You live, you learn.

I den forgangne weekend har jeg haft fornøjelsen af at være i selskab med to damer, som jeg, da jeg mødte dem første gang, ikke troede, at jeg ville få noget med at gøre.

Jeg har kendt dem begge perifert i mange år, og de hverken kender hinanden eller har noget med hinanden at gøre, men jeg lærte dem at kende nogenlunde samtidigt, og da jeg umiddelbart kom godt ud af det med dem begge, var jeg på cafe med dem med et par måneders mellemrum.

Det næste jeg skriver, får mig nok ikke til at fremstå særlig sympatisk, men det er ikke desto mindre sandheden, så nu skriver jeg det alligevel.

Disse piger var virkelig, virkelig needy. De sloges begge med issues så store, at de nærmest skulle have haft en ekstra plads og egen tallerken ved bordet, og da jeg sad der overfor dem og var ved at blive blind af genskæret fra skiltet over deres hoveder med den blinkende tekst ”Psykolog søges!! Nu!” kunne jeg næsten ikke komme væk hurtigt nok.

Jeg har altid tiltrukket dem, det er synd for. Det er der 100 grunde til, men en af de vægtigste, tror jeg, er, at jeg igennem mit liv har været forskånet for nogle af de tæsk, som andre udsættes for. Jeg har stadig begge mine forældre og min søster, der har ikke været misbrug af nogen slags eller psykiske lidelser i mit barndomshjem, jeg har aldrig oplevet at miste nogen, jeg holder af til en af de grimme, opslidende sygdomme, og jeg er vokset op med overbevisningen om, at jeg har ret til min plads i verden. Alt det giver tilsammen en stabilitet, som mennesker, der har haft det svært, uværgeligt tiltrækkes af.

Hvis man har, skal man dele. Sådan er reglerne. Men for omkring 8 år siden, havde jeg pludselig så mange dysfunktionelle stakler omkring mig, hvoraf flere ikke rigtigt gjorde noget for at hjælpe sig selv, at jeg til sidst næsten ikke kunne trække vejret. Jeg vil gerne hjælpe, trøste, forstå og lægge øre til, men til sidst var jeg simpelthen ved at drukne i andre menneskers behov. Når man har det skidt nok, har man ikke meget overskud til at interessere sig for andre, og det er vel et langt stykke hen af vejen forståeligt. Men det bliver uudholdeligt, når man begynder at føle, at man altid er den, der skal forstå og tilsidesætte, mens den anden har patent på både taletid og selvmedlidenhed.

Og inden vi kårer mig til martyr, vil jeg gerne skynde mig at sige, at ingen mennesker kan skabe en relation alene: Jeg er helt med på, at mit behov for at være behøvet udgjorde 50 % af aktierne i den betændte biks.

For 6 år siden var det så som om, jeg pludselig gennemskuede mønstret, og jeg begyndte at rydde op i de mennesker, jeg havde omkring mig. De, som havde lagt sig godt til rette i deres elendighed, og som ikke gjorde det fjerneste for at få det bedre, blev stille og uroligt sorteret fra, så der var overskud til både at hjælpe mig selv og til at være en ordentlig ven for få men gode venner i stedet for en forjaget bekendt med frelserkompleks og for mange jern i ilden.

Så da disse to damer for 5 år siden satte sig overfor mig med alle deres nødråb og behov, meldte jeg fra. Takkede for kaffen og gik hjem, mens jeg i mit stille sind glædede mig over at have lært at sige fra i tide i stedet for at ende der, hvor jeg følte mig fanget og udnyttet – og ond, når jeg sagde fra.

Af mystiske omveje har de begge i løbet af de sidste 3 år fundet tilbage i mit liv. Dengang var de begge slået i stykker af mænd; bitre og frustrerede – og i dag er de nået så langt, at det næsten ikke virker muligt. Den ene har fundet en kæreste, den anden har brudt med en, men de har begge været omkring professionelle, der har hjulpet dem med at finde ud af, hvem de er og hvad de står for – og med at få det blinkende skilt pillet ned.

Og jeg er forfærdelig taknemmelig over, at jeg får lov at kende dem nu, hvor venskaberne kan være både jævnbyrdige og blivende.