Glade jul, dejlige jul. Engle styrter ned i skjul.

1. december. Jeg er ret vild med jul, så jeg er allerede nu ved at gå i panik over, at det næsten er ovre. Der er tusind juleting, jeg ikke har nået! Gåture i snepudrede skovlandskaber. Julemarkeder i gamle møller. Optænding af brændeovne. Konfektfremstilling. Reparation af tidsmaskinen, så jeg kan komme hjem til 1952.

Måske jeg i virkeligheden bare er ret vild med ideen om jul. Julebegrebet. Tanken om, at vi skal være gode ved hinanden, mens vi går rundt i hjemmestrikkede sokker og pynter op og drikker gløgg (ok, en del af det er i det mindste på plads). Ideen om at sidde inde med tændte stearinlys, mens sneen drysser ned udenfor og gør alting blødere i kanten.

Desværre lade det til, at det der med at kommandohygge har den modsatte effekt end den tilsigtede. Alle, jeg snakker med, er stressede, snottede og betrukkede med dårlig samvittighed eller uindfriede forventninger, fordi det er et helvedes mas at få sit liv til at ligne et glansbillede overnight. De fleste er hverken mere eller mindre syge/stressede/sammen nu, end de er fra januar til november – det er bare nu, vi præsenteres for ét idealbillede af Det Lykkelige Liv, som vi kan sammenholde med vores eget, hvor end vi vender os hen.

Personligt har jeg tænkt mig at prøve at holde fast i min juleglæde. Det er muligt, at vi ikke får sne, at julegaver bare er en avanceret form for bytte-bytte købmand, og at alting kan købes til halv pris i januar. Men jeg får lov at bruge penge på dem, jeg holder af, jeg bliver glad af at cykle rundt i en julepyntet by og Netto har fantastiske pebernødder til 8 kroner. Og hvis alt andet kikser, har vi stadig Blomberg.

PS: Vil nogen forklare mig ideen med blå lyskæder på juletræer?