Hvis man ikke kan sige noget pænt, kan man i det mindste stå ved det.
Ovre på Skyggesiden går bølgerne højt for tiden, og når meningsudvekslingerne bliver så højlydte, får det mig altid til at tænke over blogland og al dens væsen.
Når en blogger skriver om politiske emner, kan forfatteren som regel være sikker på, at kommentarfeltet liver op, og jeg tror egentlig, at de fleste bloggere er glade for at være med til at skabe lidt debat. Så længe tonen er sober og folk rent faktisk læser, hvad der står i indlægget, inden de kaster sig frådende over tastaturet, synes jeg, at det er rigtig fint, at der også er læsere, der er uenige i de betragtninger, man som blogger går og gør sig.
Men uden at jeg skal gøre mig til talsmand for hele blogverdenen, tror jeg, at der er mange af os, der ikke er ret vilde med anonyme kommentarer. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, for som en læser i mit eget kommentarfelt meget rigtigt indvendte, er man jo ikke mindre anonym, når man underskriver sig ”Sputnikken” eller ”Høgen”. Og det er jo heller ikke sådan, at blogpolitiet farer rundt derude og kontrollerer, at dem, der underskriver sig ”Pia” rent faktisk hedder Pia. Alligevel føles det, i hvert fald for mig, anderledes at få en fæl kommentar fra et pseudonym end fra en anonym. Det føles bare som om, at intentionerne bag uenige kommentarer er bedre, hvis de har et navneskilt bundet om tåen, end hvis de ikke har.
Jeg forstår dog godt, at man kan have lyst til at gøre det. Jeg kan f.eks. føle trangen røre på sig, når jeg på forskellige blogs derude falder over slet skjulte svinere, uanset om de handler om min egen blog eller nogle af mine venners.
For én ting er, at folk ikke kan lide en bestemt blog. Det er fair nok. Det er umuligt at lave et produkt, der er relevant for alle aldersgrupper og segmentfarver, men når jeg falder over et indlæg derude, hvor jeg i den grad føler mig ramt, og sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at den der gik ud til mig, bliver jeg ked af det. Helt ud i virkeligheden. Jeg kan ikke forstå, at man – når det er så personspecifikt – ikke bare kan lade være med at læse med.
Jeg ville jo gerne være så cool, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg var ligeglad. Og jeg er den største fortaler for, at man skal have lov at skrive præcis, hvad man har lyst til på sin blog, dels fordi det ville blive så utrolig pissekedeligt, hvis alle skrev og mente det samme, og dels fordi den er personlig, og fordi folk bare kan lade være med at læse med, hvis håndarbejde/børn/hunde ikke siger dem noget – og så er det jo rimelig svært at komme farende med en omvendt dispensation klistret fast på bestemmepinden.
Hvis en person gør mig ked af det IRL, kan jeg som regel finde ud af at sige det til dem, men jeg gider ikke rigtigt være hende, der med martyrmine og klagende taster sender paranoide mails til et menneske, jeg aldrig har mødt med ordlyden: ”Jeg synes, at du er skidetarvelig. Det var bare lige det, jeg ville sige. Hej.”
Så i en mørk afkrog af mit sind, kan jeg godt forstå lysten til at lægge en anonym kommentar af de rigtig nedrige, og da ordene som regel er mine venner, kan jeg lave nogle rigtig dybfrosne sataner af slagsen, skulle jeg hilse fra mine eks-kærester og sige. (Igen: Hvorfor er jeg single??) På en eller anden måde synes jeg bare, at det er lidt ligesom med utroskab: Hvis du gør det en gang, er grænsen overtrådt og emballagen brudt, og så er det alt, alt for nemt at blive ved med at sige, hvad du mener, uden at stå ved det.
Og hende gider jeg endnu mindre at være.
Blogland er nogle gange noget mærkeligt noget.
10. marts 2011 @ 15:44
Jeg kan ikke være mere enig, og derfor er jeg altid efter de anonyme. Du har ret i, at der ikke er mere identitet over et navn, og derfor kan jeg faktisk bedst lide, når det er bloggere der skriver kommentarer. For så er der mere en afsender på. Altså ikke fordi andre ikke er velkomne… Men de der onde anonyme indlæg! ØV!
Og nogle gange har jeg faktisk på fornemmelsen at det er en der er ond i sulet over et eller andet IRL og derfor tør spytte så klart. Netop fordi det er omkostningsfrit!
Og så tjek lige min hyldest til dig på min blog 🙂
10. marts 2011 @ 15:59
Mange, mange tak for de pæne ord, Anne:)
10. marts 2011 @ 17:00
Det er svært, det med de anonyme – for i min optik er alle bloggere jo anonyme, for jeg kender dem ikke.
På den anden side kan jeg også godt have lyst til at kommentere anonymt -ganske enkelt fordi jeg ikke orker at forholde mig til en masse personfnider.
Men sådan er vi så forskellige – blogland er en stor masse af forskelligheder, og desværre er ikke alle lige gode til at administrere god pli og dannelse.
10. marts 2011 @ 17:28
Godt indlæg!! Jeg har valgt de "anonyme" fra. For hvis folk vil skrive noget grimt, så synes jeg i det mindste at de skal have "besværet" med at finde på et navn 😉
Jeg har desværre været en del plaget af alle mulige og umulige kommentarer, men heldigvis er LANGT de fleste jo søde, rare og positive!!
Mange hilsner
Birthe
10. marts 2011 @ 17:50
Cyber er noget underligt noget! Eller dvs. mennesker i cyber er.
Rigtig god blog! :O)
Fairy
10. marts 2011 @ 19:27
Jeg forstår godt, hvad du mener. På den anden side er bloglandet så bristefærdigt springfuldt med identiteter, egoer, aliaser og så videre, at jeg synes det kan være noget helt forfriskende ved, at nogen vælger anonym-positionen fra tid til anden: At det handler om det, der bliver sagt, og ikke den, der siger det. Men selvfølgelig ikke, hvis det bare bliver en lusket maske, man kan skrive mavesure kommentarer bag.
10. marts 2011 @ 20:40
andre end Skggesiden og dig, Linda, der har tænkt en tanke og to omkring det med kommentarfelter.
Jeg tror nu stadig, at kommentarer er med til at bringe liv og debat ind på en blog, men som http://www.blogbogstaver.dk/ordkloeveren/ siger, så må man godt smide folk ud af sin stue, hvis de ikke opfører sig pænt. Og så kan man vel også smide folk ud af sin blog, hvis de sviner, når de skriver?
10. marts 2011 @ 20:47
Det burde være almen opdragelse, at man kun skriver det, som man ville sige, hvis man stod ansigt til ansigt.
Jeg undres over den manglende selvjustits
11. marts 2011 @ 06:52
Jeg kan ikke udstå, når folk kaster sig ind i en diskussion med statements som "DU er osse sådan og sådan". Det er en afsporing af enhver diskussion, for det er ikke argumenter der vedrører sagen. Det lukker. Men det ligger meget tæt op ad den måde politikere i dagens valgkamp opfører sig, så måske kommer det til at danne en slags rollemodel? Og anonymt? Phfyiii – det er tøsedrenge. Omend man ikke nødvendigvis behøver være så pivåben, som jeg nu har valgt at være.
Tak for at åbne den her, Linda.
Mange hilsner fra Helle (som hedder Helle)
11. marts 2011 @ 20:40
Jeg fik også for nylig en sviner i kommentarfeltet, det er dog trods alt bedre end at få dødstrusler i indbakken som jeg også har fået. 🙂
14. marts 2011 @ 14:19
This is something that we have to understand , since we need special words, and special aproaches from our dearest persons.