Nærmest lykkelig.

Noget af det bedste ved at cykle rundt til mine opgaver er, at der er god tid til at tænke, mens man nu kører der og ikke rigtigt kan lave andet. (Og inden jeg går videre: Kan vi lige taget et øjeblik til at nyde, at vi igen kan cykle igennem? Ikke flere morgener, hvor man lister sig af sted som grundforskrækket krøbling, fordi en mikroskopisk, uoverlagt bevægelse vil fjerne cyklen under én og bringe asfalten alt, alt for tæt på ansigt og tænder.)

Her til morgen var det stille og klart, og jeg kom til at spekulere på, om jeg egentlig er lykkelig.

Måske definerer jeg lykke på en anden måde end andre mennesker, men jeg opfatter lykke som de øjeblikke, der ind imellem opstår, fuldstændig uafhængigt af tid og sted, hvor man gennemstrømmes af noget gyldent, der ikke lader sig beskrive med ord, men som smager af kærlighed, ubegribelig fryd og fornemmelsen af fuldkommen mening med livet. Det er magisk, og jeg håber aldrig, at jeg mister evnen til at føle det. Og netop deri finder jeg mening med de tæsk, livet også somme tider giver; lykke kan vel kun defineres, hvis man kan sætte det op imod sin modsætning, fuldstændig ligesom himmel og helvede er indbyrdes afhængige af hinanden, hvis de hver især skal kunne forklares og give mening.

For mig er kronisk lykke ikke eftertragteligt. Jeg vil have mine peaks, min vished om, at der findes noget større; jeg vil have noget at stræbe efter. Hvis jeg fandt det, der udløste Den Evige Lykke, ville loftet efter en tid blive det nye gulv, og der ville ikke længere være noget at lade sjælen søge op imod.

Fraværet af lykke er i min optik ikke det samme som ulykke. De to begreber er yderpunkterne og i mellem dem ligger tilfredsheden, som er den, jeg stræber efter. For mange vil ’tilfreds’ være det samme, som at lade sig nøje. For mig er det at føle, at det jeg gør, giver mening, og at huske at værdsætte hvor jeg er, og hvad jeg har.

Sjovt nok har jeg altid knyttet de stærkeste bånd med mænd, der jager lykken. Deres rastløshed og evige jagt på det, der skal få det hele til at give mening, og få livet til at begynde for alvor, virker ikke umiddelbart kompatibel med min ro ved at være, hvor jeg er – men ikke desto mindre har vores forskellighed bundet os sammen i noget, der lignede gensidig afhængighed. Jeg har haft brug for påmindelsen om, at der er mere derude, for ikke at størkne i det jeg har, og de har haft brug for trygheden i at vide, at det KAN lade sig gøre at finde ro og være tilfreds, uden at føle, at livet hele tiden er noget, der foregår et andet sted, og som man går glip af, hvis man bliver stående.

Måske er det derfor, det er gået galt med de fleste indtil nu? Når vi har spejlet os i hinanden længe nok, er vi begyndt at nærme os hinanden; at ligne hinanden og så forsvinder det spændingsfelt, der holder os sammen. Eller måske har vi bare ikke kunne holde ud af se os selv gennem den andens øjne: For den rodløse virker det stationære passivt og dødt, og for hjemfødningen virker flugten overfladisk og hul.

Når det har fungeret, har jeg følt det større end livet selv. Når det er gået i stykker, har der været øjeblikke, hvor jeg troede, at jeg skulle miste forstanden. Og ind imellem det har der været masser af hverdag med alt, hvad det indebærer af genkendelighed og gentagelser.

Livet som jeg kender og elsker det.

Så jeg er ikke lykkelig. Men jeg er tilfreds.