Det er jo fandme et veritabelt tag-selv bord af jokes om gær og kager i ovnen.

Først var vi 5 relativt stramme spinningdamer, der ikke gad have flere rollatorer hamret ind i akillessenerne til Kagens Dag, og som derfor lavede vores egen kageklub.

Så var vi to, der kom og var blevet noget runde om navlen.

Efter et par måneder kom hende, der ikke rigtigt havde haft held med det derhjemme, og som derfor sammen med kæresten havde besluttet sig for at få hjælp og bekendtgjorde, at de alligevel havde lavet en, old school.

Efter hendes annoncering, gik der 4 måneder, så meldte hende, der ellers havde gået og ment, at hun var ved at falde for tidsgrænsen sig under de bulede faner.

Og i går fik vi så nyheden om, at vi har haft held med at trække den 5. og sidste kagekone med os i faldet.

(Kan jeg på en måde godt forstå. Det var vel enten det eller at finde en anden kageklub, hvor hun kunne holde ud at være, både i forhold til samtaleemner og støjniveau.)

10 måneder imellem ældste og yngste baby i en forsamling, hvor man måske ikke lige synes, at oddsne var lige gode hele vejen rundt. Det er sgu da ret godt gået.

Jeg er glad. Jeg er endda meget glad, for jeg synes, at det ville være hæsligt at sidde som den eneste i den forsamling med flad mave og et ønske om at få et barn, og jeg ville synes, at det var ligeså fælt, hvis jeg vidste, at det samme gjorde sig gældende for en af de andre. For ligemeget hvor meget man anstrenger sig for det modsatte, har samtalen en tendens til at lande på det emnefelt, hvor flest interesser er repræsenteret, uanset om det er arbejde, fritidsinteresser eller børn, og aldersmæssigt er vi bare et kritisk sted i livet ift. at blive sat af eller udenfor i de grupper, vi begår os i.

Og bare lige, så ingen misforstår, hvad jeg skriver: Jeg siger ikke, at det eneste saliggørende i livet er at få børn, eller at det er noget alle vil. Jeg er helt enig i, at man kan vælge andre veje, der er præcis ligeså meningsfyldte for den enkelte; jeg siger bare, at det stinker gerne at ville noget, og så være den eneste, der ikke har udsigt til at få det. SPECIELT hvis de mennesker, man holder af og har tæt på pludselig får det.

Jeg taler af personlig erfaring, når jeg siger, at det føles som at blive efterladt på perronen, mens alle de andre sidder i toget og vinker.

Og det er fandme svært at gå ud og stampe en ny omgangskreds op af jorden som nogle-og-30-årig, fordi det gør for ondt, udelukkende at have venner, der er, hvor man så forfærdelig gerne selv ville være, uanset om det er i et parforhold eller i forældreskabet.

Faktisk heller ikke særlig fedt at føle sig som Veninden, Der Ikke Undte Sine Venner Noget Godt.

Så yai for, at alle kagedåserne fik lov næsten samtidig.

Og yai for, at vi om et år formentlig er enige om, at skifte kagerne ud med vodka og høreværn.