Jeg surmuler på børneværelset, hvis nogen vil mig noget.

Ind imellem har jeg nogle uger, hvor det føles som om, at alle småtingene bliver trætte af at være små og rotter sig sammen for at få ordentligt ram på mig.

Sådan en uge har det været. Hvis man bryder hændelsesforløbet ned, er der ikke nogle af delelementerne, der i sig selv er uoverskuelige – det er summen, der gør, at jeg må tildele ugen et 4-tal for den jævne præstation med adskillige væsentlige mangler.

Der har været for meget kontakt med Post Danmark. Der har været for mange kopper væltet kaffe på for mange vigtige papirer. Så mange bolde i luften, at det har mindet mistænkeligt om gøgl. For meget ondt i skulderen. For meget tøj, der var helt, helt forkert, da jeg endelig fik vristet pakken ud af kløerne på PDK. (To trøjer, det fik mig til at se gravid ud, en jakke med alt for meget svaj og alt for korte ærmer *høj-idiotisk-pseudo-klokkeblomst-smiley* og en falsk jakke, jeg ikke havde bestilt).

Derfor var humøret BARE ikke til at komme hjem til kuvert fra Århus Kommune i dag. 2000 kr. At betale. For ’for meget udbetalt boligstøtte’. Jeg har ikke modtaget boligstøtte i al den tid, jeg har boet her. Men vi ved godt allerede nu, at når jeg ringer i morgen, så viser det sig at vedrøre den gamle lejlighed, ikke? Det har taget dem 18 måneder at regne ud. 18 x 30 = 540 dage. Jeg har 5 dage til at betale. Nogen gange hader jeg også kommunen.

(Og bare lige så det er helt klart: Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til kommentarer om halvfulde glas, andre folks skattepenge og nasning (JA! Det er et ord!) på systemet! )