døren til soveværelset. En morder, selvklart. Og det strejfer mig aldrig, der i mørket, at jeg bruger kontaktlinser, str. -6, så der kan stå hvad som helst mere end 8 cm fra mig, uden jeg kan se det.
Er det hormoner? Idioti? Bekymring? Eller er der rent faktisk skyggemænd, der dalrer rundt og får et kick ud af babylugt?
Hos mig sker det helt uden babylugt og mor-hormoner. Til gengæld måske også med lidt nærsynethed.
– hvad skulle man gøre uden sin fantasi og hjernens skyggemonstre?
Psykoterapeuter kunne sikkert få en masse ud af den slags fornemmelser. Jeg foretrækker en evolutionsbaseret tilgang. Noget med at alting bunder i en rationel frygt, som stammer fra vores tidlige forfædre, og generelt at frygt for det fiktive er en overlevelsesmekanisme.
Hvorom alting er – du overlevede succesfuldt. God vind med dagen i dag!
Ha ha', det kender jeg også. Dog vågnede jeg en nat og troede der stod en fremmed over min søns seng på vej til at tage ham op. Jeg fik råbt nej vældig højt og skubbede ham ret hårdt væk. Da jeg så lige vågnede lidt mere opdagede jeg det var min kæreste der bare for en gangs skyld var vågnet før mig. Han var noget chokeret. 🙂
Sårn har jeg sgu lidt haft det første gang jeg så Twin peaks. Ham der kæmpen stod altså mega meget i mit soveværelse. Jeg var 8 godt nok, men han var der altså!!!
Tak fordi du lige fik skåret noget ud i pap for mig. Børn er bange for noget, voksne er bange for noget andet. Det børn er bange for, ved vi voksne at der ikke er nogen grund til at være bange for, så derfor er det man som voksen er bange for, må der jo heller ikke være noget at være bange for.
Jeg vågnede også en gang med tanken om at der var en i soveværelset. Hvilket der ikke var, men uha hvor blev jeg godt nok bange.
Dette er den bedste tråd længe! Her gik jeg også troede, det roterede på øverste sal og så er det befriende at læse om andre, der også vågner med mærkelige skikkelser i rummet – og som også har mistænkt nærsynethed for at tage sin del af æren.
PS: Fik jeg lige sagt, at der den anden dag stod en guldfarvet alien hen over sengen … sådan en med stor hoved og lille krop, der lidt ligner ET?
Uha, det har jeg heldigvis ikke prøvet for nyligt. Men når jeg er alene hjemme med børnene om aftenen, så har jeg flere gange oplevet mig selv liste rundt i huset med galopperende hjerte – overbevist om, at der er nogen, der er ved at bryde ind i huset. Jeg har gennemgået flugtplaner mange gange og har altid telefonerne ved siden af mig!