Det ta’r kun 5 minutter.

I mit nye lokalområde har vi en Fakta. Jeg ved ikke, hvor de rekrutterer personale, men når man kommer til kassen, har man tre valgmuligheder:

A) En ung mand af etnisk herkomst, der af uforklarlige årsager har valgt at skyllefarve sin hårpragt rød. Ikke hennarød, ikke Lene-fra-Aqua-rød, men den røde farve, som kvinder, der hører Big Fat Snake og har Glam-rock t-shirts, har en forkærlighed for. Han er dødeligt genert, og henvender sig til sin scanner, når han fortæller, hvad man skal af med.

B) Chefen, der er ligeså bred, som hun er høj, voldsomt mandhaftig og ualmindelig vredladen. Hun lægger ikke skjul på, at det er et svært træls tidspunkt, jeg afbryder hende på, når jeg forsøger at snige mine varer forsigtigt op på båndet. Måske er hun bare sur over, at hun hedder Sandy?

C) En pige på ca 18 år, som har fået resten af Hasans skyllefarve. Hun har den dårligste hud, jeg nogensinde har set. Hendes ansigt ligner Smeichels næse, og hun sidder helt åbenlyst og piller i sårene, når man roder efter penge. Hendes kropsholdning får Klokkeren fra Notre Dame til at fremstå som en rank og spændstig ung mand.

Butikken roder, der er udsolgt af det meste, og indretningstemaet er Trøstesløs Papkasseghetto. Jeg ved godt, at man bare kan vælge et andet sted at handle, men let’s face it: Vi lægger pengene, hvor det er lettest for os at komme. Godt nok synes jeg, at det er et møgsted, men jeg gider ikke cykle en kæmpe omvej efter mine havregryn. Kan man ikke få lov at uddele Forbrugersmileys? Forstået på den måde, at når mundvigene taber kampen mod tyngdeloven, så SKAL pågældende sted udbedre manglen? Så lover jeg, at jeg bliver lidt længere.