Det er ned af bakke herfra, venner.
I dag i Politiken kunne jeg læse, at mange forældre ikke kan se, at deres børn er overvægtige. Forleden så jeg et afsnit af Amalies Verden, og nu sidder jeg og spekulerer på, om det samme gør sig gældende, hvis ens børn ikke er alt for snu?
Både Dines og Anne har skrevet nogle rigtigt fornuftige indlæg om, at vi som voksne burde gå forrest med det gode eksempel og lade være med at hade på det, der vel reelt set bare er børn, der leger for åben skærm, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne efterleve deres vise ord – for det ER de – men altså… For helvede. Ikke?
Jeg har det efterhånden med Amalie og De Unge Mødre, som jeg har det med 2., 3. 12. og 57. hold af Robinsondeltagere: Nu HAR I set, hvordan programmerne klippes, så de uheldige karaktertræk man måtte have forstørres 1:1000. Alligevel vælger I at stille op. Så er I fandme også selv ude om det. *retfærdiggørende-smiley*
Jeg ville ønske, at jeg kunne zappe forbi den slags programmer og over på noget mere lødigt som f.eks. Greys Anatomi DR2, men det er lidt som med de forfærdelige, forfærdelige billeder fra Japan, hvor man godt ved, at de stakkels mennesker i den hvide bil har omkring 16 sekunder tilbage at leve i – og alligevel kan man ikke få øjnene fra skærmen.
Jeg mener: Konen er jo naturstridigt dum. Jeg ville ønske, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg bliver hængende, fordi jeg tænker, at hun LIGE om lidt begynder at grine og siger: ”Aj. Den hoppede I sgu da ikke på, vel? Så dumme og forkælede, er der jo for fanden INGEN der er!”
Men jeg har en grim mistanke om, at jeg bliver hængende, fordi der inden i mig bor en lille, grim undremåler, der fryder sig over at blive bekræftet i, at uanset hvor slemt det står til her i huset, er jeg i hvert fald ikke SÅ dum.
Når jeg slukker for den slags udsendelser, sidder jeg altid tilbage og føler mig en lille smule snavset. Jeg synes, at der er så mange dårlige ting at sige om, at den slags programmer produceres, og samtidig ved jeg jo godt, at det blev de ikke, hvis ikke vi var nogen, der så dem.
Jeg kan f.eks. ikke lade være med at tænke på, at der sidder et helt tv-hold omkring Amalie, og forsøger at skjule deres begejstring, når hun udgyder endnu en af sine sproglige perler som den med, at hun nu virkelig begynder at føle ydersiden af at være kendt. Hvor rart kan det være at gå på arbejde, når det går ud på at indsmigre sig og skabe tillid, for derefter at udnytte den med velberådet hu?
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at én ting er, at De Unge Mødre vælger at udstille deres liv og personligheder på landsdækkende tv, men de vælger det altså også for deres børn. Og jeg tror f.eks. godt, at jeg ville være fri for at være Tino, når jeg skulle starte i skole. Hvor er børns tarv henne i dét?
Når jeg sætter mig ned og ser Amalies Verden eller De Unge Mødre, frygter jeg, at evolutionskurven for længst er peaket, og at vi om 3 generationer igen render på alle 4 og æder bananer.
Med bugen slæbende hen af jorden.
14. marts 2011 @ 13:15
Jeg lever lykkeligt uden fjernsyn, og har ud over underholdningsværiden af folks ansigter når jeg fortæller dem at jeg ikke har, og ikke ønsker mig sådan en kasse, også muligheden for at spille både moralsk og intellektuelt overlegen ved nægte ethvert kendskab til og interesse for skod-udsendelser som andre kan sidde snakke længe og inderligt om. Så smid fjernsynet ud, fjernsyn er uhyggeligt dominerende for mange børns fritid. Eneste problem er at junior vil blive anset for en særling og mobbet i børnehaven og skolen, når de andre børn finder ud af at han har en hippie-mor som ikke vil have fjernsyn.
/UF
14. marts 2011 @ 13:28
Jeg har brugt et år af mit liv på et speciale, der sandsynliggør, at vi opsøger fx det farlige i fiktiv form, fordi det lærer os at omgås det farlige i virkeligheden på en måde, så vi reagerer så hensigtsmæssigt som muligt. Måske det også gælder for 'det dumme'? At vi lærer, hvordan vi IKKE skal gøre, ved at se på andre?
Hvis det virkeligt er sandt, at vi lige om lidt igen får en forkærlighed for bananer og bliver vildt behårede, så kan vi måske lige så godt udnytte det og være så ufornuftige som muligt (nej, selvfølgelig mener jeg ikke det i virkeligheden). I så fald vil jeg overfalde rovet fra søndagens chokoladefestival.
14. marts 2011 @ 14:00
Det som Anonym/UF sagde. Junior får dog lov at se lidt tv når han er hos sin far, så måske kan det afbøde en fremtidig særlingestatus.
14. marts 2011 @ 14:02
Jeg synes, vi skal lave en klub. For at være med, skal man forpligte sig til at opdrage næste generation til at være intelligente og stærke unge mennesker, som ikke har behov for at udstille sig selv for 5 minutters tvivlsom berømmelse.
14. marts 2011 @ 14:30
Er enig i, at der er sket relativt lidt evolutionsudvikling på reality-området. Faktisk giver jeg jer også ret i, at vi nærmest degenererer som race når vi forherliger proprammer om Amalies (sølle) liv. Men lige som med så meget andet her i tilværelsen kan man jo bare se den anden vej; skrue væk fra skidtet, over på DR2,Greys Hvide Verden, Topgear eller hvad man nu mener i højere grad passer til ens intellektuelle formåen. Man kan naturligvis også ty til de mere drastiske løsninger som at smide fjernsynet ud og benægte, at der laves så fordummende programmer. Men faktisk har jeg læst, at de helt unge godt kan skabe en ironisk distance til Amalie og Paradise Hotel-deltagerne – de laver ikke nødvendigvis en 1:1 identifikation. At der så sidder et helt kamerahold med listige ulvesmil, der bare venter på, at en 19-årig pige skal tale om slaget ved Dybbølsbro er bare plain usmageligt. Hos mig kører det hele lidt på skift. Er ikke bange for, at hverken jeg eller mit barn, som pt. kun er i maven, skal blive skadet, manipuleret eller domineret af fjernsynet. Det kommer jeg og faren sgu nok til at klare helt på egen hånd.
14. marts 2011 @ 16:29
HAHAHAHAHAAAAAAAA, du beskriver det SÅ rammende. Jeg tog mig selv i for nogen tid siden at sidde med underkæben HELT nede på brystet da jeg tilfældigt zappede forbi et program der viste sig at være det dersens med Amalie. Jeg havde ikke hørt om det før og troede det var sådan noget skjult kamera møder Slemme, slemme piger-agtigt noget. Og så var det at kæben ramte brystet da jeg fandt ud af at det var et ægte menneske der spiller sig selv, der vitterligt var SÅ ubegavet.
Og i aftes, da jeg snublede over Amalie igen, kastede jeg næsten op af grin da Amalies mor siger – i ramme alvor, I might add – "Jamen, Amalie har bare ordet i sin magt"…
Nej, moderen KAN ikke se at hun har en småt begavet datter – måske fordi hun selv ikke har for mange blink på lystavlen??
14. marts 2011 @ 19:50
Jeg har heldigvis også valgt det daglige tv fra…
Men jeg er rystende enig med Politikens artikel…
Tak for en berigende blog 🙂
15. marts 2011 @ 07:28
Jeg vælger en teori om, at Amalie i virkeligheden godt ved hvad hun laver.
Jeg tror ikke hun er en kold, snedig manipulatør, men jeg tror efterhånden hun har en fornemmelse af, at det gir et ekstra link på google hvis hun siger "forlemper og ulemper" og kører andre almindelige vendinger gennem Amalie-maskinenen. Uden de her ustyrligt tåbelige vendinger ville hun jo ikke umiddelbart være noget særligt-særligt, så jeg vælger at håbe på, at hun arbejder med det hun har og får det bedst mulige ud af situationen.
Alt andet ville gøre mig ret så trist på hendes vegne
3. april 2011 @ 17:48
Denne fik mig til at tænke på den Aprilsnar, som nogle havde udtænkt. Nemlig at Sidney Lee simpelthen var opfundet som et medieprojekt. Ja, for han er da lidt i samme boldgade som Amalie. Det var da morsomt! Og egentlig noget mere beroligende, hvis det rent faktisk havde været sandt…
17. maj 2011 @ 17:45
Possibly the most amazing blog that I read all year dresses with sleeves!?!