Where is the love?
Jeg tænker i disse dage. Så meget at jeg tager fejl af de byer, jeg befinder mig i, sætter min kogekeddel i køleskabet og har det, som om jeg ser mine programmer for første gang nogen sinde, når jeg skal ned og undervise.
Jeg er ved at lære noget om, hvordan det føles at finde ud af, at alle historier virkelig HAR to sider. Det burde jeg vel i en alder af 32 år være klar over, men det er overraskende at opdage, hvor lidt den teoretiske viden kan bruges til i virkeligheden.
Jeg er ved at finde ud af, at noget af det sværeste i verden er at redefinere den rolle som offer, man har tildelt sig selv, og i stedet se sig selv som både medansvarlig og bøddel. Jeg er ved at erkende, at en del af at give slip på fortiden også er at acceptere, at du aldrig vil komme til at se fortiden gennem mine øjne. Og jeg spekulerer på, om jeg skylder mig selv at undersøge, om det er kærlighed eller luftkasteller, der er derude.
Tør man?
Bør man?
Kan man forsvare at lade være?
9. juli 2009 @ 22:15
Man kan helt sikkert ikke forsvare at lade være – det er jo spild af liv! Man kan være modvillig, betænkelig, eller skræmt fra vid og sans. Det er jeg tit. Men der skal ikke stå på min gravsten engang, at jeg fedtede rundt ved bassinkanten, iført korkbælte og fornuftige sko.
Ønsker dig god tur ud i det!
10. juli 2009 @ 17:59
Hvis du lader være, vil jeg gerne være vidne, når du får tilføjet i dit testamente, at der skal stå på din gravsten: "Hun fedtede rundt ved bassinkanten" 😀 Det ville være verden SEJESTE gravsten eva! w0000t!
(Med andre ord spring Linda, spring for helvede. Måske brænder du nallerne, men det er altid de brannerter, man kommer til skade i, der er de sjoveste.)