Det er ikke dig. Det er mig.

Jeg har nu opholdt mig i netdatingland i 48 timer, og jeg er klar til at aflægge den første rapport fra gerningsstedet.

Jeg har valgt en side, hvor det koster penge at have en profil, i håb om at det fungerer som firewall for det værste Arto-affald. Derudover har gjort mig umage med at skrive en profiltekst, der klart og tydeligt fortæller, hvad jeg leder efter og samtidig viser, hvem jeg er.

Det føles mærkeligt at shoppe mennesker på den måde, for når man møder en mand i den virkelige verden, tager eventuel videre kontakt altid udgangspunkt i, at kemien er der. Derfor er det underligt bagvendt at forholde sig til alle de hårde facts først, og der ryger helt sikkert nogle gode mænd, som jeg sorterer fra på et overfladisk og latterligt grundlag men: Jeg lover, at for hver ENESTE grim tanke, jeg tænker, popper ”Mmm. Det er der sikkert også nogen, der tænker om dig!” op i mit hoved.

Når det så er sagt, så er det en datingside, og reglerne er, som de er. Det er spild af både egen og andres tid at være alt for ulden i mælet, og derfor har jeg gjort det MEGET tydeligt, at ham, jeg leder efter, skal have noget at rykke med, være høj(!) og kunne yde positivt og kvalificeret modspil til en force of nature som mig.

På datingsiden er der imidlertid lagt en utrolig mystisk funktion ind: Man kan ’blinke’ hvis man ser en profil, man er interesseret i. Hvad fanden er det?! Lige nemt nok, ikke? Man behøver ikke engang have læst folks tekst; man kan bare trykke på ’blinker’-knappen, så har man ’udtrykt interesse’, som der står.

Og det er så selvfølgelig netop, hvad der sker. Jeg fornemmer allerede, at der er en gruppe af mænd, der spam-blinker til alt, hvad der viser sig af nyt hunkøn på sitet, hvor usandsynligt det end skulle være, at de ville matche.

Når man ikke selv er den største linselus, ved man godt, at billeder ind imellem fremhæver alt det onde, og jeg læser derfor fyrenes profiltekst, hvis de blinker til mig – selvom de allerede er bagud på point ved at vælge dén løsning. Men for satan, altså! Jeg har indtil videre fået henvendelser fra:

* Mænd, der knap kan stave deres egne navne, og som tilsyneladende smider punktummer og kommaer ind med en skovl, når de har skrevet deres tekster.
* Mænd på 1.65.
* Mænd, der starter med at undskylde deres tilstedeværelse.
* Mænd med utrolig bitre profiler og indledninger som: ”så vær lige lidt venlig at svare på brevet hvis jeg har skrevet til dig!”
* En klam, fuldskægget mand på 60.
* Det skriver jeg lige igen. PÅ TRES!!

Læs. Dog. Min. Profil!!!

Det er dog ikke ren ulykke det hele. Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange nydelige og tilsyneladende sympatiske unge mænd, der også er derude. Min første date (ja, det går sgu stærkt i det der cyber!) er med en fyr, som har fået plusser alle de rigtige steder i bogen – med en enkelt undtagelse: Han kan ikke mødes i denne uge, da han skal spille revy…

Hvis han ankommer på ethjulet cykel eller begynder at jonglere med tallerknerne, er jeg altså den, der er skredet.