(Af den triste slags, så ikke læse med, hvis du er ked af det i dag.)
Inden jeg fik Anton, kunne jeg få udslæt langt op af halsen af irritation, når jeg hørte sætninger som: ”Jeg er holdt op med at se udsendelser om dyr – jeg kan SLET ikke holde det ud, efter at jeg har fået børn”. Jeg vil gerne indrømme, at jeg syntes, at det hormonelle følelseskort blev både skamredet og misbrugt, for man har altså også følelser, når man ikke har børn, at I ved det, og jeg syntes, at det lød mistænkelig meget som noget man sagde, fordi man gerne ville være med i mor-banden, og derfor dyrkede den adfærd, som De Rigtige & Følsomme Mødre udviste ved at sige og synes det samme som dem. (Andre end mig, der var ved at trænge gevaldigt til et punktum der?)
Nå. Men .. øhm.. nu vil jeg så godt sige undskyld. For nu ved jeg godt, hvad I mener.
Hvis jeg måtte returnere en enkelt ting i moderskabet, vil mit valg øjeblikkelig falde på det her. Fuck manglende nattesøvn og lortebleer, pyt med at man har selskab, når man går på toilettet og bruger 80 % af sin vågne tid på at brøle advarsler som ”NEJ!! IKKE smide mors telefon i toilettet!” og ”Lad nu stikkontakten være, Anton!”, og der kommer vel også et tidspunkt, hvor man igen kan smutte en tur til Århus og logistikken ift. mad og søvn kan løses uden brug af Excel ark.
For det her er simpelthen ikke til at holde ud. Jeg har mistet mit filter, og alle triste historier går lige ind og permanentklæber til både hjerte og hjerne. F.eks. brugte jeg en stor del af min fødselsdag på at stå og smuggræde ned i tomaterne, fordi en lille dreng på 6 år var blevet kørt ihjel af en skraldebil. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Jeg kan blive fysisk utilpas ved tanken om hans forældre, der nu på 6. uge sidder og kigger rundt i et liv, der må have mistet al mening og indhold. Historien om den lille, engelske dreng på 2 år, der blev tortureret og myrdet gør ondt så langt ind i sjælen, at ord ikke kan nå derind, og lille Tobias, der blev tævet ihjel, er måske glemt af aviserne, men ikke af mig. Og det er ikke kun de forfærdelige historier om børn, der svider og brænder; folk, der mister deres forældre, mennesker, der bliver demente og synet af unge stofmisbrugere, der stille og roligt hælder deres liv ud i afløbet, får også min hals til at snøre sig sammen.
Det er ikke for at gøre det til noget, der handler om mig, eller et spørgsmål om, at er mere synd for mig, end dem, det er gået ud over; slet ikke. Men nogle gange er det så slemt, at jeg oprigtigt overvejer, om det kan udløse en depression, hvis ikke jeg ved opbydelse af al min viljestyrke flygter ud af mørkekammeret, knalder døren i, og laver den strudsemanøvre, jeg ellers aldrig nogensinde har ment, at der kunne komme noget godt ud af.
Jeg undgår ikke bare dyreudsendelser. Jeg undgår nyhederne, halvdelen af de blogs, jeg plejede at læse, dokumentarserier om læger, 80 % af avisen og historierne om dem, der kender nogen, der har mistet deres børn. Jeg er – og det er frygteligt at sige – begyndt at forstå de mekanismer, der får venner til at forsvinde, når katastrofen rammer, fordi man er bange for at den smitter.
Hvilket er fuldstændig utilgiveligt.
Nogle gange føles det lidt som om, jeg er begyndt at leve med maven suget ind og hovedet kronisk dukket af skræk for at skæbnen skal få øje på os.
Jeg vidste godt, at sårbarheden vokser proportionalt med kærligheden. Jeg vidste bare ikke, at det var sådan her det ville føles.
13. februar 2012 @ 20:39
Åh. Sådan har jeg det. Jeg er desværre bare født uden filter, eller rullegardinet som vi kalder det i familien.
Har ikke haft "brug" for et smukt barn til at rulle gardinet op, der sidder det altid, fast. Jeg er bange for, hvordan det bliver, når vi næste år skal lave en lille basse, hvordan kan man fjerne et ikke-eksisterende filter? Det må man jo tage til den tid:-) Jeg værdsætter og indløser dog også fordelene ved hudløsheden: bedre indlevelse i andre, bedre kendskab til sig selv, man mærker følelser stærkere – også de gode, det er vel der kærligheden til det lille væsen bliver så uendeligt dyb… Jeg håber, du også drager fordele af din ny"vundne" skrøbelighed. Om ikke andet beskriver du den så fintfølelende som fingerspidsernes tynde hud. Tak!
13. februar 2012 @ 20:40
Well said! Og kan man gøre sig forhåbninger om, at det bliver bedre med tiden? Au contraire, kan jeg godt fornemme. Av!!
13. februar 2012 @ 20:44
Kan tilføje ar det IKKE bliver bedre med tiden. Jeg bliver rigtigt bekymret, når jeg ekstrapolerer udviklingen i mit sentimentalitetsberedskab. Der vil ikke gå mange år, før jeg ikke kan bevæge mig 5 cm ud i virkeligheden uden at blive patetisk i både den oprindelige og den engelsk afledte betydning.
13. februar 2012 @ 21:17
Var helt med på din vogn før jeg fik barn. Var parat til at kvæle den næste der spillede på mor barometeret.
Og ville også gerne være foruden alle de følelser igen. Har seriøst tudet over lille pige på 3 år der faldt ud af vinduet, og nej jeg kender hende slet ikke
14. februar 2012 @ 06:07
Hæ..Et eller andet sted kan os uden små børn også godt få et sug i maven af at læse om de ting folk mister på et øjeblik….og de grusomheder vi begår mod hinanden.
Det er nok værre hvis man bare upåvirket lader det sive ind ( og ud igen ) Hele verden kan bare ikke reddes…desværre…. Så man må vel et eller andet sted arbejde med at få filteret tingene. Og så måske glæde sig over at man selv yder et bidrag til den positive skål på vægten, som modvægt til alle de børn dyr og voksne mennekser der bliver tævet, pint og plaget over hele verden …
14. februar 2012 @ 06:30
Ha, godt indlæg!
Jeg har ikke set nyheder i årevis, læser på tekst-tv, fordi jeg så slipper for billederne (billederne i mit hoved er barske nok, tak). På tekst-tv kan jeg også på overskriften se, om jeg skal skøjte videre med tårekanalerne intakte…! Blodige krimier, som før var favoritter er nu også no-go! Kan ikke holde det ud. Og nej, det er ikke at fornægte verdenen, men at sortere i dét der skal ind… (bilder jeg i hvert fald mig selv ind).
14. februar 2012 @ 08:33
Man kan lære at leve med meget, når man skal. Også hudløshed, tror jeg. Og eftersom der er så mange, der oplever den (særligt i forbindelse med forældreskab), så vil jeg vove den påstand, at den må kunne et eller andet, der opvejer det negative. Ellers ville evolutionen have fjernet den for længst. Tricket er nok bare at finde bonussen.
14. februar 2012 @ 08:53
Jeg har det helt på samme måde, havde kun hån tilovers for pisklynkerne før jeg fik børn. Nu er jeg selv en af dem. Og nej, det bliver ikke bedre, kun værre, har jeg noteret mig.
De ting du beskriver, er helt reelle sager at græde over. Det kan være for meget, når det ikke er ens egen sorg, men det er samtidig okay.
Jeg er nu derude, hvor jeg ikke synes at det er ok. Bortset fra dårlige B-film, Bamseline-reklamer, Dianabegravelser og den slags, som jeg har tudet over lige siden jeg fik børn, græder jeg nu også til ting som Ugens Buket, selvom jeg slet ikke har fulgt med i programmet. Behøver ingen forklaring på hvorfor de skal have en dusk. Det er alt nok for mig at de får den og der opstår det der fortættede, stemningsmættede øjeblik. Here I go.
Og bunden indtil videre nåede jeg en dag i bilradioen, hvor nogen vandt et halvt års forbrug af kaffe. WTF? Nåå, men det virkede bare rigtig rørende lige der.
Så er det jeg bliver meget træt af mig selv, og finder mig og min følsomhed pissebelastende.
En syg humor er dog en stor hjælp ift at måtte rumme det.
Bliver nødt til at sige det til dig, Linda, det er ikke sikkert du har ramt bunden endnu.
14. februar 2012 @ 10:04
Åh mand! Jeg har det præcis sådan.
Jeg plejede at putte mascara på hver dag, men efter jeg er blevet mor gider jeg næsten ikke, for det bliver sgu så hurtigt tværet ud af alle de sørgelige ting jeg græder over…
14. februar 2012 @ 10:06
Jg tænker det er noget med at finde nogle såkaldte "coping"-strategier. Jeg er selv født som et hudløst, sensitivt gemyt, som har et sansebaromenter, som svinger op og ned så snart der sker noget nyt og ukendt, hvad end jeg viljemæssigt vil det eller ej. Det resulterer for mig også i, at jeg bliver nødt til at afreagere og rense ud via gråd. Gråd er ikke farligt i sig selv (vigtigt at huske). Problemet er mere den sociale stigma der følger, når folk ser, at man græder eller har grædt. Og jeg er ved at prøve at danne en slags konkret mestringsstrategi i forhold til dette.
Jeg tror ikke at undvigeadfærd er specielt holdbart i det lange løb (det er alt for anstrengende at skulle undgå alle situationer som potentielt kan få een til at græde og blive ked), så derfor handler det for mig 1) om at komme hurtigt "back on track" og 2) om at finde et sted, hvor man i fred kan gøre dette. Her er toiletter og koldt vand i ansigtet glimrende redskaber. Desuden er det også godt at skifte miljø for at få tingene til at synes mindre fatale end de er inde i ens hoved. Ud og gå en tur. Desuden hjælper det at skrive tingene ned, for på den måde kan man genkende sit tanke-mønster, og dermed også forholde sig nøgternt til det, og på den måde hurtigere blive afbalanceret igen.
Det lyder måske som en lidt for kynisk tilgang, men jeg tror på, at det faktisk er en naturlig, fysisk reaktion, når vi bliver emotionelle, og derfor er det også fysikken og kroppen, som kan være med til at få os tilbage på sporet igen og altså ikke (kun) et spørgsmål om at gå all in på at undgå potentielt følelsesmæssigt belastende situationer.
Sorry at det blev så langt! Men håber det giver mening!
14. februar 2012 @ 11:08
Sådan har jeg det også – er enig i at det er det absolut værste ved at være forælder: bekymringerne og den overdrevne indlevelse i alt det der er synd for nogen, ude i verden…
Og når ulykker så faktisk rammer ned i ens egen verden, er det svært ikke at tage det helt ind og blive fuldtidstrist. Kæmper selv med både et kræftramt lille barn og en kræftramt ung mor i vores nære omgangskreds, og der er mange sørgelige historier i mit hoved…
14. februar 2012 @ 12:00
Åh, jeg går rundt med mange af de triste børneskæbner i baghovedet og dør lidt hver gang, de kravler frem i hukommelsen (fx. ham den lille dreng der blev kvalt i en elefanthue dagen efter alle var så lykkelige for at Holger var blevet fundet, eller den lille dreng, der blev kvalt i sin barnevognssele i dagplejen – og OFTE ham den lille engelske dreng der). Især på lange ensomme køreture til og fra arbejde kan man blive helt vanvittig af bekymring og sorg på de efterladtes vegne. Så er det altid godt at komme hjem og voldkramme sine egne unger til de synes man er enormt belastende.
14. februar 2012 @ 13:59
Åh, hvor er jeg enig!
Havde en veninde der udtrykte det således: "Hvis jeg bare havde vidst, at når jeg fik børn, skulle jeg til at leve med en evig klump af frygt i maven for, at der sker dem noget" Tre år senere var jeg selv blevet mor og huskede hende på hendes visdomsord. Fik svaret (og et smil): "Det letter en anelse, når de bliver ældre. Nu er mine 15 og 17, og jeg er ikke længere bange for, at de drunker, bare vi kører forbi en strand"
Åh gud.. det betyder for mig med en søn på 3, at jeg har mindst 12-14 år forude, hvor det eneste jeg kan se i fjernsynet er amerikanske komedier! Invitér mig aldrig på middag. Jeg kommer formentlig aldrig til at kunne føre en fornuftig samtale igen (eller også forventer jeg dåselatter efter hver sætning).
Dorte
14. februar 2012 @ 14:08
Hvor kan jeg dog genkende det. Og der er virkelig øjeblikke, hvor jeg også ville ønske, at det kunne returneres. Omvendt, så synes jeg faktisk at det har været med til at gøre mig til et bedre menneske (og det sagt helt uden glorie, for jeg er stadig et menneske på godt og ondt med fejl og mangler). Medfølelse er trods alt en ret væsentlig ingrediens i omsorg – og der hjælper hudløsheden… Selvom, man indimellem godt kunne ønske sig et lidt tykkere panser, når Verden indimellem udfolder sig i al sin ubegribelig gru.
14. februar 2012 @ 17:10
Uha, den rammer plet!
Den dag vi kom hjem fra barselshotellet med min søn var der en udsendelse om, hvordan kloden er ved at løbe tør for vand.
Jeg måtte slukke efter 2 minutter og får det stadig dårligt bare af at tænke på det. Er også begyndt at tude til programmer som "kæft trit og knus". Og når de føder i "de unge mødre"
Og således blev man den kliche, man havde forsvoret det skulle ende som :/
14. februar 2012 @ 18:33
Åh, gud, i formiddags læste jeg dit indlæg – og ja, sådan har jeg det også. Her til eftermiddag har jeg så fået at vide, at drengen, der blev ramt af et tog i Tølløse og døde i går, det var vores venners søn. Jeg græder hele tiden.
14. februar 2012 @ 22:57
bare husk på du kun lever en gang…….. skæbnen rammer, om så du gemmer dig i et lille hul eller ej. og hvem gider have spildt hele sit liv i det lille hul.. jeg har det også frygteligt med de små børn der dør. blot fordi de dør. ligemeget om de er mishandlet, syge eller bliver ramt af toget er det fuldstændig forfærdeligt.
15. februar 2012 @ 20:06
Synes det er problematisk at jeg, der ellers går for at være en hårdkogt strigle, har fået denne forplantningsudløste tendens til rørstrømskhed. Må storme afsted til det nærmeste toilet og hikse derude i al ubemærkethed, hvis jeg skal undgå, at omgangskredsen bliver alvorligt bekymret for mig. Kan jo ikke få folk til at forstå at det bare er dér "Sporløs", der har udløst Niagara Falls. For sådan ER jeg jo virkelig ikke! Har 4 børn og synes faktisk det er blevet værre for hvert barn. Og helt galt gik det da jeg her til sidst fik tvillinger. Dobbelt moderhormonsflæberi. Ihhhh hvor er jeg træt af det. Og begrænser mig sandelig ikke til at flæbe over noget i nyhederne eller tekst-tv. Næh nej. Husker stadig da jeg måtte slukke for filmen "Angelas Aske" efter få minutter, fordi et barn døde. Ville faktisk ellers gerne have set den. Det samme skete med en af "Arn"-filmene. Og jeg mener i ramme alvor at vi burde have en mødre-advarsel udenpå coveret af alle spillefilm. Så vi ved i forvejen, om vi kan forvente at et barn (eller bare "nogens barn", omend voksen) dør i løbet af filmen. Så man kan vælge at se en anden film istedet.
16. februar 2012 @ 11:01
Dammit, nu tuder jeg over dit indlæg,det var især din sidste sætning der gjorde det.
Jeg har en historik med angst, depression og OCD, men de sidste mange år inden jeg blev mor var det stort set væk. Men DET skal jeg lige love for at det forjættede moderskab har lavet om på. Jeg var ikke klar over at jeg kunne elske nogen på den måde som jeg elsker min søn, og det er jo fantastisk, men KORS I HYTTEN, det har gjort mig totalt hudløs. Nå, men jeg får hjælp nu af en læge, og jeg tror på at det er muligt at nå et balanceret niveau, hvor følelserne får lov til at være der, men hvor jeg også er i stand til at klare hverdagen.
Kender du det her digt af Søren Ulrik Thomsen, det er fra digtsamlingen Hjemfalden:
"Én gang om dag er ensomheden så stor, at man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er lykken.
Indimellem må man så se at få ordnet sine ting."
16. februar 2012 @ 14:01
Åh manner. Havde nok håbet på 15-16 "bare rolig, Linda. Det går over lige om lidt"-kommentarer, men kan godt fornemme, at det nok nærmere er det modsatte, vi er ude i her…
Og til ano fra Tølløse: Det gør mig så usigeligt ondt.
16. februar 2012 @ 21:03
Super godt og sandt indlæg, jeg har det på samme måde. Særligt problematisk er det, når man (som jeg) har et job, hvor det ville være ULTRA upassende at bryde grædende sammen over hver eneste sørgelige historie!
En anden, og lidt mere humoristisk, variant lider jeg også af: jeg har opdaget, at det der fødsels-program på Dr1 om tirsdagen udløser både tårer OG at jeg ufrivilligt sidder og "puster" med på alle folks veer!! Gudfader i skuret, altså!!
17. februar 2012 @ 16:12
Jeg har ikke børn, og jeg har heller ikke glemt Baby-P fra England. Jeg tænker på ham endnu, og hvordan man kan være så ond, som hans stedfar (og hans mor) er. Ligeledes med Tobias. Det skærer dybt i hjertet. Jeg får tårer i øjnene, når jeg ser i avisen idag, hvordan Judy's datter græder hjerteskærende, når hun må sige farvel til sin mor. Men jeg har altså heller ikke glemt hunden Rosa, der på sin gamle dage blev slået ihjel med en kølle og smidt i åen. Eller katten, der blev smidt i søen i sin transport-kasse. Verden er så ond, at jeg næsten ikke kan holde det ud, og jeg overvejer også, om jeg er nødt til at stikke hovedet i jorden eller dø af sorg.
NB: da jeg ikke har børn…. tænker jeg måske alderen kan have en effekt. Selvom jeg altid har haft det dårligt med mishandling af enhver art…. er det blevet værre….. eller ER verden blevet ondere?
Hilsen Heidi / Århus
17. februar 2012 @ 16:15
NB: Hvis jeg kan forvente det bliver værre, hvis man får børn, så må jeg hellere krybe udenom, for så dør jeg af sorg.