Uncategorized

Kommentar nr. 5.

Tillykke til dig, Lene. Hvis du smider mig en mail med navn og adresse, så sender jeg bogen til dig asap.

Mvh

Linda

Jeg har lige læst Annamettes nye bog Længsler & Leverpostej.
Det skulle du også tage at gøre. Og det siger jeg ikke bare fordi, jeg synes,
at hun er en skøn dame, som jeg godt gad boede i kaffeafstand fra mig. Jeg
siger det også fordi, det er en virkelig god bog.

Helt kort til dem, der ikke lige er snublet over den endnu,
handler den som titlen antyder om, hvordan det påvirker et parforhold at få
børn. VENT! Du må ikke gå. Den er nemlig OGSÅ god, hvis man er single. Eller
planlægger børn, og dermed stadig er der, hvor man i al hemmelighed stadig
tror, at alle de mødre, der tuder og klager og har rande under øjnene og børn
med pletter på tøjet, bare ikke har fattet konceptet ”planlægning”, hvilket man
gudskelov selv har, og derfor med sikkerhed bliver verdens mest udsovede,
veltrænede og laid back mor, når den tid kommer. Jamen, det troede vi sgu da
alle sammen, gjorde vi ikke?

Annamette har to børn, jeg har et. Hun bor sammen med
børnenes far. Det gør jeg ikke. Hun har adgang til regelmæssig sex med en, der
ikke først skal have kørekort til hendes krop. Det har jeg ikke. Og alligevel
var der simpelthen så mange steder i bogen, hvor genkendelighedsfaktoren for
mig var 1:1. Jeg ved godt, hvad hun mener, når hun spørger sig selv, hvor længe
hun skal blive ved med at lade som om, den krop, hun har nu, bare er en
midlertidig en, indtil hendes rigtige krop kommer tilbage. Og jeg måtte lige
lægge bogen to minutter, da jeg læste ”Mit liv er anderledes, og jeg skal ikke
begynde at måle mit liv med det liv jeg havde, inden jeg fik børn. Det har min
hjerne hele tiden vidst, men min krop har været lidt uenig.”

Det er en dejlig livsbekræftende bog, og jeg kom til at
læse den på halvanden dag, så jeg er nu gået i stalkerposition for at få hende til
at skrive noget mere.

God weekend.

Uden at jeg skal trætte jer unødigt med detaljerne, har jeg
en lille smule lyst til at pakke en kuffert med pas, penge og præservativer og
tage på ferie fra mit liv en uges tid. Der er simpelthen så meget praktisk, der
skal løbes ind, nu hvor Anton har været syg, og samtidig har han åbenbart fået
indopereret en hysterisk teenage-personlighed på sygehuset, da jeg kiggede væk;
jeg er træt, jeg har ondt i halsen, og jeg er ved at gå AMOK over, at han
skriger usanSYNlig højt af mig h-e-l-e t-i-d-e-n.

Når han altså ikke har travlt
med at smide sig dramatisk hen af gulvet og sparke til alt, hvad han kan ramme.

Nå, men derfor har jeg lyst til at sende en stor buket
rødvin til den mand, jeg mødte i morges. Som skamflirtede med mig, og som burde
insistere på at få disciplinen sat på OL-programmet, så han kan få den
guldmedalje, han fortjener. Selvom omgivelserne var håbløse, og vi 80 % af
tiden snakkede om børn, formåede han alligevel at give mig fornemmelsen af, at
han synes, at jeg var fuldstændig fantastisk, og jeg var 5 cm højere, og
smækfuld af overskud, da min kaffekop og jeg valsede ud af lokalet.

Jeg er det mest utaknemmelige røvhul i verden. For selvom
jeg på nettet kunne læse, at der worldwide dør omkring 600.000 børn om året af
den virus, Anton havde pådraget sig, var jeg alligevel ved at skrige efter 36
timer på hospitalet.

En venlig sygeplejerske forsøgte at komme os til undsætning
med 4 legoklodser og en lastbil, da hun kunne se, at vi var ved at blive psykotiske
af kedsomhed, så hvis I nogensinde i Jeopardy får kategorien ”Lege, man kan
lege med legoklodser med én hånd”, ringer I bare til Steen Jørgensen mig.

Jeg er meget lidt begejstret for åbenlys kontrol af den
slags, der signalerer, at du som udgangspunkt er fuld af lusk, og derfor må
sættes under mikroskop til det er besluttet, at du ikke kan tages i den
gerning, som de godt nok ikke kan bevise, men som de stadig ved, at du har
begået.

Jeg kan hverken lide at være den, der bliver bedt om at
udføre den, eller den, der bliver udsat for den, så når det til p-møderne på
mine studiejobs i diverse supermarkeder blev indskærpet, at vi skulle være
MEGET grundige, når vi i loftspejlet tjekkede, om kunden forsøgte at snige ubetalte
varer gennem kasselinien, kunne jeg stadig højest svinge mig op til at skæve
undskyldende mod et punkt lidt nordøst for, hvor jeg sad.

Måske er det fordi, jeg er fra handelsskolen, hvor man
bliver opdraget til at have respekt for kunder, fordi det er dem, man lever af.

Hvis det er tilfældet, tror jeg måske, at det er det meste
af 2. Y og 3. X, vi har siddende ved kasserne i Bilka, for de er MEGET lidt
diskrete, når de tjekker, skal jeg love for. Nogle af dem nøjes med at kigge,
andre supplerer med at rejse sig halvt op og stirre hen over dankortterminalen,
når spejlet er vinget af, mens en særlig nidkær gruppe virker ærgerlige over
ikke at være udstyret med røntgen syn.

Det sjove er, at det er mig, der bliver flov på deres vegne.
Så pinlig berørt, at jeg kigger væk, når de tjekker. Freud, ringer du lige? Jeg
ANER ikke hvorfor. Hjælpsomhed? Nå, for søren, der ligger lige lidt ubrugt skam
og flyder, JEG HAR DEN!! *haps-haps*

Måske er det i virkeligheden derfor, at jeg altid er et
mulehår fra at blive underkastet kropsvisitering; med mit nedslåede blik ligner
jeg en, der har ¾ af non food afdelingen gemt under den krøllede reklame i
hjørnet af vognen.

Jeg er normalt stor tilhænger af at prøve at forstå. De
fleste mennesker gør det så godt, de kan, med de midler de har, uanset om vi
taler om jobs, forældreegenskaber eller venskabelige relationer.

Er det ikke meningen, at præster skal fungere som
sjælesørgere for de nødstedte, de bange og dem, der har det svært? Findes der
nogen situationer overhovedet, hvor man er mere sårbar og ulykkelig, end når
man planlægger en begravelse af et menneske, man elsker? Det tror jeg næppe. Og
alligevel tillader sådan en åndeligt forarmet idiot sig nidkært at vogte over
næstekærligheden og påstå, at den kun er for de få.

Og jeg er ligeglad med, at han har undskyldt. I fængsel med
ham. Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at man med henvisning til
religion kan tillade sig at opføre sig sådan, uden nogen form for konsekvenser.
Vi har injurielovgivning, vi har øget fokus på hatecrimes, og alligevel udløser
det der ikke engang en bøde.

Jeg ved godt, at der findes gode præster, men ligesom det
efterhånden begynder at blive tydeligt, at sportsforeninger og institutioner
for udsatte børn og unge tiltrækker pædofile, så lader det til, at kirken
tiltrækker åndeligt indskrænkede mennesker med små sjæle, der ønsker sig
tilbage til tiden, hvor negerne hørte til bagerst i bussen, og kvinderne ikke
kunne stemme.

Om 6 uger er det et år siden, jeg hev de århusianske
teltpæle op og rykkede mod syd, og der har været ret mange firsts i løbet af det
år: Jeg har f.eks. fået min første bil og har skullet finde ud af at få arbejde/barn
kabalen til at gå op.

Og jeg gider ikke rigtig at skamride klicheen om, at jeg
ikke kan finde ud af at være voksen *ti-hi-snuble-over-mine- egne-fødder* –
ikke fordi jeg har lært, hvordan man gør, men fordi det bliver trættende både
at sige og at høre på, når udsagnet har været i rotation i over 10 år, og man
fylder 40, næste gang, man bliver rund.

Anyone?

Jeg kan f.eks. ikke huske, at de har stået og kløet sig i
håret, mens de spekulerede på, hvor langt væk man skulle stå, for at mosset i plænen
kunne gå for at være græs.

I min erindring findes intet billede af min mor, der har
været nødt til at bringe plæneklipperen til standsning, fordi græsset var SÅ
langt, at knivene ikke kunne få ved, så man i stedet for at slå det, nærmest bare
friserede plænen flad.

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er græsplænernes svar på Dennis
Knudsen.