Måske kan jeg bare ikke finde koblingspunktet.
Efter at jeg har lært at holde af både mig selv og andre, alle fejl og mangler inklusive, er mit liv blevet ikke bare lidt, men meget nemmere. Jeg er holdt op med at forvente det perfekte, hvilket gør det en hel del lettere at blive tilfreds. Med alting, faktisk.
Desværre lider jeg stadig af den defekt, at jeg, når jeg læser en bog, diskvalificerer hele indholdet, hvis noget af det er noget crap. Og det ville jeg egentlig ønske, at jeg kunne stoppe med, for kunne man plukke et godt råd her, og en god ide der, ville man kunne samle ret meget fornuftig viden sammen.
For nyligt læste jeg bogen ”Gear ned” af Karin Lilja. Jeg tænkte, at med en baby på vej, kunne jeg godt bruge lidt værktøj til at downshifte, inden det for alvor går løs. Jeg er så vant til at have min hverdag fyldt med alt muligt, og jeg elsker det, men ind imellem – lidt for ofte, hvis jeg skal være helt ærlig – kan der være så meget run på, at jeg bliver stresset af det. Derfor lånte jeg bogen som inspiration.
Og den var udmærket et langt stykke hen af vejen. Nogle ting kunne jeg både relateret til og se mig selv implementere i mig eget liv, andre var lidt for langhårede. Men der, hvor bogen begik selvmord mellem hænderne på mig var, da den kom med dette råd:
”Sig dit kort til fitnesscentret op, og tag cyklen til arbejde i stedet. Det er meget billigere!”
Er det ikke lidt det samme som at sige, at nu hvor vi har Urban og MetroExpress, så er der ikke længere nogen grund til at gå i skole?
Jeg er enig i, at det er bedre end ingenting at cykle på arbejde, men man skal altså være et menneske, der er yderst tilfreds med sin vægt, spiser meget, meget afbalanceret og er i den særlige situation, at det går op af bakke, både når man kører på arbejde – alle 20 km – og når man kører hjem, hvis den tur skal give dig de sammen fordele, som du har ud af at dyrke sport, hvad enten det er fodbold, fitness eller ishockeybold.
Fik jeg med, at du skal cykle turen så hurtigt, at du er forpustet ¾ af tiden, hvis du skal øge hjertets slagvolumen og forebygge livsstilssygdommene på samme måde som træning gør? (Fri for at dele kontor med dig.)
Og så har vi slet ikke snakket om muskeltræning og de fordele det giver, bl.a. at forebygge osteoporose, skåne dine led, og noget så lavpraktisk, som at gøre dig i stand til at tage fra, hvis du falder.
Kan lige nu ikke helt frigøre mig fra fornemmelsen af at lyde som en præst af en slags, og jeg ved godt, at jeg nok træner mere end gennemsnitsdanskeren, og jeg ved også godt, at der kan være perioder i livet, hvor det er umuligt at få træning passet ind, men altså… Jeg er da f.eks. utrolig glad for, at min mor prioriterer at træne, fordi det øger chancerne markant for, at der skal stå ’mormor’ på et af bordkortene ved mit barns bryllup.
Jeg synes, at det er en lortebog, der bruger et helt kapitel på at beskrive, hvordan du er ’din egen krops chef’, der er ’ansvarlig for at tage ordentligt vare på den’ – og samtidig anbefaler at skrotte træning.
I defensiven? Moi?
28. juni 2010 @ 19:53
Den bog var godt nok osse blevet arkiveret i makulatoren herhjemme!
Sikke et møgråd!!
Og det kan godt være vi træner en LILLEBITTE smule mere end gennemsnittet – men til gengæld ligner Lilja én der aldrig har haft et fitnessmedlemsskab… Måske er det på tide hun gearer en smule op og får ét!!
28. juni 2010 @ 20:49
Tillader mig at komme med en kommentar, der mere skal læses som et 'hjælp mig', end en reaktion:
Jeg er én af dem, der SÅ let overtales af sådan et råd. Jeg har haft medlemsskaber on-off de sidste 5-6 år; hver gang jeg melder mig ind og starter er det med de bedste intentioner, men hver gang ender det i, at jeg ikke får trænet, men siger mit medlemsskab op i stedet. Penge sparet er penge tjent…
Jeg har lavet dybdegående selvanalyse, og for mig er problemet, at jeg føler mig så latterlig i et træningscenter. Jeg synes, at alle kigger på mig, de er alle sammen top-tunede, falder ikke af løbebåndet, får ikke viklet snørebåndet ind i pedalerne på cyklen etc. Og så bider argumenter som 'tag cyklen' virkelig!
Hvad i alverden er det, som I finder i de træningscentre, som jeg bare ikke kan se? Hvordan 'gør' I det?? For jeg ved jo godt, at det er sundt for mig, at jeg bør og skal træne, for jeg FÅR jo mere overskud – når jeg kommer af sted….?
29. juni 2010 @ 06:33
Hvad Liv sagde….
29. juni 2010 @ 17:02
… lige en tilføjelse til Livs kommentar. Startede for første gang EVER i fitness center sidste sommer, og var sikker jeg ville hade det. Det gjorde jeg så ikke – blev istedet ret bidt og mærkede alle fordelene. Så blev vi forældre, og nu har jeg ikke været afsted i firemåneder og har netop meldt mig ud. Med en fornemmelse i maven af ikek at ville mig selv det godt. Jeg vil rigtig gerne i gang igen, men kan ikke lige finde ud af om ligenu er "et af de tidspunkter", hvor det som du skriver, er for svært at få det passet ind?!
Professionelle rådmodtages gerne!
29. juni 2010 @ 19:24
T: Det er hun sgu for nærig til. Og så kan hun kalde det, lige hvad hun vil!
Liv (og Miw): Altså, uden at skulle kunne sige, om det virker for alle, så tror jeg, at det er en meget god ide at bruge lidt tid på at besøge et par forskellige centre. Jeg har selv trænet i 7 forskellige centre i tidens løb, og klientellet i de respektive centre har været MEGET forskelligt. Jeg vil tro, at det har ret stor betydning, om man føler sig blandt ligesindede, hvis man skal føle, at man passer ind?
Det kan også være en god ide at tjekke holdplanen. Jo flere hold, des større mulighed for at finde noget, man synes er sjovt. Derudover kan holdplanen også bruges til at få en fornemmelse af, hvem der kommer i centret. Hvis der er hold for børn, ældre, gigtpatienter osv. er sandsynligheden for et bredere publikum større, end hvis planen kun består af funk og thai-bo.
Endelig kan det ikke undervurderes at have nogen at træne med. Det er 1000 gange lettere at komme afsted, hvis man er to, end hvis man er alene. Med tiden vil man givetvis få en eller anden form for 'venskab' med nogle af de andre, der træner dernede, for selvom folk frit kan vælge hold, så er det som regel de samme mennesker, der kommer på de samme timer, men de første måneder, er det rart nok at være to, der kender hinanden.
Og så handler det bare om at beslutte sig for at gøre det. Og det ER en beslutning. Der findes ingen trylleformularer, der får det til at blive sjovt, de dage hvor man ikke gider afsted, men til gengæld kommer resultaterne, hvis man holder ved. Tænk på Merethes Mave. Hvis hun brugte 1/4 af den energi, hun bruger på at lede efter lette løsninger og svar, på at tage ansvar for sit liv og sine kostvaner, havde hun været tynd for længst.
Aner ikke, om det kan overføres til jeres liv, men det er det, der har virket for mig.
Anne: Det kunne godt lyde som en af de perioder. Jeg ville sætte mig et overskueligt mål, som f.eks. at komme afsted bare en gang om ugen de næste 4 måneder. Dyrt hvis man omregner til kr pr. time, men helt sikkert mindre risikabelt end at stoppe helt. Du skal nok komme tilbage, for du lyder motiveret nok, men det er min erfaring, at det kvæler træningsglæden, hvis man pacer sig selv, når man er i underskud.