BFF.

Nu siger jeg lige noget, ikke? Ind imellem synes jeg, at det kan være en udfordring at være en god ven, for når man kommer tæt nok på andre, får man også lov at se sider, som er trælse og uklædelige, og som man hverken har lyst eller ret til at påpege.

Jeg ved ikke, om det har betydning, at jeg er single, men ind imellem tror jeg, at en del af den interaktion, man normalt har med sin kæreste, bliver overført på vennekredsen, når man er del af en flok, hvor alle er uden påhæng.

I et forhold har vi vel alle prøvet at være flove over ham eller hende, vi har med. Hvilket ikke er en særlig fed oplevelse, fordi 1) man selv har valgt ham, 2) man ikke har lyst til at være sådan en, der dømmer og 3) man i umiddelbar forlængelse af sin domfældelse kommer i tanke om, at man ikke selv er fejlfri.

Men det stinker, at være pinligt berørt over sine venner, for man mangler den intimitet og den specielle kontrakt der gør, at man kan tillade sig at have en holdning til, hvordan de vælger at gebærde sig.

Jeg ved for eksempel ikke, hvor jeg skal se hen, når min kammerat sidder og fortæller, om den bz’er-agtige type han var, da vi var unge, og hvordan hver fredag og lørdag aften var a walk on the wild side. Han glemmer tydeligvis, at jeg var der. Og at jeg har billeder af ham. Med både slips og vandkæmmet hår.

Det koster også en del tænderskæren at se på hende, der mener, at alle hendes venner må ligge vågne om natten og spekulere over, hvordan de kan være hende behjælpelige på alle tænkelige måder. Hun har ingen skam i livet i forhold til, hvad hun beder om, og hvor mange gange, hun gør det, og det der med, at det kan sætte folk i forlegenhed at skulle sige nej til en ven, er enten noget, hun ikke er opmærksom på, eller som hun simpelthen ignorerer. Hvis du er uddannet advokat, må det betyde, at hun kan bruge dig til at skrive trusselsbreve til sin udlejer. Hvis du ved noget om computere, er du automatisk ansat på livstid som hendes personlige supporter, og arbejder du i en forretning, må du da kunne skaffe hende noget rabat, ikke? Problemet er bare, at hun ikke selv har hverken et job eller specielle spidskompetencer, der gør, at hun kan tilbyde noget den anden vej, så når hun for 4. gang spørger, om du ”ikke lige kan [indsæt tjeneste]”, kan lysten til at smide alt, hvad man har i hænderne – igen – ligge på et meget lille sted.

Det er heller ikke så rart at se på ham, der forstiller sig, og giver den hele armen som ekspert på et område, som jeg tror, han har glemt, at han ikke ved noget om, fordi han sådan ville ønske, at han gjorde.

De er mine venner, jeg holder forfærdeligt meget af dem, og jeg synes egentlig ikke, at man kan tillade sig at påpege opførsel overfor sine venner; det eneste, jeg mener, at man har ret til at gøre, er at sige fra, hvis man føler, at de træder over ens egne grænser, og det gør de jo for fanden ikke ved at fortælle en løgner om deres teenageår, som man tydeligt kan høre, at de har fortalt så mange gange, at de selv er begyndt at tro på den.

Og nej. Jeg er heller ikke perfekt. Jeg er en bestemmerøv, jeg kan ikke finde ud af, at sige fra over for mine venner, fordi jeg inderst inde er bange for, hvad min egen fordømmelse af dem siger om mig, jeg er hård, jeg er ind imellem alt for ærlig, og jeg kan være noget så udspekuleret led ved folk, uden at de har en chance for at forsvare sig, fordi jeg camouflerer mine ætsende syreangreb med ironi og sarkasme. Jeg kan være selvhøjtidelig, selvretfærdig, selvtilstrækkelig og en hel masse andet grimt, der starter med ’selv’.

I den bedste af alle verdener er venner mennesker, der elsker dig lige meget hvad, og jeg bryder mig ikke om mig selv, når jeg dømmer dem, jeg holder af.

Jeg synes bare somme tider, at det er svært at lade være.