Det er ikke mig. Det er dig.

Min status som netdater er ved at være 2 måneder gammel, og jeg er efterhånden en ret hard core powerdater, hvis jeg selv skal sige det. Øvelse gør mester, og jeg har snart drukket så mange kopper kaffe, at mit spiserør er foret med tjære, og gået så mange kilometer, at datingsiden bør hoste op med et par nye såler.

Det er hårdt arbejde. Hver eneste gang man modtager en henvendelse, synes jeg, at man skylder både sig selv og afsenderen at forholde sig til ham. Dog må jeg indrømme, at jeg grovsorterer. De bitre, de ordblinde og dem med de lamme profilnavne ryger direkte i skraldespanden. Det er muligt, at der gemmer sig bundreele, humoristiske mænd bag AceVentura, Svans76 og Badboy4life (der ’bar ik ka ha uretfærdihed’ hvilket selvfølgelig taler til hans fordel) – det bliver så bare andre kvinder end mig, der høster fordel af det.

Man skal også lære at sluge, at mænd, der ikke reagerer på ens egne henvendelser, faktisk stadig er on-line, og ikke (som man ellers havde foretrukket) pludseligt og uventet er blevet lykkeligt gift og derfor ikke har tjekket deres datingmail. (Venligst undlad at kommentere på distancerende brug af ’man’, Red.)

Med jævne mellemrum sker det heldigvis, at interessen er gensidig, og man aftaler at mødes live. Og så bliver det først RIGTIG hårdt, for det er ligesom at skulle gennemføre en jobsamtale, hvor man ikke helt er klar over, om man er arbejdsgiver eller arbejdstager. Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke kan holde ud at være på mere end en date om ugen. Hele seancen med at skulle fremmane den bedste version af sig selv, og igennem alle de obligatoriske spørgsmål om opvækst (Esbjerg. Og nej. Det lugter ikke af fisk. Det lugter af penge), job (nej, tegnsprog er ikke internationalt, og jeg har ingen døve i familien) og fritidsinteresser (8-10 timer om ugen. Jo, det er hårdt. Men det er jo ligesom det, der er pointen..) bliver simpelthen for maskinel og mekanisk, hvis den skal gennemføres for ofte.

Det ALLERværste er, hvis man allerede, når man drejer om hjørnet, tænker: ”Hvor overbevisende kan jeg fake et epileptisk anfald?” Det er næsten ikke til at holde ud at skulle lave hele salgstalen for en køber, som man hellere vil brænde bygningen ned til grunden end at sælge til.

Men når alt det er sagt, er det faktisk ret sjovt at møde så mange nye mennesker, og det føles godt at gøre noget aktivt for at finde ham, det skal være. For han må vel være derude et sted?