Mens vi venter, part 2:

Hermed følger et sindsoprivende indblik i livet på barsel. Den sidste uge er gået med:

* At blive tjekket på hospitalet. Mine prøver begynder at té sig lidt, og det betyder, at der, hver eneste gang noget er bare marginalt skævt, er dømt dobbelt- og trippletjek på fødegangen. Det er godt, de holder øje med os. Det ER det. Men jeg kan dårligt beskrive i ord, hvor meget jeg glæder mig til ikke at skulle lave flere urinprøver. Jeg HADER at lave urinprøver, og har altid gjort det, men det fremmer ikke varme følelser for projektet at være så gravid, at man efterhånden mest af alt minder om en gammel folkevognsbobbel med T-rex-arme.

* At forsøge at hjælpe Anton med at rumme livet generelt: Der er udflytteruge i børnehaven, hvilket betyder, at jeg hver dag til fyraften står med en meter menneske, der er fuldstændig opløst i udmattelsestårer over, at vand er vådt, og at den røde Ninjago-trøje ikke kan være grøn. Forleden morgen trampede han ind i stuen med ordene: “Du er FYRET!!” fordi han skulle have bukser på. In all fairness kom han dagen forinden ud i køkkenet til mig og proklamerede: “Mor, jeg kan ikke lide bukser”, så man kan argumentere for, at jeg var advaret.

* At juice alt, der nogensinde har haft bare kortvarig berøring med naturen. I min jagt på Den Rigtige Juicemaskine, var der pludselig en veninde, der skrev: “Jeg har en juicer stående i skabet. Den er aldrig brugt. Vil du have den?” Øh, ja tak!? Så nu juicer jeg i vildskab, fordi jeg håber, at Frida snart får nok af dagligt at få 1 liter kompost med ingefærsmag lige i face.

* At lave voodoodukker af folk, der spår om, hvornår jeg føder. Får mig til at føle mig som en hest, man kan odd’se på.

* At kede mig. Hun ligger så lavt og dybt derinde, at det gør ondt, hvilket betyder, at der er dømt godt med pauser i løbet af dagen. Så sidder man dér. Og må ikke drikke mere kaffe, fordi dagsrationen på 3 kopper er overskredet. Pga. føromtalte udflytteruge, kan jeg ikke engang hente Anton tidligt, og ovenikøbet har han i aften bedt om at sove hos mormor og morfar. Jeg har glemt, hvad man laver, når man er alene?? (Og ikke må drikke alkohol…) (PS: Jeg har ikke glemt, hvordan man kvæler folk, der opfordrer én til “at nyde det”….)

* At forsøge at lægge låg på mine hormoner. Går dårligt. På nuværende tidspunkt hader jeg 98% af alle mennesker. Objektivt set ved jeg godt, at det er mig, der læner mig op ad diagnosen ‘psykopat’, men det gør mig egentlig ikke mildere stemt. Nærmest tværtimod.

Kom nu ud, Frida.