Jeg er også bare RIGTIG glad for dig!
I går snakkede vi om situationer, hvori ord kan gøre ondt. Eller… Jeg snakkede. Skrev, faktisk. Anyway: Hvad vi end gjorde, gør vi det samme igen i dag, bare med modsat fortegn: Situationer, hvor fraværet af ord gør nas. I hvert fald fraværet af bestemte ord.
Når et menneske siger: ”Jeg elsker dig” eller ”du er min bedste veninde” til et andet, er der ikke ret mange andre svar end ”Jeg elsker også dig” og ”Du er også min” der duer. Jeg har i hvert fald lavet noget empirisk forskning på egen krop, der peger hen imod, at ingen andre svar helt rækker; hverken når man er den, der giver dem eller den, der modtager dem.
Men hvad nu hvis det ikke er sådan, man selv har det? Hvad gør man så? Svært at bevare den gode stemning, hvis man er nødt til at sende bolden retur over nettet med: ”Ok? Sådan har jeg det slet ikke”.
Nogen forsøger at slippe om ved problemet ved at svare: ”I lige måde”, ”Lige over” eller andre replikker hentet fra Bogen Om Passende Svar Til Folk, Der Ønsker Dig God Weekend. Og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er snyd, eller om det faktisk er den bedste måde at komme omkring dilemmaet på. (Hvis der dog bare var et sted, hvor man kunne skrive ind og spørge om den slags….). Jeg ved, at jeg selv opfatter den type svar som markant mindre forpligtende end De Store Ord, og jeg er tilbøjelig til at se dem som et forsøg på at træde vande, hvis man endnu ikke har gjort op med sig selv, om man er samme sted, eller man ikke helt er der endnu.
Hvilket vel egentligt er hovedproblemet med den slags udtalelser: De er gaver, man giver, som modtageren ikke har bedt om at få, men som ikke desto mindre kræver en tilsvarende gave retur. Ellers ender man med at stå med alting udenpå tøjet og et skævvredet forhold, der ikke bliver det samme igen foreløbigt, fordi magtbalancen er skredet i sømmene, og den ene part nu officielt vil forholdet mere end den anden.
Mand. Det skal bare ikke være nemt, vel?
20. oktober 2009 @ 06:03
Mulige svar i sådanne situationer:
– "Nååårh, hvor er du sød!" (for det er vedkommende vel, når han/hun beriger én med sådanne ord??)
– "Arj, hvor var det sødt sagt!"
eller den tvivlsomme/skeptiske/mest danske til den om bedste-veninden:
– "Synes du? Aaarh….*forlegent smil*"
God dag til alle! 🙂
20. oktober 2009 @ 06:41
ja men miw selvom man siger, som du foreslår… så venter "afsenderen" stadig på, at man svarer "jeg elsker også dig"/"du er også min bedste..".. Den er bare svær at håndtere!!
– Mette
20. oktober 2009 @ 10:53
Første gang jeg sagde de famøse ord til min ekskæreste, sagde han "tak – det var han meget glad for"… ! Vi var meget forelskede, og det kom helt, helt bag på mig. Jeg fik ondt i maven og i hjertet og græd, da han var taget hjem.
Der gik ca. 14 dage før han sagde det tilbage; før han var det samme sted som mig eller ihvertfald var klar til at udtrykke det.
Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om hans følelser for mig: at han var meget forelsket i mig, hvorfor hans manglende svar ikke skabte nogen grundlæggende usikkerhed i mig mht. vores forhold. Detl gjorde dog virkelig nas – at stå der mit sit hjerte i hånden uden nogen til at tage i mod…
Alligevel…er jeg faktisk glad for, at han ventede til han selv var parat. Da var det oprigtigt, og jeg kunne mærke ordene. Hvilket ikke ville have været tilfældet, hvis han havde sagt dem 14 dage forinden.
Jeg fortæller min historie, fordi det alt andet lige må gøre en stor forskel, om der er tale om "forskudte" følelser (hvor den ene er lidt længere i optrækket end den anden) eller definitivt ikke gengældte følelser. Uanset hvad er det selvfølgelig svært og akavet, men i det første tilfælde er det selvsagt langt mindre alvorligt og får sandsynligvis ingen betydning for relationen i det lange løb.
I dag har jeg en ny kæreste, og vi havde heldigvis de samme følelser på samme tid…
/Maria
20. oktober 2009 @ 15:39
Det er så fucked op, når man står der og bare svæver imellem "eh tak" og "der er noget jeg må fortælle dig".
20. oktober 2009 @ 20:33
Miw: Tak for et dejlig konkret råd:)
Maria: Tak for din historie. Jeg er helt enig i, at det ikke skal siges bare for at siges. Det skal være oprigtigt. Ellers tæller det ikke.
UR: Og man kan bare ligeså rykke direkte videre til: "Vi bliver lige nødt til at snakke"-feltet, ikke?
21. oktober 2009 @ 09:02
Hvor jeg synes du har ret i, at den slags ytringer er en gave – og hvor er det så ærgerligt at gaver for de fleste er en byttehandel – jeg giver dig en gave, og så får jeg en af dig. Jeg siger til dig jeg elsker dig og så siger du det jo også til mig – sagde vi jo var normen.
Blærerøven ytrede sig en gang i Monopolet om hans syn på gaver – og andre ting er jeg nok mindre eig med ham i, men her måtte jeg give ham ret.
Den der "opfandt" gaven gjorde det ikke med henblik på en byttehandel, men gav for glæde et andet menneske. Det har udviklet sig til, at vi føler, vi står lidt i gæld, når vi har fået noget fra et andet menneske, og så skal vi give tilbage. Det er faktisk kun børn, hvor vi accepterer ikke at få noget igen – andet end et tak.
Tænk hvis vi ikke skulle have bekymringer om tilbagesvar og given en gave tilbage, men bare slet og ret som Miw skriver oprigtigt kunne sige.."Det/den er jeg bare så glad for" (forudsat vi er det) og vide, at den der står overfor for os intet forventer til gengæld og at det er "gave" nok at give og gøre den anden glad..
Hende, der må lære at være bevæbnet med mininote altid, så jeg ikke altid er en dag bagud med at læse din blog..