Kan I huske 80’er-talemåden: ”Nu snakker du vist bare for at holde fluerne fra munden”? Det her er sådan et indlæg.

For jeg er lidt forpustet i de her dage. Synes pludselig at det vælter frem med møder og surpriseopgaver af den slags, man godt et sted i en perifær afkrog af kalenderhjernen ved ligger på lur, men som man helt forskrækket tænker: ”Ajmen, det er da ikke NU?” om, når de springer frem med et ”TA-DAAH!!” Og når arbejdsdagen ikke skal være mere end to timer længere, end den plejer, før hele læsset vælter, og jeg sidder og damage controller, fra Anton er puttet, til jeg selv rammer dørken, (gror de maritime metaforer også på jer?) synes jeg pludselig, at det bliver lidt småt med tid.

Hvilket er grunden til, at det eneste, jeg blogmæssigt kan tilbyde i dag, er et kort kig på tværsnit af min hjerne fra dagens 5 timer i bil.

– Ih, hvor jeg altså synes, at LOC er pæn. Er man for gammel til plakater?

– SKRID NU FLUE!!! KÆFT, hvor irriterende! Hvordan kom den ind?? Ignorer den. Ignorer! Sgu da for dumt at gå glip af Antons opvækst, fordi jeg absolut MÅ vinde kampen over det lille lortedyr, og derfor glemmer at styre.

– HEY!! Kan sgu da bare hænge dem op inde ved Anton, og sige, at det var ham, der ville have dem!

– Hvor ER kaffe egentlig undervurderet. Varmer dejligt i en øm hals, smager godt, velegnet at vågne på (og det er derfor, at te aldrig kommer til at overtage verdensherredømmet!), og virker så fint som icebreaker i mit job. Folk vil én alt det bedste, og er altid utroligt gavmilde med flødeboller og hjemmebag; det er bare så svært at tolke med en kanelsnegl i hånden. Kaffe er måden at sige ja tak nok til, at de ikke føler sig som lorte-værter, samtidig med, at jeg kan passe mit arbejde – uden at blive tyk(kere).

– Åh nej, Steve. i(m)Sad.

– Jeg ELSKER min GPS!! Prøv lige at TÆNK, hvor meget Krak-print, jeg skulle have siddet og bladret febrilsk i, med den ene hånd på rattet og et halvt øje på vejen, hvis jeg skulle have fundet det her sted for 3 år siden. (Later-mover-Linda. Det er mig.)
– Er det for prætentiøst at købe en diktafon? Jamendeterbarefordi! Jeg kommer altid i tanke alting, når jeg kører, både blogindlæg, ting, jeg skal huske at købe og alt muligt andet vigtigt, men tilsyneladende er min hjerne tilsluttet bilmotoren, og slukker derfor sammen med GPS’en, når jeg parkerer.

– Nej! Nejnejnej! Hvad er nu det!?! NEJ! Hvad er det for en lampe??! Hvorfor lyser den?!

Et katastrofeblinksbelyst ophold i nødsporet senere:
Ok, rolig nu. Roooolig nu. (- men præcis hvor almindeligt er det, at biler eksploderer? *ængstelig-smiley*) Træk vejret og brainstorm på alt, hvad du ved om udstødningsproblemer. GO!

Og bare så alle kan falde i søvn i aften, kan jeg berolige med, at problemet viste sig at være overgnavede kabler. ”Ja, du har da ordentlig haft gnavere på besøg!” som den sjove Renaultmand spøgte.

Personligt mistænker jeg Anton.