Jokeren er løs.

I al den tid, jeg har været voksen på den måde, der virkelig tæller, har jeg ville være tolk. Af mange forskellige årsager, som nogen af jer kender, og andre er ligeglade med, er jeg i løbet af det sidste halve år alligevel begyndt at overveje, om jeg skulle noget andet. Selvom min uddannelse som udgangspunkt er ret målrettet, er det alligevel lykkes mig at finde et par jobs, som jeg tror, at jeg både er kvalificeret til og interesseret i at bestride.

I sidste uge søgte jeg et vikariat, som faldt ind under netop denne kategori. Ansøgningsfristen udløb og – intet. Da jeg, dagen før samtalerne skulle finde sted, stadig intet havde hørt, ringede jeg ned for at høre, hvorfor de havde valgt at gå uden om mig. Jeg var meget u-bitchy og assertiv. Sagde bare, at det i forhold til mine kommende ansøgninger kunne hjælpe mig, hvis de kunne begrunde deres afslag. Den venlige dame forklarede, at afslaget alene skyldtes antallet af ansøgninger, og ikke manglende kvalifikationer hos mig.

En time senere modtog jeg en mail. De ville godt se mig til samtale alligevel.

De ansatte mig igår.