I do.

I går var jeg til bryllup hos min papstorebror og min smukke, kloge, fabelagtige veninde. Da jeg havde tilbragt fredag aften i godt selskab med kolleger, der hver gang, jeg er sammen med dem, modbeviser tesen om, at folk i fitnessbranchen er blanke som de spejle, de konstant er omgivet af, var jeg en liillle smule presset, da vækkeuret ringede kl. 10, men jeg havde glædet mig til den store dag, så op, i bad, i kjole og afsted.

Jeg havde fået den store ære at være vidne, så havde aftalt at mødes med brudeparret i god tid. En FANTASTISK oplevelse. Rådhuset lørdag formiddag er et ualmindeligt velsmurt produktionsbånd på Bryllupsfabrikken, og på 30 minutter vi nåede at se både 2 polske bryllupper OG Phong, 22, og Jens Erik, 58, blive gift.

(Hvis nogen har gået og brudt deres hjerner med, hvad der er sket med tudsen fra Vinden I Piletræerne, kan jeg oplyse, at den er blevet provisionslønnet bryllupsfotograf ved Stiften og med imponerende ildhu jagter nygifte par i håb om, at de lader sig indfange og forevige.)

I et værelse, der i mistænkelig grad mindede om indersiden af en cigaræske, sagde de ja til hinanden, og jeg græd næsten ikke. Jeg synes, at det er stort, jeg kan ikke gøre for det. Jeg bliver så fuld af ærefrygt over, at folk har mod til at sige ja til at elske og ære hinanden til døden skiller dem ad. Jeg bliver ydmyg og frygtelig beæret over at få lov at tage del i en af de vigtigste dage i folks liv.

Og jeg bliver rørt over at se, at kærligheden findes derude. Trods alt.