Har du hørt det?
Jeg kender ingen steder, hvor sladder og rygter dannes og løber så hurtigt som i et fitnesscenter. Jeg kan godt forstå trangen til at viderefortælle de gode historier, men ligefrem selv at begynde at opfinde dem, synes jeg er langt ude. Jeg er en af de instruktører, der har været der længst, så jeg burde efterhånden være hærdet, men jeg bliver stadig lige overrasket hver gang, jeg hører en historie om mig selv, som ikke passer.
Listen over mine påståede forbrydelser er ved at være lang, og når man læser dem, kunne man foranlediges til at tro, at nogen ser lidt for meget Beverly Hills 90210. Jeg er i hvert fald markant mere spændende i fantasiversionen, end jeg er i virkeligheden, med alle mine spiseforstyrrelser, stofproblemer og menages a trois med veninders ekskærester. Hvis et rygte er saftigt nok, får det nærmest sit eget liv, og når det endelig når frem til mig, bliver folk synligt skuffede, når jeg må dementere den gode historie. Det værste er næsten, at jeg godt ved, at jeg ikke har skyggen af chance for at få sandheden til at rense alle de ører, der har hørt løgnen.
Mon Anni og Erik vil adoptere mig?
11. marts 2009 @ 09:25
Arme stakkels fitnessmennesker, der har så travlt med at holde styr på andre menneskers liv og lægge et par kilo fjer til hver eneste høne, de ser. Velkommen tilbage i 7. klasses hjørne i skolegården.
Hvis man ikke var så magtesløs overfor historierne, så ville det næsten være underholdende at se, hvordan producerne havde klippet ens eget liv sammen til et realityshow.
11. marts 2009 @ 19:25
Og du kan glæde dig over, at historierne siger mere om de mennesker, der tror på dem end om dig. (Måske hvis du farver dig helt mørkhåret blir du til Amy Winehouse!!)