En af de remindere, man godt gider have.
Jeg bliver meget sjældent uvenner med folk, hvilket kan
undre, da jeg kan være så stejl, at lodrette bjergsider skæver misundeligt til
mig. (They see me rollin.. They hating..) Jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er
typen, der går og brænder inde med tingene. Jeg går ikke efter konfrontationer
for konfrontationernes skyld, men det ville være synd at kalde mig konfliktsky.
Det betyder, at det godt kan blive lidt højrøstet, når man står lige under
meningsudvekslingsskyen, men til gengæld er der forbløffende ofte fuldstændig
skyfri himmel bagefter.
– eller har udviklet den af nød – for jeg HADER at være uvenner med folk. Al den
surhed og indestængte vrede, der ligger og stinker i hjørnet, så man ikke kan
sove for lugten; den trækker så meget dårlig energi, og optager hjernekapacitet
og kræfter, som ellers kunne være brugt på noget sjovt.
I skrivende stund er der 2 mennesker, der hader mig. Den ene
har god grund til det. Den anden skal se at få hovedet ud af røven på sig selv
har et lidt andet verdenssyn end mig, og vi bliver aldrig enige om, hvad det
egentlig var, der skete dengang.
nyligt var 3 mennesker, der spillede på haterholdet. (Jamen, det er vel i disse
dage nærmest obligatorisk at snige en fodboldmetafor ind?) Den tredje blev jeg
uvenner med over en fuldstændig latterlig bagatel, der var så dum, at jeg ikke
engang syntes, at den var en konfrontation værd. Jeg mente, at det var et
spørgsmål om, at hun bare lige skulle have lov at trække luft, og så ville hun
være god igen.
Det var det så ikke. Og her er det, at surheds kemiske
formel åbenbarer sig, for selvom jeg ikke havde noget som helst at være sur
over, så blev jeg sgu da bare sur over, at hun var sur. (Hvad er det for en
susende lyd? Nå! Det må være mine 4 mandlige læsere, der sukker dybt og
samstemmende over kvinder.) Det fik vi et år til at gå med. Til sidst havde jeg
nærmest glemt, hvad hele miseren startede med.
nogle steder er meget søvndyssende og selvhjælpsagtig, og andre steder er
skidegod. Og en af de fine passager handler om, at CM laver et eller andet stunt,
der lugter lidt semi-kriminelt. Det er relativt uskyldig, men hans far (som er
pilot), siger til ham, at det stadig bekymrer ham, for: ”Hvis jeg, når jeg
flyver, afviger fra den udstukne kurs med 1 grad, så har det stort set ingen
betydning efter en time. Men efter et døgn befindet jeg mig over det forkerte
kontinent.” Det synes jeg var vise ord fra old man MacDonald.
Så jeg afveg en grad fra min sædvanlige stejle kurs, og
sendte en udstrakt hånd – som blev gengældt på stedet med noget, der nærmest
mindede om lettelse. Min klare fornemmelse er, at ingen af os var sure længere,
men at vi bare havde hængt på korset så længe, at vi havde glemt, hvordan man
kommer ned igen.
magt man i grunden har over indeklimaet i eget liv.
17. juni 2012 @ 17:27
Oh yeah.
Kan også anbefale. "hvem har flyttet min ost!?" (Ja det hedder den).
Det er en god lille bog om de ting.
17. juni 2012 @ 17:56
Jamen det er jo bare så pisse-svært at gøre… Bider man bare tænderne sammen og kommer i gang?
17. juni 2012 @ 18:01
Husmoder: Altså.. Det er jo nemmere sagt end gjort. Og det er jo bare en anden måde at gentage det endeløse mantra, man bruger og hører i alle sammenhænge fra træning til slankekure; at alt bliver nemmere, hvis man bryder det ned i delmål. Men for mig giver den her 1 grads metafor bare mening, fordi det er noget, jeg kan huske, når jeg står i de situationer, hvor jeg er presset, og hvor jeg gerne vil ændre på det mønster, jeg plejer at snuble i.
17. juni 2012 @ 18:09
Men hvad har du så gjort siden de 2 andre hader dig?
17. juni 2012 @ 18:28
Ano: Det er strøget af censuren:)
17. juni 2012 @ 20:00
Godt indlæg – den afsluttende sætning er meget god at lægge sig på sinde
17. juni 2012 @ 20:52
Hæ. Har prøvet udstrakt pote, men fik den nær bidt af. Nogle mennesker er bare dømt til at være grumpy og ensomme resten af deres liv. Det må de selv om :o) Jeg går glad videre i min verden med den viden at jeg i det mindste forsøgte.
18. juni 2012 @ 18:27
Kære Linda.
Tiden mellem dine indlæg kan nogen gange godt være lang (Skal ikke misforstås. Du her en hverdag IRL der skal prioriteres højere end os her i cyperspace – I get it.). Tænkte derfor at jeg kunne prøve, at surfe forbi nogle af de andre bloggere på din blogroll.
Og bevares der er da nogen der skriver godt, sjov og morsomt. Jeg læser fx jævnligt Maren og Verden ville være grum og har da besluttet at give Hverdagsnadia en chance.
Men faktum er, at der ikke er nogen der skriver med samme intensitet, nerve, ærlighed og da slet ikke så velformuleret som dig.
Du er efter min beskedne mening den ubetinget bedste blogger i DK.
Du er derfor absolut ventetiden værd og i det øjeblik jeg har læst en af dine indlæg glæder jeg mig allerede som et lille barn til den næste. Dine skriverier er en lille vitaminindsprøjtning i min travle hverdag.
Tak!
Mange hilsner fra
AFAFA
19. juni 2012 @ 13:52
Hold nu kæft, hvor jeg elsker dine ord. Ja, der skulle simpelthen bandes på det. Du har så meget at fortælle på en så fantastisk og sjov måde. Sidder her og overspringshandler og en tanke slår mig: "Jeg har ikke læst Blogsbjerg i dag". Ind på favoritlinket ved siden af de andre blogs og – bam – fedt indlæg med en pointe vi kan bruge. Som altid. Vil lige sige jeg aldrig har skrevet kommentar på nogen blogs ever, selvom de også er gode, men nu fik jeg lige brugt de to min. på det. For du fortjener det sq.
20. juni 2012 @ 16:38
UR: Den har jeg faktisk læst engang i tidernes morgen, men måske man skulle læse den igen, nu hvor man er blevet ældre og mere moden *ahem*.
Lavendelfryd: Sådan går det også ind imellem, men det jeg læser ud af din kommentar er, at det også har lukket sagen for dig, så selv om andre folk ind imellem reagerer anderledes, end man kunne have håbet, så ender man måske alligevel med at få det, man gerne vil have ud af det-ish?
AFAFA/Ninna: Hold da kæft! Tusind, tusind tak for nogle virkelig fine kommentarer. Jeg elsker, at I begge har brugt tid på at skrive, HVAD det er, I kan lide ved bloggen her. Det betyder rigtig meget for mig. Virkelig. Tak.