Når jeg bli’r gammel.

Er vi enige om, at de der ’man’ snakker meget om, at konkurrencen mellem de unge i dag er frygtelig hård? Ja? Godt. For jeg kan ikke
lige nå at bruge en time på at finde en kilde, og jeg ved ikke, hvordan jeg
ellers skal starte det her indlæg.

Hold. Nu. Kæft.

”Nåååå! Snyder man i dag..?” brølet fra cykelstativerne til
hende i bil i det tonefald, der lader som om det er kærligt drillende, men som i
virkeligheden er hånligt. ”Hva søren!? Der har vi jo månedens gæst!” lyder det
højt og frydefuldt tværs igennem cafeområdet, når Ilse kommer snigende med sin
taske og forsøger at slippe uset forbi Svend-Åges årvågne blik. (Formodes de
ikke at have alle mulige farver stær, der skulle svække synet i den alder? Ikke her. Her er
der udelukkende kaskader af alfa-, beta- og gammastråler, der får det HELE med).

Når de står i omklædningen, laver de noget, der for udenforstående kunne ligne
small talk, men hvis man lytter – og det gør man – – skamløst – så er det én
lang opregning af egen indsats og et forsvar, der primært består af sygdomme. De
træner dobbelthold, hvor de mellem timerne nærmest rituelt skal ud i tasken
efter en proteinbar, så de kan hilse på ALLE, de møder med: ”Nå, man møder nok til
direktørtid i dag hahaha” *spørgmighvorlængejegharværether spørgmighvorlængejegharværether*

Det kan godt ske, at det er det samme til banko og stavgang,
og et eller andet sted, er det jo også en slags fællesskab. Under alle omstændigheder er det vel langt at foretrække, fremfor at de sidder ensomme derhjemme. Og selvom de for
mig er én stor klynge af blanke isser og snehvide pudderkrøller, er der sikkert
også undergrupperinger i dén forsamling.

Nå, det var et sidespring (hvis I forstår sår’n lille en..).
Men jeg tror, at det er godt at vi har arenaer som instagram og facebook at
varme op på, for alle vores billeder af spinatshakes (#aftensmad #skinnyme) og
løbesko (#Ifuckingdidit!) er for småting at regne sammenlignet med índsatsen til den store
finale.