Hi! My name is – my name is – my name is…

Jeg undskylder på forhånd, hvis nedenstående indlæg fornærmer læsere, deres kærester, forældre eller børn. Men dagens overvejelse (så er kvoten opbrugt) går på navne. Det er jo faktisk en form for varedeklaration, vi der får klæbet i nakken.

Det virker ikke altid, som om forældre gør så meget ud af fodarbejdet, når de vælger navne. Nogle navne er historisk set så behæftede med fejl, at de udelukker sig selv. Jeg har for eksempel ikke mødt mange fyre, der hed Adolf. Men der kan være andre ting, der taler imod brugen af bestemte navne. Lad mig tage udgangspunkt i mit eget navn. Jeg har aldrig set en film, hvor heltinden hed Linda. Det navn gemmer de altid til prostituerede og/eller overvægtige. Hvis man lytter til “Smukke Linda” med Gasolin, som er udsendt et par år, inden jeg blev født, kan man høre, at sangens titelperson er det, vi kalder ‘en frisk pige’. Det er derfor, jeg er så snerpet. Davids kamp mod Goliath. Mit forsøg på at rense navnet.

Så findes der forældre, der glemmer at spørge folk med navne, der er stavet anderledes a lá ‘Christophpher’, hvordan det er at hedde noget, man ALTID skal stave. Når man bestiller bord, skal have noget tilsendt eller skal meldes ind i en klub; “Jeg hedder Joergen med o-e.” Hvad er pointen, hvis ikke man kan høre forskel??

Nogle navne kan man stole på. Jeg har aldrig mødt ubehagelige mennesker, der hed Mads, Christian eller Laura. Andre navne virker som en dom i sig selv. Suzette. Jean (udtalt på dansk). Ronni. Hvis man skal gætte på mulige karriereveje, så tænker man ikke umiddelbart mellemleder hos Maersk. Spørgsmålet er så, om det er personen, der vokser ind i navnet, eller om det hænger sammen med, at forældre i de kredse, hvor den type navne er populære, typisk ikke pacer deres børn igennem skolen på rekordtid?

Endelig er der de navne, der bare ikke passer på alle aldre. Prøv at visualisere en knagerække på rød stue, hvor navneskiltene forkynder, at her har Henning, Mogens og Ruth deres jakker hængende. Eller tre gamle bingospillende damer, der hedder Iben, Pernille og Line. Førstnævnte kan skyldes den høje frekvens af forældre, man i tidens løb har mødt med netop de navne. Sidstnævnte kan hænge sammen med, at det er min egen generations navne, og så er vi tilbage ved Frygten For Alderen. (Altså den rynkede af slagsen. Gad so not at være 16 igen).

Hvis man er blevet udstyret med Et Af De Uheldige Navne, er der nogen, der forsøger at rette op på fejlen ved at gå til nummerolog. Her får de at vide, at alt bliver anderledes, hvis bare de tilføjer deres navn et stumt h. Jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg vil bare spørge ud i rummet, hvor mange der ville finde Jonni Hansen nemmere at holde af, hvis han pludselig stavede sit fornavn Johnni?

Man skal tænke sig godt om, når man navngiver sine børn. De hænger trods alt på resultatet resten af livet. Ville være rarest for alle, hvis der var overenstemmelse imellem navn og person. Måske man ved døbefonden lige kunne hænge et lille skilt? En slags advarsel til forældrene. “Falsk varedeklaration medfører politianmeldelse og indberetning til Forbrugerklagenævnet.”