“THE PUBLIC HAS A RIGHT TO KNOW!”

I år kunne jeg for første gang nogensinde ikke ret godt lide Skanderborg. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke rigtigt selv har været i gear, så det er muligt, at festen har været præcis lige så grøn og smuk, som den plejer, og at jeg bare har stirret mig blind på mit halvtomme glas, men jeg var ikke tilfreds. Jeg synes, at programmet var tyndt, og at lyden var skiftevis alt for høj og alt for lav. Jeg synes, at der var en træls stemning blandt publikum, og for første gang nogensinde har jeg både set optræk til slåskampe og hærværk på Skanderborg. Der var mange meget små, meget stive børn, der væltede rundt og legede autonome, og jeg havde det i det hele taget som om den trælse del af Roskilde segmentet havde gate-crashet bøgeskoven.

Som nogle af jer måske husker, skriver jeg for Walther Nyt dernede, hvilket betyder, at jeg skal producere 7 artikler til medlemsavisen. Sidste år var første gang, jeg var med på det skrivende hold; der var det sgu lidt praktikant/det-er-bare-noget-vi-leger-agtigt, og jeg havde min papstorebror at gemme mig bag. I år var der bare mig, virkeligheden og en ordentlig røvfuld dygtige, professionelle journalister.

Og nu er det ikke fordi, jeg fisker efter, at I skal cyber-ae mig over håret og peptalke mig, for selvom jeg ikke er Hemmingway, så ville jeg ikke blogge, hvis jeg inderst inde mente, at jeg skrev ad helvede til. Men de her folk er virkelig skarpe. Specielt den ene af fyrene er så god, at jeg har lyst til at gemme tastaturet bag ryggen og skygge for skærmen, mens jeg panikråber: ”Ikk’ noget!”, når han går forbi.

Når vi sidder til redaktionsmøderne, og formanden gennemgår hvilke historier, der skal skrives, begynder disse mennesker straks at smide om sig med ord som ’vinkel’, ’research’ og ’kilder’, mens de ryger smøger, pjatter og skribler løs på deres blokke. Jeg bliver bare fuldstændig blank inde i hovedet og begynder at svede lidt i hænderne.

Jeg kan lide at fortælle små historier om hverdagen, og det er der, jeg synes, jeg har min force. Jeg kan godt udtænke vinkler og spørgsmål, når jeg kan planlægge i god tid – men at trække dybdeborende, interessante spørgsmål op af hatten, lige ud af det blå, er godt nok en disciplin, hvor der hos mig er rigeligt med plads til forbedring.

Derfor kommer det vel ikke som et chok for nogen, at jeg forsøger at kompensere ved at jagte de folk, jeg skal bruge til mine historier (føler mig på rov i en kasse med fagord, der ikke er mine, hvis jeg skriver ’kilder’) med en indædthed, som jeg simpelthen bliver nødt til at lære at tøjle, hvis ikke jeg vil have en stalker-anmeldelse på halsen. Og det er ikke fordi, jeg ville tøve med at tage den, hvis jeg mente, at det kunne hjælpe. Det er mere fordi, det bliver svært at høre ofrenes svar på de tilladte 200 meters afstand.