Var Anton i sidste uge til sin første bælteprøve i Taekwondo, og jeg bliver i den forbindelse nødt til at spørge, hvordan andre forældre bærer sig ad med ikke at græde ved sådan lejligheder? Det virker lidt mærkeligt at stå med øjnene spærret-HELT-op-så-overfladespændingen-ikke-brister, når de 30 andre fremmødte voksne bare smiler og klapper, helt afslappet.
(Havde morfar dog påfaldende travlt med noget i tasken. I’m just saying…)
Råbte Frida i går: “Mor, jeg ELSKER bare strømpebukser!!” Hvordan kan hun være mit biologiske barn?
Ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg mener om, at Kim Wall-sagen skal laves til en tv-serie. Hendes forældre har givet lov, men.. #TooSoon?
Har jeg altid prøvet at praktisere, at vi herhjemme ikke truer mere end højest nødvendigt, og kun med sanktioner i den milde ende. Derfor blev jeg nærmest stolt, da Anton, dirrende af raseri, i morges brølede efter Frida: “HVIS IKKE DU STOPPER *LIGE* NU – SÅ TAGER JEG DINE STILLETTER PÅ!!!!”
Undrer det mig, at ingen længere lugter af hvidløg. Var det ikke virkelig en ting i midt-halvfemserne?
Vil Anton forfærdelig gerne have en kagemand til sin fødselsdag. Problemet er bare, at han ikke rigtig kan lide de kage-typer, man normalt laver kagemand af. Til gengæld elsker han, inderligt og hengivent, Dagmartærter. Inden I bruger tid på at google: Det kan man ikke få. Men hvis ikke man spiller, så vinder man ikke, så jeg ringede til bageren i den lokale Bilka, og kæmpe skud ud Torben, der lød som en, der måske selv havde en Anton, som brummede: “Det finder vi ud af”. Dagmartærtekagemand coming up.
Fik jeg forleden den tanke, at Nicholas Cage og Chad Kroeger ligner hinanden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.
Blev jeg i går ringet op af Nikolaj fra Det Faglige Hus, der havde “et smaddergodt tilbud til dig, Linda!”
Har jeg lige slugt de første 5 afsnit af A Discovery Of Witches og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Hvis ikke jeg får en vampyr i julegave, bliver jeg sur.
Nær besvimet af grin over Anton. Han lyder bare som sådan en fin lille dreng. (Her ville de it kyndige indsætte det der hjerte, men jeg ved ikke hvor fanden de finder vét der ligger ned?!)
Jeg håber, du fik ham fra det “Faglige Hus (WTF?)” fortalt, at han stikke sit tilbud hen, hvor solen ikke skinner?
Mht Kim Wall, ja, så synes jeg også, at det er lige i det tidligste, men jeg har selvfølgelig kun almenmenneskelige aktier i foretagendet. Hvis familien mener, at der kan komme noget godt ud af at udbrede historien på en anden måde, skal jeg da ikke komme med indvendinger. I hvert faldt trænger jeg voldsomt til, at det ikke længere skal hedde “ubådssagen”, men derimod mordet på Kim Wall. Hvorfor pokker skal det være så interessant, hvilke transportmidler en fnatmide af en psykopatisk morder har benyttet sig af? Pardon my French.
Forresten, så har jeg jo ikke selv børn, men i den store regelbog for forældre står der, at man godt må græde, når børnene får bælter i taekwando. Det er helt sikkert!
Jeg kom faktisk bare til at råbe: “KÆMPE nej tak!!!” og lægge på. Var nærmest lidt fortørnet over, at han ikke på mit telefonnummer kunne se, hvor uinteresseret, jeg var:)
Dét gør man slet ikke! Man hyler løs. Over alt, åbentbart. Jeg troede, sådan helt oprigtigt, at jeg ville være sådan en cool forældre, der maksimalt fik lidt fugtige øjenkroge, når jeg fik at vide, at jeg skulle være mormor/farmor – jeg hyler H.E.L.E tiden. Nogle gange bare over tanken om noget, de har gjort. Det nærmer sig et handicap.
Det er lidt en kamp at se disney/pixarfilmmed børnene, mor hyler over ALLE nutte/følelsespornoscenerne…håber aldrig de kigger væk fra skærmen på det forkerte tidspunkt…
Det er faktisk bedst, hvis man lige tager dem i bio først – så er man i sikkerhed i mørket, og ved, hvornår man skal gå ud og “hente kaffe”, når de skal se filmen(e) derhjemme…
Ha! Jeg har så meget tænkt det samme om hvidløg. Og mht det første punkt så giver man los. Kh moderen der råbte højt og grådkvalt, da datteren (med meget lidt selvtillid på banen) endelig scorede i en håndboldkamp… Imens jeg sad ved dommerbordet.
Jeg kan så byde ind med at det kun bliver værre med alderen, det der med at blive rørt. Jeg har overlevet en konfirmation og en student og får allerede nu tårer i øjnene ved tanken om den næste konfirmation og den tale jeg er ved at brygge sammen i hovedet
Jeg overvejer at tage en elastik om håndledet og wrist-slappe mig selv, når jeg begynder at tænke på de der ting. Som f.eks. hvordan Anton sad ved bordet, med sin lille spidse blyant parat, og sit lille ansigt helt krøllet sammen i koncentration på første skoledag.
Og ja. Jeg får selvfølgelig våde øjne, bare af at skrive det. For helvede, altså.
Så er du nødt til også at læse ” A Discovery of Witches”-bøgerne! Læste den første for et par år siden, og den hang bare ved – så da serien kom… Game on.
Ingen af dem skuffer, men man får altid bare et par ekstra godbidder med i bøgerne.
Haha – da jeg startede på 2. afsnit, så mine øjne i en brøkdel af et sekund, at der stod noget med “based on ….. book”. Det tog 4 sekunder, så havde jeg reserveret hele svineriet, og jeg kommer ikke på job, når de kommer!
Er det ikke sådan lidt små-uetisk at kontakte Kim Walls forældre med det forslag så kort tid efter? Altså er vi ikke stadig i noget chok-fase og kan ikke helt forstå konsekvenserne af det? Og derudover – WTF altså?! Det virker som et mega kynisk produktionshold med de største dollartegn i øjenene. Nu har folk (ja, også mig. Jeg er lige så ussel som alle jer andre) svælget i alle de klamme detaljer i medierne og så er der nogen, der lige kan tjene på at lave en tv-serie ud af det. Dén kan jeg nok godt holde mig fra at se.
Jeg synes det er noget helt andet end Utoya og 22. juli (som jeg ikke har mandsmod nok til at se). Den film mener jeg kan være berettiget i fht eftertiden. Men Kim Walls mord siger ikke noget principielt, der er ikke noget samfundsrystende ved det. Det er bare klamt og Peter Madsen er en fæl stodder (det kan vist ikke være injurierende?) og sagen taler til vores usleste nyfigenhed. Det er der ingen grund til at lave til fiktion imo.
Og kæmpe kærlighed til Torben hos bageren i Føtex. Det er god service!
Det er faktisk præcis det, jeg mener, kan jeg mærke, nu jeg lige læser, hvad du har skrevet. Altså, at selvom det for dem er en ting, at hun ikke må glemmes – er det så sådan, man gerne vil huske hende? Jeg synes måske, at der er fare for, at man kommer til at oplever det som fiktion, hvilket fjerner det lag af alvor, som jeg egentlig synes, at sagen bør behandles med.
Og jeg kommer aldrig til hverken at de 22. juli eller Boy A. Det kan min forstand simpelthen ikke holde til. Jeg får tårer i øjnene, når bare jeg tænker over, hvad de handler om. SÅ forfærdeligt. Mit sind er ikke skabt til at dvæle ved ondskab, for når jeg gør, er det som om, det laver permanente aftryk.
Nu bliver jeg måske lidt kynisk og jeg forstår godt, at forældrene ikke synes, af hun må blive glemt – hun er deres datter og de mistede hende ALT for tidligt. Men at hun blev myrdet af en klammo stodder synes jeg ikke gør hendes død mere vigtig at huske end andre mordofres, hvis død ikke bliver lavet til en dramaserie på TV2. Så jeg synes ikke, det er et ordentligt argument i den bredere offentlighed. Jeg ved ikke om jeg er galt afmarcheret her – jeg er med på, at hun døde på jobbet og at kvindelige journalister skal kunne tage på arbejde alene uden at frygte for deres
liv, men det synspunkt er vel forhåbentlig ikke forbeholdt den fjerde statsmagt? Hvad med de nødhjælpsarbejdere, der blev myrdet af Boko Haram i denne uge? Og derudover er jeg enig. En dokumentar om hendes liv og præstationer ville være et mere værdigt eftermæle.
Og jeg ser heller ikke den slags. Jeg måtte endog holde op med at se De Unge Mødre da jeg selv blev mor. Jeg græd for meget over børnenes usle forhold og usle fremtidsudsigter…
Åh, hvem der bare havde en ( tårevædet) morfar .
Fed trussel mht stilletterne , jeg er flad af grin.
Mænd som bager Torben fortjener medaljer, stjerner og eget hornorkester.
Heldige jer.
Jeg bliver altid så misundelig på dem der har alle bedsteforældre , det må være SÅ skønt.
Jeg ville sådan ønske at min far havde oplevet sine børnebørn- og omvendt.
Det forstår jeg simpelthen så godt. Min veninde sagde, da hun mistede sin mor, at noget af det værste var, at hendes mor ikke lærte hendes børn at kende og omvendt. Jeg kan tude bare ved tanken. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er bevidst om, hvor heldige vi er. Jeg kunne sådan unde det for alle <3
Jeg er så meget med dig ift at fælde en tåre ved sådanne lejligheder… Jeg er snart mor til en teenager og jeg kan så afsløre, at de ikke skatter akut grådlabilitet hos deres mødre ret højt! Og jeg er faktisk enig med min datter i, at det ret så pinligt – især når jeg røres dybt over en anekdote omhandlende noget de har gjort – hvor jeg selv er fortæller… aj men det er da frygteligt!
Jeg kan ikke engang gå ordentligt på arbejde mere. Sidste gang jeg tolkede konfirmation – hvor jeg vel at mærke ikke kendte hverken konfirmanden eller hendes forældre – var jeg også MEGET stiv i blikket til sidst, da moderen holdt tale.
Jeg har de mærkeligste tårekanaler.. Jeg græd ikke en eneste tåre til mit bryllup, men når jeg genfortæller, så kommer alle tårerne. Det samme med mine børn. Havde forventet store følelser og tårer ved fødslerne – jeg mener, livets mirakel osv! Men på absolut ingen som helst måde overvældet der. Men en genfortællelse af noget jeg så på TV som var rørende (men som jeg ikke græd over der!), eller når nogen gør noget sødt for mine børn, eller mine børn gør søde ting ved hinanden….. Og alle former for “officielle” ceremonier, der involverer dem. Helt ned til spejdermarked hvor de skulle synge velkomst sang! Arh men altså!!!
Jeg har læst alle bøgerne, men lever tilsyneladende i min egen verden, så vidste ikke der var en serie på vej. Tænker de aå abslout må ses. Jeg var i hvert fald rimelig meget i min egen verden da jeg læste bøgerne. Læste den første på E-reolen, hvor den kunne lånes. Men så havde de filme ikke de to næste.. dem kom jeg til at købe på Amazon, så de kunne læses på mobilen (indsæt den der smiley der holder sig for øjnene!!!!)…
Jeg tror måske, at det kan være noget med, at når man i nogle situationer er helt fyldt op og overvældet, så fryser det hele? Uden sammenligning i øvrigt, så er jeg én af dem, der bliver iskold og super overbliksagtig, når der sker ulykker. Jeg er kommet forbi flere, end jeg gider tænke på, og når jeg står der, er jeg altid helt rolig. Jeg reagerer tusindfold, når jeg kommer hjem, men mit bud er, at det både med lykke, stress og katastrofer kan ske, at man – for ikke at køre så meget i overload, at relæet slår fra – bliver helt fokuseret og skarp?
Jeg er i virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg bedst kan lide disse indlæg, eller dem om at spare. De er virkelig gode!! 🙂 Så sjovt, klogt og alt muligt andet godt. Det er en kæmpe fornøjelse at læse med hos dig.
16. oktober 2018 @ 18:11
Nær besvimet af grin over Anton. Han lyder bare som sådan en fin lille dreng. (Her ville de it kyndige indsætte det der hjerte, men jeg ved ikke hvor fanden de finder vét der ligger ned?!)
16. oktober 2018 @ 21:13
Det er ‘mindre end’ tegnet <3 Eller sådan er det i hvert fald hos mig 😀
17. oktober 2018 @ 18:04
Det er han virkelig også <3 (Her er det også et ‘mindre end’ og et 3 tal. Alternativt fra telefonen, hvor man bare kan kyle om sig med emojis:-D)
16. oktober 2018 @ 18:29
Jeg håber, du fik ham fra det “Faglige Hus (WTF?)” fortalt, at han stikke sit tilbud hen, hvor solen ikke skinner?
Mht Kim Wall, ja, så synes jeg også, at det er lige i det tidligste, men jeg har selvfølgelig kun almenmenneskelige aktier i foretagendet. Hvis familien mener, at der kan komme noget godt ud af at udbrede historien på en anden måde, skal jeg da ikke komme med indvendinger. I hvert faldt trænger jeg voldsomt til, at det ikke længere skal hedde “ubådssagen”, men derimod mordet på Kim Wall. Hvorfor pokker skal det være så interessant, hvilke transportmidler en fnatmide af en psykopatisk morder har benyttet sig af? Pardon my French.
Forresten, så har jeg jo ikke selv børn, men i den store regelbog for forældre står der, at man godt må græde, når børnene får bælter i taekwando. Det er helt sikkert!
17. oktober 2018 @ 18:05
Jeg kom faktisk bare til at råbe: “KÆMPE nej tak!!!” og lægge på. Var nærmest lidt fortørnet over, at han ikke på mit telefonnummer kunne se, hvor uinteresseret, jeg var:)
16. oktober 2018 @ 18:31
Hvordan undgår man at få vand i øjnene af typer som Torben som gør noget helt fantastisk sødt for ens barn??
17. oktober 2018 @ 07:27
Helt enig med Anne. Han er da bare en stjerne! Kh. Birgitte
17. oktober 2018 @ 18:07
Dét gør man slet ikke! Man hyler løs. Over alt, åbentbart. Jeg troede, sådan helt oprigtigt, at jeg ville være sådan en cool forældre, der maksimalt fik lidt fugtige øjenkroge, når jeg fik at vide, at jeg skulle være mormor/farmor – jeg hyler H.E.L.E tiden. Nogle gange bare over tanken om noget, de har gjort. Det nærmer sig et handicap.
19. oktober 2018 @ 16:23
Det er lidt en kamp at se disney/pixarfilmmed børnene, mor hyler over ALLE nutte/følelsespornoscenerne…håber aldrig de kigger væk fra skærmen på det forkerte tidspunkt…
19. oktober 2018 @ 18:38
Det er faktisk bedst, hvis man lige tager dem i bio først – så er man i sikkerhed i mørket, og ved, hvornår man skal gå ud og “hente kaffe”, når de skal se filmen(e) derhjemme…
16. oktober 2018 @ 19:07
Ha! Jeg har så meget tænkt det samme om hvidløg. Og mht det første punkt så giver man los. Kh moderen der råbte højt og grådkvalt, da datteren (med meget lidt selvtillid på banen) endelig scorede i en håndboldkamp… Imens jeg sad ved dommerbordet.
17. oktober 2018 @ 18:07
Hahaha – det trøster faktisk lidt, at vi er flere:-D #SoftiesUnite!
18. oktober 2018 @ 10:10
Jeg kan så byde ind med at det kun bliver værre med alderen, det der med at blive rørt. Jeg har overlevet en konfirmation og en student og får allerede nu tårer i øjnene ved tanken om den næste konfirmation og den tale jeg er ved at brygge sammen i hovedet
19. oktober 2018 @ 18:40
Jeg overvejer at tage en elastik om håndledet og wrist-slappe mig selv, når jeg begynder at tænke på de der ting. Som f.eks. hvordan Anton sad ved bordet, med sin lille spidse blyant parat, og sit lille ansigt helt krøllet sammen i koncentration på første skoledag.
Og ja. Jeg får selvfølgelig våde øjne, bare af at skrive det. For helvede, altså.
17. oktober 2018 @ 07:21
Jeg fik nærmest våde øjne over kommentaren om morfar.. Cry away må være mit bud. De andre må være lavet af sten!
17. oktober 2018 @ 18:08
Ja, ikke!? Jeg giver los. (Som om, jeg ikke gør det under alle omstændigheder træt-smiley)
17. oktober 2018 @ 09:52
Så er du nødt til også at læse ” A Discovery of Witches”-bøgerne! Læste den første for et par år siden, og den hang bare ved – så da serien kom… Game on.
Ingen af dem skuffer, men man får altid bare et par ekstra godbidder med i bøgerne.
17. oktober 2018 @ 18:09
Haha – da jeg startede på 2. afsnit, så mine øjne i en brøkdel af et sekund, at der stod noget med “based on ….. book”. Det tog 4 sekunder, så havde jeg reserveret hele svineriet, og jeg kommer ikke på job, når de kommer!
17. oktober 2018 @ 11:26
Er det ikke sådan lidt små-uetisk at kontakte Kim Walls forældre med det forslag så kort tid efter? Altså er vi ikke stadig i noget chok-fase og kan ikke helt forstå konsekvenserne af det? Og derudover – WTF altså?! Det virker som et mega kynisk produktionshold med de største dollartegn i øjenene. Nu har folk (ja, også mig. Jeg er lige så ussel som alle jer andre) svælget i alle de klamme detaljer i medierne og så er der nogen, der lige kan tjene på at lave en tv-serie ud af det. Dén kan jeg nok godt holde mig fra at se.
Jeg synes det er noget helt andet end Utoya og 22. juli (som jeg ikke har mandsmod nok til at se). Den film mener jeg kan være berettiget i fht eftertiden. Men Kim Walls mord siger ikke noget principielt, der er ikke noget samfundsrystende ved det. Det er bare klamt og Peter Madsen er en fæl stodder (det kan vist ikke være injurierende?) og sagen taler til vores usleste nyfigenhed. Det er der ingen grund til at lave til fiktion imo.
Og kæmpe kærlighed til Torben hos bageren i Føtex. Det er god service!
17. oktober 2018 @ 18:13
Det er faktisk præcis det, jeg mener, kan jeg mærke, nu jeg lige læser, hvad du har skrevet. Altså, at selvom det for dem er en ting, at hun ikke må glemmes – er det så sådan, man gerne vil huske hende? Jeg synes måske, at der er fare for, at man kommer til at oplever det som fiktion, hvilket fjerner det lag af alvor, som jeg egentlig synes, at sagen bør behandles med.
Og jeg kommer aldrig til hverken at de 22. juli eller Boy A. Det kan min forstand simpelthen ikke holde til. Jeg får tårer i øjnene, når bare jeg tænker over, hvad de handler om. SÅ forfærdeligt. Mit sind er ikke skabt til at dvæle ved ondskab, for når jeg gør, er det som om, det laver permanente aftryk.
18. oktober 2018 @ 14:11
Nu bliver jeg måske lidt kynisk og jeg forstår godt, at forældrene ikke synes, af hun må blive glemt – hun er deres datter og de mistede hende ALT for tidligt. Men at hun blev myrdet af en klammo stodder synes jeg ikke gør hendes død mere vigtig at huske end andre mordofres, hvis død ikke bliver lavet til en dramaserie på TV2. Så jeg synes ikke, det er et ordentligt argument i den bredere offentlighed. Jeg ved ikke om jeg er galt afmarcheret her – jeg er med på, at hun døde på jobbet og at kvindelige journalister skal kunne tage på arbejde alene uden at frygte for deres
liv, men det synspunkt er vel forhåbentlig ikke forbeholdt den fjerde statsmagt? Hvad med de nødhjælpsarbejdere, der blev myrdet af Boko Haram i denne uge? Og derudover er jeg enig. En dokumentar om hendes liv og præstationer ville være et mere værdigt eftermæle.
Og jeg ser heller ikke den slags. Jeg måtte endog holde op med at se De Unge Mødre da jeg selv blev mor. Jeg græd for meget over børnenes usle forhold og usle fremtidsudsigter…
17. oktober 2018 @ 13:21
Åh, hvem der bare havde en ( tårevædet) morfar .
Fed trussel mht stilletterne , jeg er flad af grin.
Mænd som bager Torben fortjener medaljer, stjerner og eget hornorkester.
17. oktober 2018 @ 18:14
Vi er så utrolig heldige med både morfar og mormor. Vi var ualmindelig heldige, da vi fik tildelt <3
17. oktober 2018 @ 20:42
Heldige jer.
Jeg bliver altid så misundelig på dem der har alle bedsteforældre , det må være SÅ skønt.
Jeg ville sådan ønske at min far havde oplevet sine børnebørn- og omvendt.
19. oktober 2018 @ 18:31
Det forstår jeg simpelthen så godt. Min veninde sagde, da hun mistede sin mor, at noget af det værste var, at hendes mor ikke lærte hendes børn at kende og omvendt. Jeg kan tude bare ved tanken. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er bevidst om, hvor heldige vi er. Jeg kunne sådan unde det for alle <3
17. oktober 2018 @ 18:54
Jeg er så meget med dig ift at fælde en tåre ved sådanne lejligheder… Jeg er snart mor til en teenager og jeg kan så afsløre, at de ikke skatter akut grådlabilitet hos deres mødre ret højt! Og jeg er faktisk enig med min datter i, at det ret så pinligt – især når jeg røres dybt over en anekdote omhandlende noget de har gjort – hvor jeg selv er fortæller… aj men det er da frygteligt!
19. oktober 2018 @ 18:32
Jeg kan ikke engang gå ordentligt på arbejde mere. Sidste gang jeg tolkede konfirmation – hvor jeg vel at mærke ikke kendte hverken konfirmanden eller hendes forældre – var jeg også MEGET stiv i blikket til sidst, da moderen holdt tale.
Vi er fortabte, Vibeke.
17. oktober 2018 @ 19:13
Og Sisse Fisker ligner en kvindelig udgave af Viggo Mortensen, eller måske er det den anden vej rundt 🙍🏼♂️🙍🏼♀️😊
19. oktober 2018 @ 18:36
Når først man kommer til at se de der ting, så er det UMULIGT at u-se dem igen.-/
20. oktober 2018 @ 16:38
Jeg har de mærkeligste tårekanaler.. Jeg græd ikke en eneste tåre til mit bryllup, men når jeg genfortæller, så kommer alle tårerne. Det samme med mine børn. Havde forventet store følelser og tårer ved fødslerne – jeg mener, livets mirakel osv! Men på absolut ingen som helst måde overvældet der. Men en genfortællelse af noget jeg så på TV som var rørende (men som jeg ikke græd over der!), eller når nogen gør noget sødt for mine børn, eller mine børn gør søde ting ved hinanden….. Og alle former for “officielle” ceremonier, der involverer dem. Helt ned til spejdermarked hvor de skulle synge velkomst sang! Arh men altså!!!
Jeg har læst alle bøgerne, men lever tilsyneladende i min egen verden, så vidste ikke der var en serie på vej. Tænker de aå abslout må ses. Jeg var i hvert fald rimelig meget i min egen verden da jeg læste bøgerne. Læste den første på E-reolen, hvor den kunne lånes. Men så havde de filme ikke de to næste.. dem kom jeg til at købe på Amazon, så de kunne læses på mobilen (indsæt den der smiley der holder sig for øjnene!!!!)…
20. oktober 2018 @ 18:14
Jeg tror måske, at det kan være noget med, at når man i nogle situationer er helt fyldt op og overvældet, så fryser det hele? Uden sammenligning i øvrigt, så er jeg én af dem, der bliver iskold og super overbliksagtig, når der sker ulykker. Jeg er kommet forbi flere, end jeg gider tænke på, og når jeg står der, er jeg altid helt rolig. Jeg reagerer tusindfold, når jeg kommer hjem, men mit bud er, at det både med lykke, stress og katastrofer kan ske, at man – for ikke at køre så meget i overload, at relæet slår fra – bliver helt fokuseret og skarp?
20. oktober 2018 @ 20:02
Jeg er i virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg bedst kan lide disse indlæg, eller dem om at spare. De er virkelig gode!! 🙂 Så sjovt, klogt og alt muligt andet godt. Det er en kæmpe fornøjelse at læse med hos dig.
21. oktober 2018 @ 19:12
Haha – det er jeg da SUPER glad for at høre!! Tusind tak for de fine ord, og fordi du bruger tid på at skrive dem til mig<3